Søs Egelind: »Jeg nægter at spilde tiden«

Efter en årrække med kræft, skilsmisse og dødsfald kører humormaskinen Søs Egelind nu på alle cylindre. Hun gør sig umage og tager humoren seriøst. Det kan man se i årets Tivolirevy »TamTam« i Glassalen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alene på Amazonfloden sidder Søs Egelind i en kano og holder beslutsomt om pagajen. Den skærer i vandet, holder linjen. Blade og grene risler forbi, floden brummer konstant og dybt. Mens den lille båd farer gennem vandet – på vej mod noget lyst – kører én tanke i løkke i hendes hjerne:

»Jeg skal holde båden i midten af floden. Jeg er kaptajnen. Jeg skal styre den.«

Hvad sker der, hvis hun rammer en banke? Kommer kanoen ud af kurs? Kæntrer hun?

Hun holder den i midten.

Hun glæder sig over sin styrke.

Floden bruser omkring hende.

Hun overlever.

Fantasien

Søs Egelind har aldrig befundet sig på Amazonfloden i en kano. Alligevel fandt ovenstående sted. Det skete dybt inde i hendes sind på de allersværeste dage under hendes kræftsygdom. Det var ikke noget, hun tændte eller slukkede for som sådan. Det skete bare.

»Jeg var indimellem så skidt, at jeg ikke kunne andet end at lukke øjnene og trække vejret. Jeg befandt mig i en ret så syret verden på de slemme dage,« siger Søs Egelind, da Berlingske møder hende på det smukke landsted, der har været hendes hjem siden 2002.

»​Jeg tror, de fleste mennesker indimellem har spekuleret på, hvordan de ville reagere, hvis de nu fik en alvorlig diagnose. Da jeg fik min, blev jeg så glad for, at mit »reptil-jeg« viste sig at være stærkt og positivt. At jeg helt naturligt begyndte at visualisere, når det så sort ud.

I dag er jeg fyldt med taknemmelighed over, at jeg klarede den. Taknemmelighed over mig selv. For hvor var det egentlig fantastisk klaret af mig. Medalje-fantastisk!« siger hun, hæver armene i stille jubel og smiler stort, mens juni-solen varmer os på gårdens terrasse. Vi drikker kaffe og spiser jordbær fra den lokale landsby i Nordsjælland.

Lavinen

Indtil for tre år siden befandt den nu 55-årige Søs Egelind sig i det, hun kalder »lortelavinen«. Den startede med lymfeknudekræften og blev fulgt op med et livsfarligt hestespark. Efter at hun havde vundet over sin første kræftdiagnose, fik hun konstateret modermærkekræft. Undervejs døde hendes mor, og hun blev skilt fra sin samlever gennem 25 år, filmfotografen Bjørn Blixt.

Dét var lortelavinen.

»Jeg sad seriøst midt i alt det her og tænkte: »Hvornår holder det op? Det er jo næsten en farce.« I årevis befandt jeg mig i et slags limboland,« siger Søs Egelind.

Midt i alt det uforudsigelige var der dog én egenskab, der altid støttede hende.

»Det er en medfødt gave, at jeg kan se det meste fra en skæv vinkel. Jeg kan slet ikke lade være – der er vist konstant aktivitet i min højre hjernehalvdel. På mange måder var det min humor, der fik hjulpet mig gennem den »lidt« lange periode med hårde udfordringer,« forklarer hun.

Hun håber, at humoren også gør livet sjovere for det publikum, der dagligt fylder Glassalen i Tivoli for at se hende og fem kolleger give den gas i revyen »TamTam«. Stykket, der blandt andet fik fem stjerner i Berlingske, er på mange måder hendes comeback på den helt store revyscene. Og selv om det har været nogle hårde uger med skriveriet, debatter og lange øveseancer, så glæder hun sig over hele processen.

»Der er bestemt ingen, der skal have ondt af mig, over at jeg bruger de smukke sommeraftener på at spille revy i Tivoli, selv om det kan være varmt at tæske rundt på scenen og svinge træbenet. For det er et fantastisk privilegium at kunne være med til at hjælpe folk med at grine og glemme de trivielle ting i hverdagen i to timer,« siger hun.

Det højere krav

Efter »lavinen« er hun begyndt at stille højere krav til både sin egen rolle som sjov skuespiller og til sine kolleger generelt. Det mærkede hun blandt andet under idéfasen for et par måneder siden.

