Det begyndte med en udtalelse på Twitter, hvor det lå under overfladen, at J.K. Rowling mener, at der er forskel på biologiske kvinder og transkvinder. Beskeden på Twitter henviste til en artikel, der beskrev »mennesker, som menstruerer« – og det var en udtalelse, der hurtigt blev betegnet som »transfobisk«.
Det blev startskuddet til en langvarig shitstorm mod Harry Potter-forfatteren, der nu – mere end et år efter, at det første af hendes »transfobiske« tweets blev udgivet – fortsat kaster skygger over den prisbelønnede britiske forfatter. Den stride modvind har blandt andet betydet, at J.K. Rowling har leveret en hæderspris tilbage.
De tre hovedrolleindehavere i Harry Potter-konglomeratet – David Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint – har slået ring om LGBTQ-miljøet og kraftigt taget afstand til J.K. Rowlings udtalelser. Men nu stiller en af de fremtrædende skuespillere fra Harry Potter-universet med et divergerende synspunkt.
Det er Ralph Fiennes, der spillede Lord Voldemort.

Giftigt angreb
Han udtaler sig i et interview med det britiske medie The Telegraph, og han udtrykker sin fulde støtte til forfatteren, der skabte Harry Potter-imperiet.
»Jeg forstår ikke det giftige angreb mod hende,« siger Fiennes til The Telegraph.
»Jeg forstår, at debatter kan blive rødglødende, men jeg synes, at denne anklagernes tidsalder og behovet for at fordømme andre er irrationelt. Jeg mener, at graden af had rettet mod personer med holdninger, der adskiller sig fra deres egne samt det voldelige sprog mod andre, er foruroligende.«
I juni satte J.K. Rowling sig til tasterne og skrev et længere brev på sin hjemmeside, hvori hun beskrev, hvordan hun forholdt sig til den verserende shitstorm. I brevet skriver hun blandt andet, at hun er »meget bekymret for den nuværende transaktivismes konsekvenser«. Men hun skriver også, at hun ønsker sig både »empati og fælles forståelse«.
Nogenlunde på samme tidspunkt skrev hun på Twitter, at hun »respekterer enhver transpersons ret til at leve på en hvilken som helst måde, der føles autentisk og komfortabel for dem«.
J.K. Rowling er desuden medunderskriver på et åbent brev bragt i Harper's Magazine, hvor de går til kamp mod politisk korrekthed og tendensen til, at uenighed oftere bliver til hadske fløjkrige. Blandt de øvrige underskrivere er forfatterne Salman Rushdie og Margaret Atwood.
»Udvekslingen af frie informationer og ideer er et liberalt samfunds livsnerve, og dagligt ser vi, at det bliver stadig mere restriktivt. Vi er vant til at vente os dette fra den radikale højrefløj, men censur breder sig mere bredt i vores kultur: En intolerance over for modsatrettede synspunkter, en tendens til offentlig udskamning og udstødelse samt en tendens til at indskrænke komplekse politiske emner med en moralsk sikkerhed,« skrev de blandt andet i brevet.