Søren Kassebeer: Derfor er Jürgen Habermas en tragisk skikkelse

Filosoffen Jürgen Habermas fylder 90 på et tidspunkt, hvor hans insisteren på fornuften og den gode samtale bliver hånet, spottet og latterliggjort. Det er tragisk.

Jürgen Habermas fylder 90 år i denne uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOUISA GOULIAMAKI

Han er den mest berømte nulevende filosof. Der undervises i ham på alle niveauer, så hvad enten man har læst til pædagog eller mag.art. i filosofi vil man med største sandsynlighed have stødt på ham. Hans bøger er vanskelige som bare pokker at forstå (som alle vigtige filosoffers). Han er almindeligt beundret af fagfæller, både dem, der i alt væsentligt er enige med ham, og dem, der i større eller mindre grad ikke er det.

Men tyske Jürgen Habermas, der 18. juni fylder 90 år, og som i mange, mange år har været den ledende forsker på det i filosofiske kredse så berømte Institut für Sozialforschung i Frankfurt, er ikke bare en enestående succeshistorie. Den geniale olding er samtidig et menneske, der står som det tragiske symbol på filosofiens fallit. Han er en person, der fra sin udkigspost sørgsmodigt må kunne konstatere, at det meste af det, han har tænkt sig til og kæmpet for, bliver hånet, spottet og latterliggjort. Eller i hvert fald marginaliseret til ukendelighed.

»Lad os her på 90-årsfødselsdagen tro på, at det er Jürgen Habermas og det, han står for – den grundlæggende tro på fornuften og samtalen – og ikke hele den store globale skidtspand af løgn og vrøvl, der får det sidste ord. «


Hvorfor det? Fordi Jürgen Habermas er fornuftens tænker. En mand, hvis intellektuelle virtuoserier, så vidt vi almindeligt dødelige nu kan forstå ham, til stadighed har kredset om mulighederne for en »herredømmefri« samtale, hvor man på grundlag af fuldstændig gensidig respektfuld lydhørhed når frem til gavnlige kompromiser. Det er det, der er essensen af det væsentligste hos nutidens væsentligste tænker (der selvfølgelig også har tænkt så uendeligt meget mere og er så uendeligt meget mere kompleks, men lad det nu ligge). Det er her, i den utrættelige insisteren på fornuften og den gode samtale, at tilfældet Habermas bliver rigtig tragisk, for det er tragisk at være fornuftens og den gode samtales største nulevende advokat i en epoke, hvor fornuften og den gode samtale er totalt i defensiven.

Sagt på en anden måde: Den rationelle humanist Jürgen Habermas fylder 90 på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor løgnen er blevet en legitim politisk strategi, hvor befolkninger af skruppelløse populister lokkes til at stemme mod deres egne interesser, og hvor mængden af fake news, konspirationsteorier og almindeligt vrøvl vokser eksponentielt,  mens de, der forsvarer det rationelle – herunder repræsentanter for den frie presse - fra højeste sted beskyldes for at være »the enemy of the people«.

Det er tragisk, synes jeg, og jeg ved ikke, hvad Jürgen Habermas selv synes, men for nu ikke at ende i det rene sortsyn, vil jeg  sætte min lid til, at det nok skal gå altsammen, for det er før gået. Fire år efter, at Jürgen Habermas blev født, kuppede nazisterne sig til magten i Tyskland. Da han endnu var ganske ung, blev halvdelen af samme Tyskland en sovjetisk lydrepublik. Den ene tragedie er fulgt efter den anden, mens Jürgen Habermas har siddet bag sit skrivebord eller stået ved sin tavle eller skrevet sine udtallige bidrag til den offentlige debat, og verden står endnu, godt nok noget groggy, men den står.

Så lad os i anledning af 90-års-fødselsdagen tro på, at det er Jürgen Habermas og det, han står for – den grundlæggende tro på fornuften og samtalen – og ikke hele den store globale skidtspand af løgn og vrøvl, der får det sidste ord. Alt andet vil være ubærligt. Faktisk hinsides al fornuft.