»Jeg bliver lettere muggen, hvis det bliver for meget »det sagde hun også i går«. Jeg bliver nok lidt vrangvillig, for jeg synes altid, man skal gøre sig umage for ikke at undervurdere publikum.«

På den anden side anerkender hun, at der er grænser for, hvor nyskabende humoren kan være i en stor, kommerciel revy.

»Jeg synes personligt, det er sjovere, når publikum får noget, de ikke ved, hvad er. Men en revy er på mange måder også et humordemokrati. Vi er et hold på seks skuespillere og mange flere i baggrunden, der skulle finde et fælles udgangspunkt for dét at more publikum,« siger hun om holdet, der blandt andet tæller Bodil Jørgensen, Christiane Schaumburg-Müller og Niels Olsen.

»Jeg synes dog helt bestemt, at vi med det suveræne hold på TamTam har formået både at rykke ved genren og forny den.«

12 gange har hun været med i det lille alternativ kaldet Dogme-revyen. Det er et humor-kollektiv, der har haft hjemme på blandt andet Samsø og Smukfest i Skanderborg. Dogmerne består blandt andet af, at revyen skal skrives og indøves på 24 arbejdstimer, og at intet må genbruges. Det er nok dér – styret af sine instinkter og midt i orkanens øje – at hun har lært allermest om sit fag, siger hun.

Men i en kæmpe revy, som »TamTam«, får man også obligatoriske opgaver. Sketches baseret på aktuelle begivenheder, der skal med, fordi publikum forventer det.

Latter og Lars Løkke

Få dage før premieren fik Søs Egelind besked på at lære to sider udenad om Lars Løkke Rasmussens bilagssag og være i stand til at fremføre det som en monolog, hvor hun selv spiller oppositionslederen. Den slags er en bittersød oplevelse for Søs Egelind, der det meste af sin karriere har stræbt efter komisk frihed – ikke mindst med sin faste makker gennem to årtier, Kirsten Lehfeldt.

»Nogen skulle jo for fisen lave den Løkke-sketch. Og det blev så mig,« siger hun og griner.

I sketchen dukker Søs Egelind – klædt ud som Venstre-formanden – op gennem en lem i gulvet. Men den langbenede skuespillerinde hejses ikke helt op, så hun når ned på politikerens højde. Derefter fremfører hun en monolog i klassisk Ulf Pilgaard-stil.

Hun er glad for, at sketchen ikke falder i genren ondsindet satire, der er meget populær for tiden, siger hun. Sketchen går ikke kun efter manden, men også efter at belyse hele bilagsagens absurditet.

»Er det overhovedet rimeligt, at vi bruger så meget krudt på at diskutere noget, der dybest set handler om nogle jakkesæt og et par underbukser? Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne være med til at sætte spørgsmålstegn ved det gennem humor,« siger hun og understreger, at hun nu ikke har noget problem med at gøre grin med magtmennesker.

»Under alle omstændigheder må man gå ud fra, at manden er rimelig godt begavet. På nogle punkter i hvert fald.

Men den her sag er for dum, simpelthen. Hvor svært kan det være at holde sig på den der rene sti, når nu han kender spillereglerne og ved, hvor meget der står på spil for ham?« siger Søs Egelind, der fik ros af Berlingskes teateranmelder for at være overbevisende i rollen.

»Det er vigtigt, at vi bruger humoren til belyse begge sider af sagen. Og ærligt talt: Hvor slemt var det lige? Jeg forsøger at bruge humoren til at tegne et mere menneskeligt billede af ham, end det, journalister typisk tegner af ham i aviserne,« siger Søs Egelind og bliver tavs for en stund. Hun overvejer de følgende ord:

»Jeg tager humor dybt alvorligt. For jeg vil ikke spilde hverken min egen eller andres tid.«

Gør dig umage

Alene på Amazonfloden sidder Søs Egelind i en kano og holder beslutsomt om pagajen. Den skærer i vandet, holder linjen. Der er sikker afstand til bankerne, men vandfaldet venter længere fremme. Søs Egelind ved, hun når frem til det.

Før eller siden.

»Mange år inden jeg blev syg, mødte jeg en kvinde i Indien. Hun sagde til mig, at hun kunne takke sin dobbeltsidede brystcancer for alting. Det var helt sort snak for mig.

Men efter, at jeg selv fik kræft fra ende til anden, skal jeg ellers lige love for, at jeg forstår hende. For at overleve er som at få et nyt liv.

Samtidig er det totalt fantastisk at sidde tilbage med forståelsen af, at jeg skal dø. Dét er en kæmpe gave. For nu ved jeg, at livet handler om at gøre sig umage, mens vi er her.«