Solen skader også om aftenen

Skyggesiden. Amerikanske forskere er blevet klogere på, hvorfor solens stråler giver kræft. Men den ny undersøgelse bringer endnu ingen løsning. Derfor er skygge stadig det bedste middel mod solen, mener Kræftens Bekæmpelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Foråret er her, og antallet af solskinstimer stiger. Desværre er vi i Danmark blandt de fem befolkninger i verden, der oftest udvikler kræft i huden. Både fordi de fleste af os har lys hud, og fordi vi elsker at befinde os direkte i solens stråler, når den endelig er frit fremme. Ny forskning viser imidlertid, at det ikke blot er timerne under solen, men også de følgende timer, der er skadelige. Melanin – en gruppe af lysbeskyttende pigmenter, der sidder i den menneskelige hud – oplagrer nemlig UV-strålernes skadelige virkning, og dermed bliver timerne efter solbadningen lige så farlige som timerne i selve solen, forklarer forskningslederen fra Yale University, Douglas E. Brash.

»Vi vidste allerede, at melanin fungerer som hudens skjold mod UV-stråler. Men nu har vi opdaget, at melaninen både gør gode og dårlige ting,« siger professor Brash ifølge Science Daily i forbindelse med den nylige offentliggørelse af undersøgelsen.

Et skridt nærmere forståelsen

Ifølge Peter Dalum – projektchef for Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens solkampagner – er det glædeligt, at ny forskning bringer flere nuancer til vores viden om, hvordan kræft i huden udvikles.

»Det er denne type viden, der i første omgang skal til. Nu vil det vise sig, om den kan bringe os et skridt nærmere forståelsen,« siger Peter Dalum og påpeger, at den ny viden ikke på nuværende tidspunkt ændrer anbefalingerne fra Kræftens Bekæmpelse.

»Forskerne spekulerer i, at der kan udvikles en creme, som bremser den skadelige virkning, efter at vi har taget meget sol eller er blevet skoldet. Men det svarer lidt til at sluge en fortrydelsespille: Det er langt bedre at beskytte sig, inden den potentielle skade opstår,« siger Peter Dalum.

Hyggen i skyggen

Til sommer vil Kræftens Bekæmpelse udvide den kampagne, de startede sidste år, der handler om at finde »hyggen i skyggen«. Selv om danskerne efterhånden er bevidste om, at solen kan være særdeles skadelig, tænker flertallet stadig på solcreme som den primære kilde til beskyttelse, siger projektlederen. Men at opholde sig i skyggen på de varmeste sommerdage er både mere naturligt og fuldstændig gratis, siger han.

»Vi kunne lære meget af de sydeuropæiske lande, hvor de ofte går med hat, dækker kroppen til eller holder siesta mellem klokken 12 og 15, hvor koncentrationen af UV-stråler er højest,« siger Peter Dalum.

»Men når vi tager på solferier sydpå, gør vi det modsatte af lokalbefolkningen. Vi lægger os på strandene og bager i solen, når den er allerstærkest. På trods af, at vores hudtype er lysere og mere udsat end deres. Det er glædeligt, at antallet af timer, danskerne ligger i solarier, falder. Men på grund af, at vi er blevet rigere, og det er blevet nemmere og billigere at tage på ferie, får mange danskere for meget sol på ferierne i varmere lande,« siger Peter Dalum.

Når UV-indekset er 3 eller højere, anbefaler Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, at man beskytter sig i solen. I Danmark er det typisk i tidsrummet klokken 12-15 fra april til september måned. Når UV-indekset er under 3 – som det formentlig holder sig under her i marts måned – kan man nyde solen uden særlig beskyttelse. Til sammenligning kan UV-indekset i syden af og til snige sig over 8. I så fald bør man gå indendørs, søge skygge eller dække sig under tøj, hat og solcreme, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.