Søren J. Damm: Jeg er ikke blevet krænket af kvinder – men ofte blevet »charnærmet«

Der findes en særlig kunst, som kvinder mestrer i udtalt grad, nemlig det at give et kompliment, som samtidig kan være en forklædt fornærmelse. Jeg er stadig i tvivl om et par af dem, jeg har modtaget gennem tiden.

Charnærmet: en kunstart, hvor man fornærmer og charmerer/komplimenterer på en og samme tid. Navnlig kvinder mestrer denne kunst med stor virtuositet. Fold sammen
Læs mere
Foto: rokoko

For 13 år siden var jeg involveret i en trafikulykke. Jeg måtte efterfølgende have en operation i min medtagne skulder. Jeg har ofte stadig smerter i nakke, skulder, arm og bryst. Det er ubehageligt og føles ofte som et mindre hjerteanfald. Derfor får jeg hvert andet år lavet en EKG-måling på mit hjerte for at vide, at alt er i orden, da jeg har meget svært ved at skelne de kroniske smerter fra eventuelle hjerterelaterede problemer.

Således fik jeg forleden lavet et EKG (hjertekardiogram). Den venlige klinikassistent, der tog mit EKG, var umiddelbart imponeret over min anakronistiske kropsbehåring og var i det hele taget (muligvis udelukkende i min subjektive, deliriske verden) let flirtende. Umiddelbart en behagelig oplevelse. Selvglæden blev dog betydeligt afkølet, efter at hun kyndigt havde studeret mit EKG, kiggede ud over brillen og sagde: »FLOT! Du har en slank mands EKG!«

»Rådsnart gav jeg hende i stedet et undvigende, knastørt tantekys på kinden, smækkede døren og råbte »god tur hjem«.«


»Tak, skal du ha' ... eller ...« Kaldte hun mig lige fed? Roste hun lige min hjertefunktion, mens hun elegant gjorde mig opmærksom på, jeg sagtens kunne smide nogle kilo? Jeg valgte at modtage beskeden med forlegen tilfredshed, mens jeg skyndte mig at tage min skjorte på.

Jeg var lige blevet »charnærmet«. En kunstart, hvor man fornærmer og charmerer/komplimenterer på én og samme tid. Særligt kvinder, er min erfaring, mestrer denne kunst med stor virtuositet.

Taxasnav

Jeg husker stadig klart en anden »charnærmelse« fra en ung kvinde, som jeg kurtiserede en hel aften i mine tidlige 20ere. Jeg skulle til at »hale gevinsten« ind sidst på aftenen, da hun lod en finger glide hen ad min kind og smilende sagde:

»Søren, du er ikke sådan én, man går hjem med. Du er sådan en, man bliver gift med.«

Den dag i dag er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt det var en slags kompliment, eller om hun reelt, på sin egen subtile måde, kaldte mig røvkedelig? Jeg hælder mest til det sidste. Faktum var dog, at jeg gik alene hjem og i dag er godt gift – med en anden.

Mere utvetydig og uelegant var en episode fra en tidligere arbejdsplads, hvor en ældre, gedigent beruset kvindelig chef, der var cirka 20 år ældre end mig, det meste af aftenen på et nærliggende værtshus begavede mig med – hvilket var sælsomt ukarakteristisk for hende – venlige ord. Jeg var charmeret.

Da hun sidst på aftenen var blevet næsten uforståelig, besluttede resten af selskabets ældre kollegaer, at hun burde fragtes hjem i en vogn. Som selskabets yngste medlem fik jeg tildelt det ærefulde hverv at få hende anbragt i en taxa.

Mens jeg med megen møje stod ind over hende og forsøgte at spænde hendes sikkerhedssele, og taxachaufføren passivt og livstræt så til, udbrød hun pludselig med grødet stemme: »Hey, når du nu alligevel er lige dér, skal vi så snave?«

Rådsnart gav jeg hende i stedet et undvigende, knastørt tantekys på kinden, smækkede døren og råbte »god tur hjem«.

Da jeg mødte jeg hende den følgende mandag, var fredagens overstrømmende kilde af komplimenter besynderligt nok tørret ud. Det var knap så charmerende, nok mere fornærmende.