Sofie Gråbøl: Jeg forsøger at forstå min egen plads i verden

Sofie Gråbøl har opnået international stjernestatus som Sarah Lund i »Forbrydelsen«. På torsdag er hun tilbage på lærredet i Søren Kragh-Jacobsens nye film, der handler om tro, livet og døden. Emner, der altid har optaget skuespillerinden.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efterforsker Sarah Lund er alvorlig, kompromisløs og fokuseret. Sofie Gråbøl spiller hende så overbevisende, at man faktisk forventer at møde et meget alvorligt menneske iført færøsk sweater. Men der tager man fejl. Den danske skuespillerinde er elegant klædt i tætsiddende mørkt tøj, og det er svært at finde Sarah Lunds bekymrede ansigt i Sofie Gråbøls. Der er heller ikke langt mellem grinene under vores møde.

»Jeg har haft det skide sjovt på Forbrydelsen og har grinet meget som Sarah Lund. Selvfølgelig ikke, når kameraet kørte, så det er klart, at folk tænker »gud, så har hun gået i alle de år og været gravalvorlig«. Men jeg kan faktisk være ret fjollet og har indimellem svært ved ikke at grine, når jeg optager,« forklarer Sofie Gråbøl.

I dag er Sarah Lund fortid, og fra på torsdag kan man opleve Sofie Gråbøl i Søren Kragh-Jacobsens nye film »I lossens time«. Her spiller hun præsten Helen Schmidt, der bliver tilkaldt til en lukket institution for at tale med en ung mand, der har slået et ældre ægtepar ihjel. I mødet med drengen får Helen mulighed for at udvikle sig selv og sit forhold til Gud.

»Jeg ser det egentlig ikke som en kommentar til folkekirken. Det handler mere om, at når man går ind i den personlige oplevelse i stedet for den dogmatiske tænkning, som alle kan tillære sig og prædike, så kan man blive blæst omkuld og flytte sig. Gud findes på mange forskellige måder,« siger Sofie Gråbøl.

Vi sidder i Rundetårns café oven over Trinitatis Kirke, hvor fotografen netop har taget billeder af hende. Selv går Sofie Gråbøl ikke i kirke. Det til trods for, at der blandt andet på hendes Wikipediaside står, at hun har læst teologi.

»Det har jeg ikke, jeg har ikke engang en gymnasieuddannelse. Jeg fulgte en forelæsningsrække på Teologisk fakultet om Frans Assisi i mine helt unge dage, og det er så blevet til, at jeg næsten både er teolog og præst,« siger hun og griner.Men har du en tro?

»Ja, det har jeg helt bestemt. Jeg vil sige, at jeg tror på Gud i modsætning til det rene tilfælde. Jeg er medlem af folkekirken, men jeg tænker også indimellem på, hvorfor jeg egentlig er det. Mit forhold til kirken er ikke ukompliceret,« forklarer hun.

Sofie Gråbøl er opvokset i et venstreorienteret miljø på Frederiksberg, hvor hun hverken blev døbt eller konfirmeret. Hun blev alligevel medlem af folkekirken som voksen, fordi hun skulle være gudmor, og derfor selv var nødt til at blive døbt.

»Der var ikke nogen hvid due, der kom ned, men jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle gøre vold på mig selv for at lade mig døbe. Kristendom siger mig meget, både spirituelt og kulturelt. Jeg er slet ikke i opposition til folkekirken,« forklarer hun.

På trods af den irreligiøse opdragelse hjemme blev Sofie Gråbøl indført i kristendommens lære allerede som barn. I løbet af sine ti års skolegang nåede hun at gå på fem forskellige skoler, blandt andet på Johannesskolen på Frederiksberg, hvor man bad Fadervor hver morgen.

»Det tror jeg slet ikke, min mor var klar over. Ifølge min barnelærdom var Gud noget, kapitalisterne havde fundet på, så de kunne undertrykke bønderne. Det var heller ikke noget, jeg snakkede om derhjemme. Jeg kan tydeligt huske det der med »helliget vorde«, det forstod jeg ikke. Jeg troede, det var en vorte. Men samtidig kunne jeg godt mærke, at det her var et sprog for noget, jeg godt kunne relatere til,« fortæller hun.

For otteårige Sofie blev Fadervor efterfølgende en hotline til Gud.

