Sørine Gotfredsen: »Når man har diskuteret i så mange år, kan man godt blive træt af at høre på sig selv«

Præst og debattør Sørine Gotfredsen ønsker i en ny bog at få danskerne til at se, at vi har brug for mere høflighed, mådehold og en stærkere forståelse af, at kristendommen spejler den samfundsdebat, vi har i dag.

BM
Sørine Gotfredsen, dansk journalist, forfatter, sognepræst og samfundsdebattør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De bærer på den samme tyngende grundfølelse, mange af de mennesker præst og debattør Sørine Gotfredsen møder i kirken. Alle mærker de, at de ikke rigtig længere føler meningen med det hele.

»Vi lever i en tid, hvor vi i den grad har frihed. Vi kan vælge alt. Kierkegaard skriver, at hvis der ikke er en nødvendighed i vores liv, vil vi flagre bort i fortvivlelse. Vi mangler det element i dag. Der er ikke noget, der holder på os. Der er ikke noget dybere i eksistensen, vi skal tjene eller adlyde,« siger hun.

I sin nye bog »Tolv tiltaler« adresserer Sørine Gotfredsen tidens store streger, fordi hun har følt en stor trang til at forklare, hvordan kristendommen og dens menneskesyn løber som en rød tråd gennem meget af det, vi diskuterer i vores samfund i dag.

Hun runder blandt andet sit syn på både klimakrisen, vores besættelse af alder og manglen på høflighed.

»Jeg kalder det tiltaler, fordi det er ikke prædikener. Tiltale indikerer, at jeg vil dig noget. Ingen er tiltalt for en forbrydelse, men det må godt have en snert af alvor. Jeg havde overvejet opsang, men tiltale er et smukkere ord,« siger hun.

Bogen er skrevet på en bund af træthed over den polarisering, der tegner vores samfund i dag. Der, hvor vi står og råber af hinanden. Sørine Gotfredsen er selv nået frem til, at vi har brug for at finde en fælles klang. Den finder man ifølge hende blandt andet i kristendommen.

Ateisterne vil måske mene, at det ikke er kristendommen, der knytter os sammen, men der lider præsten med egne ord af det vilkår, at hun tror. Fordi hun gør det, er det også sådan, hun træder frem.

»Værdi- og indvandringsdebatten har gennem mange år slidt på os. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at mødes der, hvor vi har noget til fælles. Mit håb er, at de her tiltaler vil åbenbare noget for folk - at de vil se, at mange af de grundtanker vi gør os, løber som en rød tråd gennem det kristne livssyn. Det er ikke sikkert, at vi tænker over det eller bruger det sprog. Men det er relevant for samfundsdebatten i dag, hvor vi kredser så meget om, hvad menneskets natur er.«

Hvad er der galt i vores tid, siden det er nødvendigt med disse tiltaler?
»Jeg har medvirket i debatten i næsten 20 år, og jeg har selv været med til at polarisere, tror jeg. Det gør man, når man har hjertet med i en debat. Jeg synes jo, at der har været noget på spil i forhold til det kulturelle og det danske. Midt i al uenigheden om værdierne bliver vi også nødt til at insistere på, at vi godt kan lide hinanden. Det er et af mine budskaber.«

Træthed

Sørine Gotfredsen konstaterer, at det måske lyder langhåret og lidt flipperagtigt. Men det er resultatet af, at hun har taget sig selv i at være stigende træt af den polariserede debat.

»Det interessante er, at når man har diskuteret i så mange år, kan man godt blive træt af at høre på sig selv. Man kan også blive meget skrøbelig, hvis man tror, at man er identisk med sine holdninger. Når man gentager sine argumenter igen og igen, kan det næsten komme til at være den klippegrund, man står på. Hvis det bliver en vane for alle, så har vi ikke længere en levende samtale i den her polariserede tilstand. Jeg kan nogle gange høre det i min egen måde at tale på.«

En af tiltalerne handler om identitet og det krævende individ, der træder rethaverisk ud i verden. Præsten citerer den franske filosof Simone Weil for ordene om, at når individet kun er fokuseret på, hvad det har ret til, kan vi ende i en latent krigstilstand.

»Vi ser det andet menneske som én, der skal flytte sig for mig. Det enkelte menneske kan have så travlt med fortælle historien om sig selv, at vi mister noget af den grundlæggende fællesskabsfølelse, der skal være i et samfund og blandt et folk. Jeg frygter faktisk, at der vil opstå en større fjendtlighed mellem folk.«

Et af tegnene på, at vi som danskere flytter os længere og længere væk fra det fælles »os«, er vores anstrengte forhold til høflighed, lyder det fra Sørine Gotfredsen.

»Høflighed bliver ofte opfattet som noget komisk, men for mig er det en dybtliggende vilje og accept af, at man underkaster sig det fælles. Hvis man ikke er indstillet på det og ikke har det livssyn med sig, så tror jeg, at man gradvist kan vænne sig til, at man ikke behøver at tage sig af andre menneskers velbefindende eller tilstedeværelse som ens personlige ansvar. Man bliver måske ikke brutal eller uhøflig, men man bliver ligeglad og resigneret.«

Konsekvensen er en trist ligegyldighed overfor hinanden, som Sørine Gotfredsen synes er i færd med at manifestere sig i den danske befolkning. Det er en følelse, hun har haft i mange år. At vi bliver mindre og mindre interesserede i den andens tilstedeværelse.

»Det udeltagende, danske blik er et dødt blik. Det er sløvt. Det er ikke elskværdigt. Vi er færd med at glemme, at man bevidst skal sige til sig selv, at man vil være til stede for det andet menneske.«