Sognepræst og brøndbyfan: »Fodbolden er den nemmeste vej til sorgen, smerten og glæden«

Karsten Møller Hansen er sognepræst og indædt Brøndbyfan. Det at blive taget med på Brøndby Stadion som barn minder ham om at blive indlemmet i det fællesskab, det også er at være kristen.

»Fodbold er halvanden times koncentreret liv, og det er ufattelig smukt. Ligesom med en livekoncert, så søger man en følelse af at glemme sig selv sammen med nogle andre,« siger Karsten Hansen, der er sognepræst i Tårnby, brøndbyfan og debattør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Karsten Møller Hansen er sognepræst og debattør og skriver for Berlingske. Han er opvokset i Klampenborg og har på den måde ikke nogen direkte tilknytning til Vestegnen. Og dog.

For Karsten Møller Hansen er indædt brøndbyfan, og derfor har Berlingske talt med ham om gårsdagens mesterskab, der som bekendt gik til drengene fra Vestegnen.

Da Berlingske får fat i ham i telefonen tirsdag formiddag, ler han i flere sekunder, inden han siger »jo tak!«, da journalisten ønsker ham tillykke med sejren.

»Det var en stor dag. Jeg kunne slet ikke sove bagefter. Det har været et langt forløb, og efter mange års venten var jeg nærmest helt udmattet, da forløsningen endelig kom. Men alligevel kunne jeg ikke finde søvnen,« siger Karsten Møller Hansen.

Det kan udefra set virke svært at kombinere præstegerningen med det at være indædt brøndbyfan? Har de to ting noget med hinanden at gøre?

»Umiddelbart ikke. Men hvis jeg alligevel skal lave en sammenligning, så er fodbold jo begejstring og ekstremt stærke følelser. Og så handler fodbold jo om at høre hjemme, og for mig handler kristendom også om at føle sig hjemme et sted.«

»Historien er den, man deler med familien og vennerne og alle de andre brøndbyfans, som man har lidt med i de 16 år, der er gået siden sidste mesterskab,« siger Karsten Møller Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Har kristendommen og fodbolden ikke også de store fortællinger til fælles?

»Jo, det har du ret i. Min farfar var murer, men min far flyttede til København og blev en succesrig forretningsmand. Han gik meget op i fodbold, så han tog os med på Brøndby Stadion. Hans grundfortælling var, at gennem ydmyghed og hårdt arbejde kan man nå toppen, og jeg tror, han så det samme i Brøndby.«

»Den fortælling gav han videre til os, da han tog os med, og nu giver jeg den samme fortælling videre til mine børn, som jeg har haft med på Brøndby Stadion, siden de var små. Tilhørsforhold er mere end geografi.«

Hvordan det?

»Brøndby er for mig værdierne. Det hårde arbejde, ydmygheden, at ingen er over holdet, og fællesskabet, hvor man gør hinanden bedre. Historien er den, man deler med familien og vennerne og alle de andre brøndbyfans, som man har lidt med i de 16 år, der er gået siden sidste mesterskab. Og identiteten, altså hvordan man forstår sig selv. Alt i alt er fodbold altid en historie om at høre til, ligesom kristendom handler om at høre til. Når man bliver døbt, bliver man sat ind i en fortælling – man døbes, fordi ens forældre, deres forældre og deres forældres forældre også blev døbt, og nu fortæller man selvsamme historie videre.«

»Man skal huske at nyde det, for næste sæson begynder jo meget snart. Jeg giver mig selv en uge at være glad for mesterskabet i,« siger Karsten Møller Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Ens dømmekraft sættes ud af spil

Sidst Brøndby vandt mesterskabet, i 2005, var det med det bedste hold med dyre spillere og med legenden Michael Laudrup som træner. Men denne gang var det et mesterskab, der passer bedre til fortællingen om Brøndby IF, mener Karsten Møller Hansen.

»Når spillerne går ud af spillertunnelen, når de skal løbe ind på banen, står der »Supra societatem nemo« – ingen over fællesskabet. Det er jo den grundlæggende forestilling om, at når man løfter hinanden, så er det fællesskabet, der vinder. I år havde vi ikke de bedste eller dyreste spillere, så det var fællesskabet, der vandt.«

Der bliver råbt og sunget nogle problematiske ting fra en del brøndbyfans. Homofobiske tilråb, eksempelvis. Hvordan forsvarer du at være en del af det fællesskab også?

»Når fællesskaber opstår, og man deler en begejstring med tusindvis af andre, så ender nogle også med at synge med på ting, som andre sang før dig – ting, der er åndssvage, mildest talt. Men jeg står ikke selv på sydsiden (endetribunen med ståpladser, hvor de mest højtråbende fans står, red.) og synger de ting, og jeg slås heller ikke. Det er ikke dét fællesskab, jeg søger. Jeg søger den rendyrkede begejstring.«

»Når fællesskaber opstår, og man deler en begejstring med tusindvis af andre, så ender nogle også med at synge med på ting, som andre sang før dig – ting, der er åndssvage, mildest talt,« siger Karsten Møller Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Man fristes til at sammenligne med kristendommen, der vel også har nogle problematiske repræsentanter?

»Det er aldrig problemløst at indgå i et fællesskab. Man indgår i noget, der på forhånd er vedtaget. Det er smukt, men det kan også sætte ens egen dømmekraft ud af spil. Man bliver på en eller anden måde også repræsentant for de problematiske ting, uanset om vi taler kristendom eller andre religioner. I Brøndbys tilfælde vælger jeg selv, hvilke ting jeg synger med på, og det samme gælder kristendommen. Det er netop det smukke ved kristendommen. Af samme grund beder jeg kirketjenerne holde kirkedøren åben, når jeg prædiker. Så har folk friheden til at gå udenfor, som er det, der kendetegner et sandt fællesskab.«

Verdslige glæder

Når man har øjnene på evigheden, hvad er det så, fodbold betyder? Hvorfor gå op i 22 mands sparken til en bold?

»Der er intet af det, vi gør, mens vi lever, der er ligegyldigt. Kristendommen handler netop om den begejstring, vi har, mens vi er i live. Og fodbolden er for mig den nemmeste vej til sorgen, smerten og glæden. I takt med at man bliver ældre, er det sværere og sværere at blive begejstret over en ny film, en ny roman eller et nyt musikalbum. Det er, som om man har set, læst og hørt det før. Men fodbold er halvanden times koncentreret liv, og det er ufattelig smukt. Ligesom med en livekoncert, så søger man en følelse af at glemme sig selv sammen med nogle andre.«

Karsten Møller Hansen slutter med at sige, at han er lykkelig over, at hans tre børn nu har deres egen oplevelse af at vinde et mesterskab, og at han har kunnet give den gave til dem. Men glæden er – ligesom livet – flygtig.

»Man skal huske at nyde det, for næste sæson begynder jo meget snart. Jeg giver mig selv en uge at være glad for mesterskabet i.«