»Hvis der var noget, jeg var ked af, når jeg lå i min seng om aftenen, bad jeg Fadervor uden at forstå halvdelen af det, men jeg tænkte, at det var telefonnummeret derop til. På den måde er den kristne bøn jo blevet lagt ind, fra jeg var lille, som det sprog, man brugte. Sådan tror jeg, det er for mange børn. Jeg kan også se på mine egne børn, at der er nogle bestemte aldre, hvor de er ekstremt optaget af de store spørgsmål i livet: hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen, når jeg dør, og hvad er livet for noget?«

I dag er Sofie Gråbøl holdt op med at ringe Gud op med Fadervor, men hun kan stadig godt finde på at bede en slags bøn. For eksempel, når hun engang imellem stopper op og lader livets vilkår komme tæt på.

»Lige for tiden arbejder jeg ikke, og så kommer der er en masse tanker op, der ellers bliver overdøvet af hverdagslarm. For eksempel tanker om livet og døden. Jeg har altid tænkt på døden som et vilkår, men det er først efter, jeg er blevet rigtig voksen, at jeg kan mærke, at det er et vilkår,« siger hun.

»Det er en super skræmmende tanke, som også bliver forstærket, når man får børn. Angsten for at miste dem eller at de mister mig. Hvis vi tænker rigtigt over det, så er det jo helt sindssygt, at det lykkes os at fortrænge det i hverdagen. Det er jo fantastisk. Det er heller ikke noget, jeg går og tænker over hver dag, selv om jeg er klar over det.«

Som så mange andre danskere har hun svært ved at definere sin tro, men hun tror på en større mening med tingene.

»Nogle mennesker kalder det energier. Jeg er ligeglad med, hvad man kalder det. Men jeg har haft for mange oplevelser af det der mysterium, som man godt kan kalde Gud og forstå i en kristen terminologi eller i andre terminologier, til, at jeg kan sige, at jeg ikke tror, det er der. Det kan være timinger eller livsbaner, der krydser hinanden på bestemte tidspunkter. Jeg mener ikke mirakler eller tegn fra himlen, det tror jeg ikke på, men en oplevelse af, at vi er mere end en krop og et cpr-nummer. Det har jeg altid haft en kraftig følelse af.«

Ind imellem kan hun også miste troen. Der kan det religiøse sprog hjælpe.

»Det er jo ikke en mobiltelefon, hvor forbindelsen pludselig ryger, men nogle gange opdager man, hvor skrøbelig, man er, og det kan se ud som om, der ikke er nogen mening. Og der forstår jeg bare det religiøse sprog. Jeg sidder ikke med foldede hænder og tænker over, hvem Gud er, og om han findes, men prøver at forstå mig selv og mit eget liv i et større mønster. Jeg forsøger at forstå min egen plads i verden.

Det er jo super svært at sætte ord på sådan nogle ting. Derfor har jeg også stor respekt for Søren Kragh-Jacobsen for at have lavet en film, der tager de her emner op,« siger hun.

Sofie Gråbøl sætter i det hele taget stor pris på den danske stil i film og tv, som hun mener både var i Forbrydelsen og i Søren Kragh-Jacobsens film.

»Vi har sans for den lille historie, måske fordi vi er et lille land. Det er sjældent, at det er de store episke linjer, vi fortæller, men sandheden ligger jo også tit i detaljen. Og djævlen ligger der vist også, siger man.«

I forbindelse med optagelserne til »I lossens time« skulle Sofie Gråbøl trække i præstekåben, hvilket føltes lige som første gang, hun spillede politi.

»De er begge nogle af samfundets arketyper, og det tager noget tid at gøre det til sit eget og komme forbi den der »børn der leger læge« og tager et stetoskop på,« forklarer hun.De er begge nogle lidt afmålte, ensomme typer. Er der bare noget ved at spille den type, der tiltaler dig?»’Ensom? Yes, den tager jeg!’«, griner hun, »Nej, det er bare faldet sådan. Jeg kan ikke tænke strategisk. Jeg har altid været drevet af, hvad jeg får tilbudt, det er man jo i mit fag, og så om det er et projekt og nogle mennesker, som jeg har lyst til at arbejde med. Jeg synes nu, at Helen er meget blødere og mere flytbar. Sarah Lund kan man ikke flytte, om man så hentede en gummiged og kørte den imod hende. Hun er ikke i stand til at udvikle sig, faktisk. Helen er klar til at blive genfødt i sit eget liv,« siger Sofie Gråbøl.

