Søs Marie Serup og Sandy Brinck har adoptivbørn med anden hudfarve end hvid: »Hvor kommer du fra? Du taler flot dansk«

Adoptivforældre, der har børn med en anden hudfarve end hvid, bringer nu racisme blandt børn og unge frem i indlæg og på de sociale medier. To af dem er Søs Marie Serup, politisk kommentator, og tidligere folketingsmedlem Sandy Brinck.

»Hvorfor skal mit barn bærer rundt på en meget større pyt-knap, end hvide børn? Han er ikke fyldt otte år endnu,« spøger Søs Marie Serup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Du er ikke et rigtigt menneske, du er ingenting.« Eller: »Jeg vil ikke holde en brun i hånden, når vi skal på tur med børnehaven.« Eller: »Brune mennesker ligner en lort og lugter som en lort.«

Hvor meget og hvor ofte skal man lære sit barn, at det er okay at sige »pyt«, når barnet bliver mødt med den form for udtalelser fra andre? Det spørgsmål stiller to mødre.

Forældre til børn, de har adopteret, og som har en anden hudfarve end hvid, bringer nu racisme blandt børn og unge frem i indlæg og på de sociale medier. I front er tidligere folketingsmedlem og nuværende chefanalytiker, cand.scient.pol. Sandy Brinck, som er mor til to piger. Hun mener, at døtrene bliver tiltalt på diskriminerende og racistiske måder.

Også Søs Marie Serup, politisk kommentator og direktør i kommunikationsbureauet By Serup, oplever, hvordan hun »konstant skal være på vagt over for en undertone af racisme i forhold til sin syvårige søn«.

»Det starter tidligt, helt tilbage fra børnehaven, hvor nogle børn »ikke vil holde en brun i hånden, når de skal på tur.« Eller udsagn om, at »brune mennesker ikke må komme hjem til mig,« siger Søs Marie Serup.

Før hun sagde ja til at medvirke i artiklen i Berlingske, skulle hun tænke sig grundigt om.

»Det er, fordi jeg ved, hvor stærke reaktioner det kan fremkalde,« forklarer hun.

»Men hvor meget skal min søn lære at sige »pyt«, når han får at vide, at det kun er hvide mennesker, der er rigtige mennesker? Hvorfor skal mit barn bære rundt på en meget større pytknap end hvide børn? Han er ikke fyldt otte år endnu. Allerede så tidligt er det et racistisk frø, der bliver sået, og som kan få indflydelse på den måde, han kommer til at opfatte sig selv på. Jeg kan selvfølgelig tænke, hvor det kommer fra, når børn leverer racistiske udtalelser. Hvorfra har mindre børn den tilgang til andre børn, som ikke er hvide?«

»Børn leger bare med ord«

Søs Marie Serup savner, at professionelle i børnehaver, skoler og institutioner tager et ansvar, i stedet for, som hun har oplevet det, blot at forklare det med, at »børn bare leger med ord«.

»Fra pædagogisk side kan den slags udtalelser aldrig håndteres som en generel form for mobning, som kan klares med en generel samtale med børnene om mobning. Her er der tale om racisme. Og det er noget helt andet end forskellige former for mobning. Det er en systemisk undervurdering af, hvad det gør ved et menneske så tidligt i ens liv at blive nedgjort, og at der hele tiden bliver rodet rundt i, hvorfor man er brun, med fortolkninger af, hvad det betyder at være brun. For et barn er det hårdt at voksne stiller spørgsmål som: »Hvor kommer du fra?« Og kommenterer: »Du taler flot dansk. Hvor kommer du fra?«

Ifølge Søs Marie Serup oplever hendes søn en stigmatisering alene på grund af hans hudfarve. Og at der er en forventning om, at hun skal lære ham at sige »pyt« til for eksempel at blive kaldt »neger«.

»Men han bryder sig ikke engang om at bliver kaldt for sort, når han nu tydeligvis er brun.«

Sandy Brinck er mor til to mørke piger på 16 og 17 år.

»Det gør dem meget synlige. Der bliver ofte gloet på dem, og der bliver talt til dem på en diskriminerende og racistisk måde,« mener hun.

»Hvis man nu sidder i S-toget, er der ingen, der rejser sig og sætter sig et andet sted, fordi de ikke vil sidde over for en, der er rødhåret. Eller en, der har briller, eller med bøjle på tænderne. Men det kan ske, hvis man er mørk. Derfor kan man ikke sammenligne mobning af en rødhåret, en med briller eller med overbid med en mørk. For hvis man er mørk, handler det også om historien og om en kulturel underlegen slavekultur. Det har jeg gentagne gange oplevet en negligering af,« siger Sandy Brinck.

Hun mener, at hvis vi vil leve i et civiliseret retssamfund, må vi også erkende, når det slår revner i fundamentet, og at det »ikke hjælper at male pyntelister på nogle store sætningsskader«.

»Herhjemme er det endnu ikke en parallel til USA, hvor man har en lang historie med racisme. Men hvis vi i Danmark ikke lærer af den historie, kan vi en dag ende samme sted som USA.«

Som mor oplever Sandy Brinck ofte at stå i et evigt dilemma med en vanskelig balance.

»Mine døtre vil komme til at møde racisme om og om igen. Derfor skal vi som forældre gennem deres opvækst sørge for, at de bliver robuste mennesker. Men det bliver også hårdt for dem at skulle være robuste og stå imod diskrimination og racisme. Indimellem bliver vores piger nødt til at sige »pyt« og erkende, at der findes nogle idioter her i landet, og at dem bliver jeg nødt til at skubbe fra mig. Jeg skal ikke forholde mig til dem overhovedet.«

Ifølge Sandy Brinck er det mange gange, hun har stået med en afvejning af, hvornår hun har skullet ringe til de forældre, hvis børn hun mener har udsat hendes egne børn for racistiske udtalelser.

»Hvornår skal jeg lade det fare? Der er mange, mange følelser i det, og det kan hurtigt blive meget voldsomt.«

Op gennem pigernes børnehave- og skolegang har hun oplevet at blive mødt med udsagn om, at »børn jo er hårde ved hinanden«, hvis hun har anmodet om en samtale, fordi hun har ment, at hendes piger har været udsat for diskriminerende udtalelser fra andre børn.

»Fra pædagogisk side har man slået det hen med, at »børn jo er hårde ved hinanden«. Det er da den største ansvarsforflygtigelse, jeg kan forestille mig.«

For Søs Marie Serup har der været sange, bøger og film, hun som forælder ikke har ønsket, at sønnen har skullet skal være en del af, fordi hun har vurderet, at det var racistisk.

»Hvis jeg skal sætte alt ind i en stor kompliceret kulturel sammenhæng, så går det sjove enten ud af mange ting, eller også indleder jeg en samtale, der simpelthen er for meget at pålægge en syvårig at skulle forstå og forholde sig til. Men det bliver slået hen med, at det er sådan noget »identitetspjat«.