Skuespilleren Steen Springborg er død, 67 år

Nekrolog. Springborg blev muligvis en anden skuespiller, end andre først så i ham. Men han var det uden fortrydelse.

Steen Springborg var vidt omkring i dansk film, tv og teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Steen Springborg var en skuespiller af den gammeldags facon. Med en tydelig diktion og præcis karaktertegning. Samt en spilleglæde, der ikke var til at tage fejl af, som Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, skrev i anledning af Springborgs 60 års fødselsdag.

I midten af 1970erne blev den slanke, unge mand udnævnt til tidens store håb på Det Kongelige Teater. De store koryfæer – Henning Moritzen, John Price, Erik Mørk – kunne se sig selv i ham. Og han slog igennem – nøgen i Peter Shaffers »Hesteguden«.

Men han ville andet og mere. Ud og prøve kræfter – også med teatrets mindre fine genrer. Han blev muligvis en anden skuespiller, end andre først så i ham. Men han var det uden fortrydelse.

»Farcer og komedier har også en stor værdi, og man skal være dygtig til at spille det, før det virker. Men anerkendelse som sådan har aldrig været vigtigt for mig. Min ambition er at passe mit arbejde – og prøve en masse. Og det er, hvad jeg har gjort,« sagde han til Berlingskes Jakob Steen Olsen for nogle år siden.

Enebarnet fra Amager blev som den yngste nogensinde optaget på Aarhus Teaters elevskole i 1970. Han var direktør for det hedengangne underholdningsteater Lorry i midten af 1980erne, han har været instruktør på 20-30 forestillinger og medvirket i alt, lige fra tv-serier til revyer.

Og på film huskes han for alle tiders udskældte fiasko »Elvis Hansen – en samfundshjælper« og for rollen som den overfladekølige pater familias i filmatiseringen af Christian Kampmanns romaner om »Familien Gregersen«. Og senere – i 2015 – som faderen i teaterudgaven af Thomas Vinterbergs succesfilm »Festen«.

Steen Springborg blev 67 år og efterlader sig hustruen, direktør Alexandra »Sandra« Foss, med hvem han havde været gift siden 1979, samt tre voksne børn.