Sonja Richter: At leve på kanten af verden

Skuespilleren Sonja Richter har altid følt sig anderledes. Fra barndommens hippiekollektiv til at flytte hjemmefra som 14-årig til i dag, hvor hun udnytter følelsen i sine roller. Lige nu er hun aktuel i Per Flys »Kvinden der drømte om en mand«.

Hun kan om nogen tale med om, at det ofte er de hårde lussinger i livet, der driver en frem til det sted, hvor man hører til i verden. Uanset om ens sind er med eller uden filter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup

Det var Sonja Richters mormor, der som den første sagde det til hende. At hun ikke er bygget til den her verden, at hun er for sart til den. Hun sagde det af kærlighed, og selv om Sonja Richter på det tidspunkt var en lille pige og ikke helt forstod ordenes betydning, satte de sig alligevel fast i hende.

Se flere billeder af Sonja Richter i galleriet til højre

»Det var jo bare billedsprog. Men det har på en eller anden måde sat sig. Jeg ser ikke mig selv som et sart eller fint fe-agtigt væsen, men det er noget, jeg har hørt meget. Og måske er der noget om det, for jeg kan jo godt mærke, at jeg er anderledes,« siger Sonja Richter og snor en sort hårelastik, der for lidt siden samlede det lyse hår i nakken, om sin pegefinger.

»Men i stedet for at gå – som jeg har gjort det meste af mit liv – og være ked af, at jeg er anderledes, har jeg besluttet mig for, at jeg hellere vil være glad for det.«

Hun kan om nogen tale med om, at det ofte er de hårde lussinger i livet, der driver en frem til det sted, hvor man hører til i verden. Uanset om ens sind er med eller uden filter.

I en alder af 36 er hun i dag en af de mest brugte og roste unge skuespillerinder på dansk film og teater med sine præstationer i dramaer, hvor store følelser er på spil.

»Når man skal spille store følelser, kan man godt være bange for, at det ikke virker troværdigt. Men jeg stoler på, at der er adgang gennem mig. Der er ikke et filter, som først skal pilles ned. Der er ligesom plads. Hvis jeg nu brugte mindre tid på at være nogle roller og være mere mig selv, så ville jeg nok have lukket filteret mere sammen. Men jeg tror, det står og flagrer lidt med dørene, fordi jeg åbner det så tit, og det kan godt være svært at styre.«

Rollen som den følsomme Cecilie i Susanne Biers »Elsker dig for evigt« gav hende sit gennembrud og har siden åbnet op for roller som skuespillerinden Tanja i Per Flys serie »Forestillinger«, der higer efter sin kærestes kærlighed og skolelæreren Cecilie i Hans Fabian Wullenwebers gyser »Cecilie«, der oplever ting, som ikke er der. Lige nu er hun aktuel i Per Flys »Kvinden der drømte om en mand«. En film om erotisk besættelse og en kvinde, der opgiver alt for at følge sin længsel.

Sonja Richters egen historie startede på landet i Vestjylland. Kaos og bristede hippie-illusioner er nogle af de ting, der prægede hendes første leveår. Hun blev født udenfor Esbjerg i 1974. Hippiekulturen fra USA med diktater om langt hår, åbne forhold og kollektiver havde for alvor gjort sit indtog herhjemme, og hendes forældre forsøgte at leve drømmen ud.

Flyttede i kollektiv på en nedlagt skole i solid afstand fra den jyske provinsbys pæne parcelhuskvarterer. Et kollektiv, hvor reglerne var små og opvasken stor, og hvor børnene legede cirkus og det vilde vesten på de store tønder land. Drømmen varede dog ikke længe, forældrene gik fra hinanden, men valgte alligevel begge at blive boende og få børn med andre af kollektivets beboere.

Sonja oplevede tiden som kaotisk med forældre, der skiftedes til at flytte ud og ind igen afhængig af, om de kunne enes. Hun begyndte i skole et år for tidligt, for hendes far syntes ikke, det var en god idé, hvis hun skulle gå i klasse med sin lillebror, der var ti måneder yngre. Derfor sprang hun børnehaveklassen over. Det gjorde ikke noget, for på det tidspunkt kunne hun allerede læse. Hun var hurtig både fagligt og socialt, men følte alligevel ikke, at hun passede ind i parcelhusidyllen med tidens moderigtige møbler og nyklippet græs.

En stor kontrast til den gamle nedlagte skole med hønsehus, hoftehøjt græs og murbrokker i hjørnerne.

