Sofie Gråbøl vejer 200 kilo i tung dansk film – og kønt er det ikke

Film: Der er smukke billeder af naturen i Daniel Borgmans film om en familie, der har trukket sig ud af samfundet. Og så er der billedet af Sofie Gråbøl i en »tykkemandsdragt«.

 

Det er en af den slags historier, der med mellemrum dukker op i medierne og vækker global bestyrtelse: En familie har isoleret sig fra omverdenen og lever i større eller mindre grad af forsømthed. Senest opdagede man en familie i Holland, før har det været det i fx USA, Frankrig og Østrig.

Meget sjældent er det i Danmark, der er for finmasket et samfundssystem til, at den slags ikke bliver opdaget. Det er også derfor, at man er tilbøjelig til at se Daniel Borgmans filmatisering af Ane Riels roman »Harpiks« som en fabel snarere end som den horrorfilm med en social samvittighed, som den ønsker at være.

Der lægges ud med en voldsom prolog, hvor Jens (Peter Plaugborg) sammen med politiet leder efter sin datter, Liv, der øjensynligt er omkommet ved en drukneulykke. Man får bange anelser, da han kommer hjem fra eftersøgningen til sin hustru Maria (Sofie Gråbøl), og hun spørger: »Troede de på dig?«

Sofie Gråbøl spiller den sengeliggende moder i Daniel Borgmans »Harpiks«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luis Alberto Rodriguez.

Og ganske rigtigt. Alt er ikke, som det skal være hos familien, der bor isoleret på en afsidesliggende ø. Flere år efter viser det sig, at drukningen var fingeret af familien, og at datteren (Vivelill Søgaard Holm) lever i familiens skov som et vildt barn – »L'enfant sauvage«, som François Truffaut kaldte sin film fra 1970 om et tilsvarende tilfælde.

En stund hersker en form for pervers idyl, mens Jens underviser sin datter i »naturens skole«, samtidig med at han advarer hende mod at kontakte civilisationen, som han betragter som livsfarlig. Jens’ paranoide enfoldighed spilles med stor tilstedeværelse af Peter Plaugborg, der afholder sig fra at spille ham fuldt retarderet.

Vivelill Søgaard Holm er ungdommeligt modig i sin vanskelige rolle som naturbarnet. Der er masser i filmen, der fanger ens interesse, men at familien kun har kontakt til omverdenen, når postbudet kommer på besøg, virker usandsynligt. Dog kommer Jens' mor (Ghita Nørby) rejsende til og giver filmen lidt mere realisme, da hun stiller de spørgsmål, man selv har siddet med som tilskuer.

Instruktøren Daniel Borgman og filmfotografen Louise McLaughlin fremmaner et visuelt dvælende drama, hvor kameraet i lange passager får lov at undersøge lysets spil i spindelvæv og skovbunde, men også får registreret de fine nuancer i skuespillet. Det kræver en vis tålmodighed at kigge på, men passer fint til fortællingen om en familie, hvis udvikling synes fastfrosset som et insekt i harpiks.

Peter Plaugborg og Vivelill Søgaard Holm spiller far og datter i »Harpiks«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luis Alberto Rodriguez.

Langt hen ad vejen forholder filmen sig også neutralt til familiens beslutning om at fjerne sig fra den moderne verden, og man skal stemme meget grønt, hvis man kan se familiens tilværelse som romantisk eller forbilledlig. Uanset hvor bæredygtig den måtte være.

En iøjnefaldende del af filmens setup er indkapslingen af Sofie Gråbøl i en såkaldt »fat suit«, eller »tykkemandsdragt«, så den vævre skuespiller visuelt kommer til at veje omkring 200 kilo.

Kønt er det ikke, men det er en del af romanforlægget, og ligesom alt andet i filmens scenarie er makeup og protesearbejde på et meget højt plan. Alligevel sad denne anmelder med en følelse af, at den tykke Sofie er en ydre gimmick, der skal lokke publikum til – et freakshow, der ikke rigtig finder sin berettigelse i en historie, der vil meget og opnår meget, men alligevel føles nogle pund for tyk i udførelsen.

Harpiks

Af Daniel Borgman. Med Peter Plaugborg, Sofie Gråbøl, Ghita Nørby og Vivelill Søgaard Holm. I biografer over hele landet.