Søndagsblues

Søndagsblues kører som underlægningsmusik hele dagen, og selv om der nogle gange er skruet helt ned for den, så er den alligevel til stede som en svag susen for ørerne, der fra morgenstunden minder en om, at dette er sidste dag, før arbejds- og skoleugen begynder.

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hassan Preisler

Søndagsblues? Ha, jeg spytter på dig. Du kom til mig med al din kraft, da jeg var barn. Jeg besøgte mor hos Ib på Østerbro og tog med uforrettet sag bus nummer 43 tilbage til endestation-Værebro og far. Hjem til sort te, sukkersød lagkage og søndagssure miner i hjørnesofaen. I TV’et på stigereolen sang de »when the boat comes in« i sort-hvid.

Jeg trak mig tilbage og ind i natten, og de onde drømme væltede ned over mig fra lufthullerne i bundpladen på den øverste køje, og først med mandag morgens solstrejf kom udfrielsen. Men Søndagsblues, du er intet! Målt op imod den massive fredagsouverture, der rammer mig, når det er store skiftedag, er du ugens ubetingede svækling!

Torsdag aften læser vi bog og sludrer. Hun forlænger emnerne, indtil jeg hvisker, at hun skal sove. Hendes øjne falder stille i, mens hun ligger på min arm. Jeg holder vejret og smyger mig fri. Jeg står ud af sengen og ryster blodet tilbage i armene. Jeg gør morgengrøden klar og Oral-B-børster mine tænder foran spejlet, inden jeg går aftenrunden. Jeg hiver i de ydre dørhåndtag, ruller stofpersiennerne ned og slukker det allerede slukkede induktionskomfur.

Så kravler jeg ind under dynen. Hun lægger sig tæt op ad mig. Runde kinder, bløde krøller. Hun trækker vejret let. Mit hjerte synker tungt. Vi sover uroligt. Hendes fødder borer sig dybt ind i min mave det meste af natten. Længslen står ved siden af sengen og forudsiger sig selv. Da vækkeuret fredagsringer, tænker jeg, at det er den grimmeste lyd i verden.

Vi står op i tavshed. Jeg bader, mens hun sidder i sofaens blodrøde puder i sin Supermanpyjamas og hører podcasts for børn. Vi drikker kakao og kaffe af kongelige kopper. Hun er ikke sulten. Det er jeg heller ikke. Vi spiser alligevel, mens vi leger lege med Legofigurer. De går i krig med hinanden omkring Krenitskålen på Pantonbordet.

På cyklen holder vi i hånd ned langs Søerne. »Kør zig-zag,« siger hun, da vi drejer ind ad børnehavegaden. Det er en meget kort gade. Allerkortest om fredagen. Vi former hjerter med fingrene og kysser farvel med læberne trykket mod ruden. På hver sin side af de kolde glas. Hen over hegnet vinker jeg en sidste gang, inden hun forsvinder ud af mit liv.

Søndagsblues, jeg spytter på dig!

Maise Njor

Når Krystle med den der specielle sitren, hun mestrede, i sidste scene så bekymret hen på Blake, der altid var så opsat på at få den goddam pipeline, og Dollars tonede ud, var der tomt. Ikke bare i stuen, men i livet. Den blå tåge rullede ind samtidig med erkendelsen af, at man havde spist selv det fredagsslik, der smagte klamt, selv den sismofyt, der havde håndsvedsmorfet sig sammen med en tyggemåne, og at man hele weekenden havde fortrængt at lave blækregning. Det var i firserne. Søndag var rød i en Mayland- kalender, men i virkeligheden er den blå.

Den er så blå, at det kan gøre ondt i knoglerne. For det er nu, man skal forberede sig til fem dage, hvor man ikke kan gøre, som man har lyst til, og samtidig opsummere, om man nu har brugt sin frie tid ordentligt. Fik man set de venner, man havde brug for at se, fik man gået en lang tur i skoven, blev der rigtig talt med børnene, og er der ryddet op, så en ny uge kan begynde? Eller spildte man en hel søndag på at ligge på sofaen med tømmermænd og se motocross og sove-savle ostepops ned i sit eget øre? Tristessen bliver forstærket, når det går op for en, at man skal sove hele seks gange, før man igen selv må bestemme, hvornår man står op.

Søndagsblues kører som underlægningsmusik hele dagen, og selv om der nogle gange er skruet helt ned for den, så er den alligevel til stede som en svag susen for ørerne, der fra morgenstunden minder en om, at dette er sidste dag, før arbejds- og skoleugen begynder. Søndagsblues er en melodi, der sætter sig på hjernen som et Aqua-hit – bare i mol. Den sitrer næsten som Krystle, og den sørger for, at humøret aldrig kommer helt op, uanset hvad dagen bringer.

I firserne var alle butikker lukket, og det var irriterende, og nu har de fleste butikker åbent, og det er også galt.

Alt er galt på en søndag, og selv om det faktisk er rart med de her cyklusser – dagen, ugen, måneden, året – så er der også noget umådelig trist over at tælle tid. Over at tid går.

Om søndagen går den hurtigere end alle andre dage. Snart er det mandag morgen, og man har glemt alt om følelsen – indtil næste uge, hvor den blå tåge ruller ind igen.