»Jeg syntes, det var flovt. Jeg syntes bare, det var noget lort. Jeg ville jo gerne passe ind, og det gjorde jeg i hvert fald ikke. Der blev kigget på os, fordi det var et lille samfund. De vidste jo godt, at der var et kollektiv derude, hvor alle havde børn med hinanden.«

En konstant længsel mod at blive normal fulgte hende, for det var svært at forene lysten til at finde på alt det sjove – som hun også gjorde – og lysten til at smelte sammen med asfalten i skolegården.

»En dag tæskede jeg Søren Snusk fra min storesøsters klasse i et klasselokale, fordi han havde sagt noget om min storesøster. Det glemte de andre elever aldrig.«

Se flere billeder af Sonja Richter i galleriet til højre

I dag står tiden i kollektivet ikke klart for Sonja Richter, og hun forsøger stadig at opklare, hvad der egentlig foregik.

»Mine forældre troede jo ikke på ægteskab, parcelhus og kernefamilie. De prøvede den anden form, som jo var meget moderne dengang. Men det gik op for dem, at det ikke duede. For dem kan man godt sammenligne det med en anden form for skilsmisse. De var jo sådan set skilt, men deres drøm blev splintret. Det var pludselig ikke det der hippie-happy, vi kan alle leve sammen.«

Hippieillusionen endte for alvor, da Sonja var syv-otte år, og hendes far flyttede ud. Den blev erstattet af en konstant følelse af, at der var forskel på hende og hendes søskende, og at der ikke var plads til hende i den lille familie. For hendes mor kunne blandt andet ikke magte at være alene med tre børn.

»Min mors liv blev pludselig noget andet, end hun havde regnet med. Og det smadrede hende ret meget i hendes tilstrækkelighed, tror jeg. I virkeligheden, kan jeg høre nu, ville hun gerne have været sådan en, der bare stod og lavede marmelade, og sådan blev det overhovedet ikke. Det var benhårdt og ulykkeligt. Og det kunne jeg jo godt mærke. Jeg følte, at hun ikke havde tid til mig, og at jeg tit blev overladt til mig selv. Følte måske oven i købet, at hun var ligeglad. Det var hun ikke, men det følte jeg,« siger Sonja Richter og smiler hurtigt, mens hun rækker ud efter en cigaret.

Hun boede skiftevis hos sin mor og sin farmor. Farmoren læste højt fra Bibelen, lærte hende at tage halstørklæde på og trøstede, når hun var ked af det.

»Jeg var enormt nært knyttet til hende, og jeg tror, det har været min redning kærlighedsmæssigt. At hun havde tid og overskud til mig. Jeg var meget ked af det altid. Jeg tror, det handlede om, at jeg bare så gerne ville være sammen med mine forældre, og de havde ikke tid. På den måde, synes jeg, de var fraværende. I dag, fordi jeg kan se det fra en anden side og har snakket med dem om det, ved jeg jo godt, at det må have været meget svært. Der er meget at bebrejde dem følelsesmæssigt, men de kan jo ikke lave om på det, og jeg har valgt at se på alt det gode, jeg har fået med, for jeg har også fået en masse gaver, selv om nogle af dem smagte dårligt, når jeg fik dem, og nogle af dem var hårde.

Jeg har været nødt til selv at drage alle mine erfaringer på godt og ondt. Og det har jeg været sur på dem over, men ikke længere. Nu synes jeg, jeg har været heldig, fordi jeg har fået lov til at trevle det hele op og sætte det sammen på min egen måde. Den chance ville jeg måske ikke have fået, hvis jeg havde haft nogle mere beskyttende forældre eller flere regler i mit liv.«

Livet i kollektivet kom aldrig til at fungere, og da Sonja var 12 år gammel flyttede familien ind til Esbjerg i to lejligheder. Sonjas mor og lillebror i den ene, og Sonja i den anden, mens søsteren tog på efterskole. Selv om lejlighederne var i samme bygning, så hun sjældent sin mor, der i den periode fik det dårligere og havde sværere ved at overskue tingene. Sonja reagerede på situationen et år senere ved at tage på efterskole. Skaldet som Sinéad O’Connor.

»Det blev ret voldsomt mellem min mor og mig, så jeg ville bare gerne væk. Og så havde jeg måske også selv trukket mig fra hende. På det tidspunkt var jeg holdt op med at sukke efter parcelhusliv og en rigtig kernefamilie. Det sagde mig ingenting.«

Og med den forliste kernefamilie bag sig flyttede hun 14 år gammel alene til Århus og startede i gymnasiet. Om aftenen og natten knoklede hun som opvasker og bartender for at få råd til husleje, mad og en tilværelse, der fungerede. I dagtimerne sled hun i skolen, og selv om arbejdet opslugte meget af hendes energi, fik hun gode karakterer. Hun var den sorthårede, mystiske pige i skolegården, der røg smøger og var meget alene.

