Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Skuespilleren Alec Baldwin vil blive tiltalt for uagtsomt manddrab, efter filmfotografen Halyna Hutchins døde under optagelserne til westernfilmen »Rust«.
Alligevel kommer filmen til at blive færdigindspillet, og det vil stadig være Alec Baldwin, der spiller hovedrollen, skriver CNN.
I oktober 2021 skød og dræbte Alec Baldwin filmfotografen Halyna Hutchins under optagelserne til »Rust«. Af endnu ukendte årsager var den pistol, Baldwin brugte, blevet ladt med skarp ammunition.
Men når filmoptagelserne fortsætter, vil der være sikkerhedssupervisorer og filmarbejdere, der er organiseret i de korrekte fagforeninger, ligesom al brug af fungerende våben og skarp ammunition vil være forbudt, udtaler Melina Spadone, der er advokat for Rust Movie Productions, til CNN.
Et kriminelt uheld
Optagelserne til filmen foregik i delstaten New Mexico, og delstatens retsmedicinske myndigheder har erklæret, at skyderiet var et uheld.
»Men bare fordi det var et uheld, betyder det ikke, at det ikke er kriminelt,« udtalte Mary Carmack-Altwies, der er advokat i anklagemyndigheden, torsdag i sidste uge.
Udover Baldwin vil også filmens våbenansvarlige, Hannah Gutierrez-Reed, blive tiltalt for uagtsomt manddrab.
Den formelle tiltale forventes at blive fuldført i slutningen af januar, udtaler Mary Carmack-Altwies til CNN.
»Enhver person, der håndterer et våben, har ansvaret for at sikre sig, at den ikke vil gå af, hvis vedkommende peger den mod nogen og trykker på aftrækkeren,« udtaler anklageren.
Hvis de to skulle blive dømt, kan de risikere op til 18 måneders fængsel og en bøde på 34.000 kroner.
Fagforeningen SAG-AFTRA, der repræsenterer skuespillere, film- og tv-journalister, radioværter og andre, mener, at anklagemyndighedens tiltale mod Baldwin er ubegrundet. Det skrev The New York Times forleden.
»Det er ikke en skuespillers job at være våbenekspert,« udtalte fagforeningen til avisen.
Alec Baldwin selv har ikke nogle kommentarer til CNN, men hans advokat siger til mediet, at Alec Baldwin stolede på de eksperter, der var ansvarlige for våbnene på optagelserne, og som havde fortalt ham, at våbnet ikke var skarpladt.