Sprogbrug i det britiske underhus: Sexhungrende kvælerslanger og indtørrede regnemaskiner

Fornærmelser skal der til, men de skal have et vist niveau og må ikke være vulgære.

Boris Johnson blev under seneste Brexit-debat blandt meget, meget andet beskyldt for seriel uærlighed, for ifølge kodeks om parlamentarisk sprogbrug må man ikke direkte kalde andre MP’er for løgnere, men man må gerne beskylde dem for at fremsige usandheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

Under sidste uges Brexit-debat nåede temperaturen op på sauna-plus i det britiske underhus, hvor udsøgte fornærmelser faldt som en konstant, rislende syreregn.

Selve Underhusets indretning presser medlemmerne til konfrontation. Her sidder de to (to-plus) oppositionspartier direkte over for hinanden med kun to sværdlænger mellem sig som to hære, der mødes i blodig krig, og ægger hinanden til stadigt højere niveauer af ærværdig spot og spe. Det var præcis derfor, Churchill ikke ønskede sig en moderne, fredsommelig og dermed kedelig hestesko, da Underhuset skulle genopbygges efter Anden Verdenskrig. De kan nemlig lide det, kan de.

Så fornærmelser skal der til, men de skal have et vist niveau og må ikke være vulgære. Ingen abelort og røv her. Således lykkedes det i sidste uge den sprogligt farverige Boris Johnson at kalde oppositionens formand, Jeremy Corbyn, en »klorineret kylling« og en »kæmpestor pigebluse« – sidstnævnte er en standardfornærmelse fra drengekostskolernes rugbybaner og betyder »tøsedreng«.

»Det er i høj grad et spørgsmål om stil, og i sidste ende er det the speaker, aktuelt John Bercow, der afgør, hvad der er tilladeligt, hvad han bl.a. gjorde, da Dennis Skinner kaldte David Cameron »dodgy (uærlige) Dave«. Her blev Skinner bedt om at trække det ord, der begyndte med d og endte med y tilbage.«


Hermed indskriver Boris sig i en lang, fornem fornærmelsestradition, hvor især sir Winston Churchill huskes som manden, der leverede. Churchill kaldte bl.a. Aneurin Bevan («Nye Bevan«, manden bag National Health Service) en »uhæderlighedens købmand« og »sygdomsministeren med behov for psykiatrisk hjælp«. Bevan gjorde til gengæld Churchill vred med kommentaren: »Jeg er glad for muligheden for at prikke hul i denne svulne blære med min sandhedens klinge«; han var også ophav til fornærmelsen »indtørret regnemaskine« og kaldte oppositionens formand »en bryggerhest, der gør sig til.«

Min personlige yndling: Da Dennis Healey mente, at et angreb fra Geoffrey Howe var »som at blive voldtaget af døde får.«

Alt ved det gamle

I slutningen af 1800-tallet blev Gladstone beskyldt for at være »beruset af sin egen ordskvalders overdådighed« – i forgangne uge klandrede Jess Philips fra Labour Boris Johnson for at bilde befolkningen ind, at han havde en vision, hvor sandheden var, at den eneste vision han havde, var synet af sig selv i spejlet. Alt er med andre ord ved det gamle.

Boris Johnson blev under seneste Brexit-debat blandt meget, meget andet beskyldt for seriel uærlighed, for ifølge kodeks om parlamentarisk sprogbrug må man ikke direkte kalde andre MP’er for løgnere, men man må gerne beskylde dem for at fremsige usandheder, eller som Churchill udtrykte det, for »terminologiske unøjagtigheder«. Det er i høj grad et spørgsmål om stil, og i sidste ende er det the speaker, aktuelt John Bercow, der afgør, hvad der er tilladeligt, hvad han bl.a. gjorde, da Dennis Skinner kaldte David Cameron »dodgy (uærlige) Dave«. Her blev Skinner bedt om at trække det ord, der begyndte med d og endte med y tilbage.

Men John Bercow – som selv er blevet kaldt »skinhellig dværg« – var ikke speaker, dengang Labours Tony Banks sagde, at Margaret Thatcher udførte sit arbejde »med samme følsomhed som en sexhungrende kvælerslange.«

Det tætteste, vi kommer fænomenet, er nok, når Birthe Rønn Hornbæk kalde Venstres forretningsudvalg usle hunde. Men det var, øv, i radioen, ikke i Folketinget.