»Jeg syntes, folk var underlige, og jeg forstod ikke, hvorfor de opførte sig, som de gjorde. Jeg var meget forundret over, at de ikke kunne se sig selv. Og jeg tror netop, det er derfor, jeg er blevet skuespiller, fordi jeg har behov for, at folk skal kunne se sig selv. Jeg vil gerne vise, hvad de er, og hvad de gør. Ikke for at dømme eller sige »I er forkerte«, men så de kan se det. For man kan ikke se sig selv. I virkeligheden er det måske, fordi jeg har et behov for at se mig selv, men ikke kan. I stedet for at sige »giv mig et spejl«, så har jeg givet alle andre et spejl i håb om, at jeg måske også finder et på et tidspunkt. Og det gør jeg jo ved at se andre skuespillere udspille ting, som måske ligner noget, jeg har oplevet eller følelser, jeg har undret mig over eller arbejdet med.«

Se flere billeder af Sonja Richter i galleriet til højre

Når hun skal beskrive sig selv i sine gymnasieår, er det »som en hård kokon med flydende suppe indeni«.

»Måske er det også derfor, jeg lavede det der,« siger hun og peger ind i soveværelset, hvor en grå masse spreder sig ud fra det ene hjørne i loftet. Det ser uhyggeligt ud. Men går man tættere på, er det små sommerfugle på transparent papir, omhyggeligt klippet ud og egentlig meget fint. Hun satte dem op for flere år siden og regnede med, at de hurtigt ville falde ned igen. Men de har bidt sig fast på væggen.

Lige som Sonja Richter har holdt fast i verden, for trangen til at grunde over livets udfordringer og lussinger er ikke længere essentielt.

»Det har jeg virkelig gjort, måske også for tidligt. Jeg ville da ønske, det havde været lidt mere lystfuldt og fuldt af glæde – for der har også været mange glædelige ting. Jeg var måske bare ikke så god til at se dem dengang, og jeg har måske tit valgt at fortælle historien fra den mørke side, fordi det var det eneste, jeg kunne,« siger hun efterfulgt af et kort smil, der når hendes brune øjne, mens den ene mundvig tegner en fin streg i det lyse ansigt.

Til trods for hendes eget selvbillede og kampene for at klare sig, blev Sonja i løbet af 3.g klar over, at hun ikke skulle bruge sin studentereksamen til noget. Hun ville være skuespiller, og da en kammerat en dag spurgte, om hun ikke i virkeligheden skulle være skuespiller, mente hun egentlig ja, da hun svarede NEJ.

»Det var skamfuldt, fordi jeg havde en idé om, at jeg ikke kunne tillade mig at have ønsket om at blive skuespiller. Jeg er nok også gået udenom det, fordi det var sådan et voldsomt og betydningsfuldt ønske. Jeg vidste det godt inde i mig selv, men jeg kunne slet ikke rumme det.«

Og for at kunne holde fast, var hun nødt til at give slip på noget andet. Da Sonja blev student, sagde hun farvel til sin mor, og der kom til at gå syv år, før de så hinanden igen.

»Det var en rigtig hård periode, men jeg gjorde det rigtige. Jeg var meget i tvivl om det, mens det stod på, men jeg kunne ikke andet. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive mig og finde fred til at finde ud af, hvorfor jeg var så vred på hende, hvis jeg ikke gjorde det. Og i forvejen havde jeg nok at se til med bare at klare mig. Det var mærkeligt, fordi det var svært, men også en lettelse på samme tid.«

Sonjas søster kunne ikke håndtere beslutningen og blev enormt vred.

»Min søster troede, at vi havde oplevet de samme ting, og det havde vi jo ikke. Det er aldrig den samme oplevelse. Vi havde to forskellige verdensbilleder. Min mor gik ellers meget op i, at vi skulle behandles ens, og det, syntes jeg, var et mærkeligt mantra, for det kan man jo ikke. Det var et af mine sandhedsvidende ord som lille og også senere i livet – »vi er ikke ens«. Og det er noget, jeg stadig holder fast i ude i verden. Vi bliver nødt til at forstå, at vi har forskellige oplevelser af virkeligheden.«

I de efterfølgende år havde Sonja selv svært ved at rumme beslutningen.

