Søren Schauser glæder sig over efteråret: Endelig kan vi spise indenfor igen

Man skal altid være den eneste i verden til et eller andet. Jeg selv foretrækker for eksempel min mad mellem fire vægge. Og mine samtaler og levende musik og faktisk alle andre sejre for civilisationen.

Søren Schauser begræder ikke, at sommeren går på hæld - faktisk foretrækker han at spise indendørs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Efteråret nærmer sig. Skoven får alle de skønne farver. Fuglene trækker over himlen og hjem til de varme lande.

Og vi kan omsider dinere inden døre igen(!) Jeg glæder mig faktisk til den dag hvert eneste år: Fruen finder vejret »lige råt nok« og beder mig klare aftenens borddækning inde i stuen.

Den lille forskel har været en kilde til konflikt stort set siden første dag i vores ægteskab. Eller nej: Jeg har i virkeligheden aldrig turdet tage spørgsmålet op og vender altså bare den anden kind til. Jeg siger bare »ja, skat« gennem hele sommeren og beder i det stille til umærkeligt vejr og tæt skydække over terrassen.

Råvarer fra restauranten Noma kan se overordentlig naturlige ud – men selv de gør sig bedst indendørs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Isager.

At jeg ydmygt nok foretrækker min frokost uden det åbne univers lige over mig, virker af en eller anden grund mærkeligt i nogles øjne.

Ikke engang vores kulinariske redaktør kunne forstå mig forleden. »Du har altså virkelig et ledigt standpunkt dér«, sagde han med løftet øjenbryn.

Jeg havde ellers forventet lidt af en åndsfælle i lige præcis den dannede stjernespiser!

Og da jeg søgte på internettet efter moralsk opbakning til et for mig helt indlysende tegn på civilisation, fandt jeg rigtignok en vældig velskrevet klumme på amerikansk – bare kategoriseret under »first world problems«.

Skærende sol og spyfluens lyster

Helt ærligt: Giv mig solide stole og et ordentligt bord. Giv mig salt og peber og bordskånere på de sædvanlige steder. Giv mig ganske enkelt tag over hovedet og tilpas kultiverede omgivelser.

Ikke at jeg har noget imod naturens glæder og livet i den friske luft som sådan. Jeg kan faktisk tale ret længe om vores fantastiske pirol med de gule fjer i haven og så forleden to pindsvin slås om et tredje pindsvin.

Og min lille modstand derhjemme handler knap nok om madens duft eller smag. Jeg vil bare nyde livets goder i fred og ikke tage stilling til naboens hæk eller spyfluens lyster.

Både fester og levende musik og endda ganske almindelig samtale passer efter min mening til sammenhænge uden sol i øjnene og stiv kuling fra skiftende vindretninger.

Så fruen og jeg går nogle fredelige måneder i møde.

Vi skal først hen over det gamle ritual til næste forår. »Får du sol i øjnene,« vil denne medfølende kvinde sige, »for jeg kan sagtens rykke en plads«.

Jo tak. Vi kunne også bare indtage fisken og kartoflerne det sædvanlige sted og gå en tur bagefter. Men jeg taber sgu nok til den friske luft igen og lever måske endda længere i den anden ende – med endnu flere måltider på terrassen til følge.