Forbrydelsen har været en stor succes herhjemme, men i England har tv-serien fået ren kultstatus, og Sarah Lunds færøske sweater går som varmt brød blandt de engelske fans. Men hvorfor er folk så vilde med Sarah Lund?

»Jeg tror, de kan identificere sig med hende. Hun er sådan en dejlig blanding af »godt, jeg ikke er hende« og »gid, jeg var hende«. Man kan beundre hendes enorme integritet og kompromisløshed, men samtidig se hende betale prisen og være ude af stand til at nå andre mennesker. Man får heller ikke en eller anden pædagogisk indføring i hendes psykologi. Det har givet rum til, at folk har kunnet drømme sig ind i hende,« siger Sofie Gråbøl.

Det tiltaler hende, når publikum selv skal gøre regnskabet op, og ikke får mast et bestemt budskab i halsen.

»Jeg synes, at vi skuespillerinder ofte skal forsvare eller kunne gøre rede for, hvad det er for et eksempel, vi viser andre kvinder. I England er Sarah Lund blevet sådan en heltekvindetype og et slags feministisk statement, og det kan jeg godt se, hun er, men hele pointen er, at det har ikke været mit mål. Derfor er hun faktisk blevet det,« siger Sofie Gråbøl.

»Jeg tror ikke, at man var nået frem til hende som karakter, hvis jeg fra starten havde tænkt »nu skal jeg lave en kvinde, som kvinder kan se op til, så kvinder får mere respekt i samfundet«. Så var hun ikke blevet den hele karakter, hun blev. Hun er en helt, som er fuldstændig forkrøblet. Hvis ikke hun havde været det, havde det været uspiseligt. Så havde det været James Bond.«

Og Sarah Lund har fået stjernestatus i England, hvilket Sofie Gråbøl tydeligt kan mærke, når hun har været derovre til interviews.

»Det er ikke sådan, at folk besvimer i paskontrollen, men der kommer da folk hen til mig. Der er mange, der sender breve, nogle er kommet med hjemmestrikkede vanter og en har broderet mig med korssting.«

Desuden kom Camilla – Hertuginden af Cornwall og ægtefælle til den engelske tronarving prins Charles – på besøg en dag under optagelserne for at hilse på sin heltinde, Sarah Lund.

»Når man arbejder, er man nødt til at glemme sig selv og resten af verden, og det var bare enormt svært den dag, hun stod der med lyttebøffer sammen med 50 journalister. Det virkede fuldstændig absurd. Man står der med sin legetøjspistol, og har opbygget en eller anden hallucination om, at det er virkelighed, og pludselig vrimler det med ægte sikkerhedsfolk med headsets og våben rundt om én,« fortæller Sofie Gråbøl.

»Jeg følte sig enormt latterlig, ligesom da man var barn og var dybt inde i en leg, og ens mor pludselig åbnede døren og sagde, at der var mad,« siger hun og griner.

Berømmelsen i England tager hun ret roligt.

»Det ville nok påvirke mig mere, hvis jeg flyttede derover, men så længe, jeg sidder her, er det, som om det ikke eksisterer.«

Forbrydelsens store succes har udløst en kæmpe interesse for Sofie Gråbøl i England, og der har været forskellige jobtilbud. Hun vil ikke udelukke, at hun på et tidspunkt kunne finde på at lave noget derovre. Det bliver dog ikke aktuelt lige nu.

»Min sult for at komme ud og erobre verden er meget lille. Det har den altid været. I virkeligheden er min angst for det meget stor. Jeg har altid haft svært ved selv at tage rummet og tage scenen. Jeg skal hives ud på dansegulvet, jeg går ikke selv derud. Jeg har det bedst, når jeg ikke føler et stort forventningspres, og når jeg ligesom kan stå ovre i hjørnet,« forklarer hun.

»Der var ingen, der vidste, at Forbrydelsen ville blive så stor. Og jeg kan mærke, at når jeg bliver skubbet ud og virkelig skal vise folk, hvad jeg kan, så pakker jeg det hele sammen. Det er jo præstationsangst eller generthed. Så det er en skræmmende tanke for mig, det der med at skulle leve op til nogle forventninger. Jeg er lidt bange for den store verden på den måde.«