»Jeg følte, at jeg var et ondt menneske. At jeg var utaknemmelig og grusom. Jeg skammede mig meget over at have afskåret min mor og sagde det heller ikke til nogen. Jeg synes virkelig, det var…«

Hun tøver. Ruller hårelastikken i stramme løkker om fingeren, fører hånden op til tørklædet om halsen og videre op i håret.

»Det var rigtig svært for mig at tackle.«

Selv om Sonja Richter havde fundet sin hjemmebane, blev vejen ind i faget en voldsom tid for hende med grådanfald og præstationsangst, og da hun første gang ville søge ind, dukkede hun ikke op, men gav i stedet sig selv et løfte. Hun ville søge ind igen året efter, og indtil da ville hun ikke lave andet end at forberede sig. Hun lånte penge i banken og begyndte at læse hos en skuespiller. Hun læste Shakespeare, Tjekhov og Strindberg.

Se flere billeder af Sonja Richter i galleriet til højre

Men da hun året efter blev optaget på Odense Teaterskole, blev livet ikke som forventet nemmere.

»Da jeg gik til optagelsesprøverne, var det på en måde liv og død for mig, og da jeg så kom ind, var det vanvittigt uhåndterligt for mig. Det har måske igen noget at gøre med, at jeg tager tingene langt ind.«

Angstanfald og tanker om døden kunne overmande hende under en gulvvask. Tanker, der aldrig havde været der før og ikke har været der siden.

»Lige pludselig havde mit liv fået værdi, og det havde jeg måske ikke følt, det havde haft på samme måde før. Jeg havde fået noget, der var så vigtigt for mig og følte, at døren nu var åben indtil der, hvor jeg virkelig ville udrette noget. Så hvad nu hvis jeg fik kræft og døde i morgen? Og det må være fordi, at når livet bliver allermest værdifuldt, bliver man allermest bange for at miste det. Så jeg blev bare grebet af angsten og i stedet for at hoppe jublende rundt, sad jeg nærmest paralyseret af det der ekstremt værdifulde liv, jeg havde fået. Jeg kan godt tænke tilbage på det nu og tænke, »tænk at det skulle blive så psykisk. Det var jo bare en dejlig ting. Hvorfor skulle det blive så heftigt?« Men det gjorde det altså for mig, og måske også fordi jeg var sådan et sårbart væsen,« siger hun og piller ved noget ikke-eksisterende på bordet.

Hun fik hjælp. Odense Teaterskole mente på det tidspunkt, at det vigtigste for en god skuespiller, var at have det godt som menneske. Hvis man ikke arbejdede med sig selv og lærte sig selv at kende, ville man aldrig kunne formidle noget. Derfor var der weekender med personlig udvikling, som hun brugte til genfortolke sig selv.

Hun blev stærkere, og som færdiguddannet tog hun små skridt mod at skabe kontakt til sin mor igen. Hun skrev breve og ville gerne forklare sig.

»Vi nærmede os hinanden meget forsigtigt, og det har været forsigtigt lige siden, vil jeg sige. Det er stadig med stor respekt, og det er godt. Når jeg møder mennesker, der går i spåner over at blive nødt til at lukke deres mor eller far ude, er jeg altid opfordrende, for det betyder jo ikke, at man aldrig kan ses. Det betyder bare, at man laver en time-out. At man revurderer sit forhold og finder ud af, hvordan man skal kommunikere, for at man kan lytte ordentligt til hinanden,« siger hun.

Nogle dage kan verden stadig virke overvældende, og luften, lyde og smage trænge længere ind i hendes system. Men hun føler sig ikke længere adskilt fra verden og bruger fornemmelserne i sit arbejde.

»Jeg fornemmer verden inde i alle cellerne, og jeg tror, det er det, jeg har haft med mig hele tiden, som jeg havde svært ved at håndtere, da jeg var yngre. For der var ingen, der havde fortalt mig, at det var det, jeg var. Det er ikke sikkert, at min barndom har været voldsommere end andres, måske har jeg bare mærket den voldsommere.«

»Jeg føler mig stadigvæk anderledes, men også at verden er lige der, hvor jeg kan røre ved den. Jeg er måske gået fra at kigge måbende på den til at gå hen og omfavne den. Sådan kan jeg bedst beskrive det. Og det er enormt rart og gør, at jeg kan have det godt med at være anderledes. Da jeg var mindre, følte jeg mig mindre værd, fordi jeg var anderledes. Nu har jeg fundet ud af, at det ikke handler om at være mere eller mindre værd, men om at være den man er.«