Skoddets år

Et nyt modeord har i den seneste tid indtaget det danske vokabularium: Tyndfed.

Et fantastisk begreb, som ikke skal forveksles med halvfed, men som næsten betyder det samme som blegfed. Det vil sige, at man, hvis man er mand, har en spandauer, hvor andre har mave, og spaghetti der, hvor armene normalt sidder.

Sådan ser jeg efterhånden selv ud. Jeg har ikke dyrket motion, siden jeg og kollega Christian Nørr ti lørdage i træk skrev om fitness her i Fri, og det er snart ved at være et års tid siden.

Men i disse dage, hvor tanken om de kommende nytårsforsætter holder folk vågne med bankende hjerter, kunne det jo være et fromt ønske at få en krop, der ligner Johnny Weiss-müllers mere end Tøger Seidenfadens.

Men så igen kunne jeg også arbejde på at blive et bedre menneske, lave bedre mad, løbe et maraton, meditere, besøge mine bedsteforældre oftere, forbedre mit franske, læse Ulysses eller se alle Bergmans film.

Vi lever i velfærden og selvrealiseringens tidsalder, vores kroppe er templer og samtalekøkkenerne katedraler, og hvert år er endnu et skridt i evolutionens udvikling mod et perfekt selv.

Men det bliver jo ikke til en skid, og det ved du selv, og det ved jeg. Så i stedet for køber vi geder, kondomer, høns og køkkenhaver til andre, men kan ikke selv holde op med at ryge. Jo, jeg kunne, men det er to år siden, og hvor lang tid kan man egentlig gå rundt og blære sig med det?

Dagen før juleaften, da jeg var færdig med de allersidste gaveindkøb og lettet trådte ud i den friske luft på Købmagergade, fik jeg øje på det som en lysende stjerne: Det store buede M på hjørnet, som lysende og lokkende ledte vejen til junkfood-himlen. For selv om McDonald’s virkelig skraber bunden på alle måder – det ligner en slagmark, er dyrt og personalet er omtrent så imødekommende som nordkoreanske grænsevagter – kan jeg ikke lade være med at holde af hele elendigheden.

Et kvarter senere sad jeg i skjul af en kunstig bregne med en BigTasty, stor cola og en ordentlig omgang pomfritter og håbede på, at jeg ikke kendte nogen blandt de larmende børnefamilier og bumsede teenagere fra provinsen. For tænk at blive opdaget her! Ikke bare med en hurtig cheeseburger to go, men fuldt udstyret med BigTasty-menu siddende tilbagelænet og veltilfreds med ketchup i mundvigen og klistrede fingre. Hvordan forklarer man det?

Jeg tog en hurtig beslutning. Næste år skal der være mere skod i mit liv. 2008 skal være skoddets år. Mindst én gang om ugen og gerne oftere vil jeg dyrke den dårlige smag, det usunde, det grimme, det utiltalende. Om ét år skal det at gå på McDonald’s føles som et besøg på en Michelin-restaurant, for dagens orden vil være de slibrige cafeteriaer (startende med Berlingske Tidendes kantine lige om lidt) og det, som er værre.

Jeg vil hænge ud nede i Blockbuster på jagt efter alle de film, som jeg aldrig har fået set biografens mørke, fordi de simpelthen er for dårlige.

I 2008 skal franske film være bandlyst, mens der i stedet skal konsumeres tv-serier, quizz-shows, flæskesvær og McDonald’s, Russ Meyer-film, fiskefileter, Se & Hør, shawarma’er nede fra Tagensvej (undskyld, men vi kommer kun hos jer, fordi vi ikke kan holde kantinen ud), Oslobåden, Cinemaxx, Ikeas frosne köttbullar, »De unge mødre«, Hans Pilgaard, »2900 happiness« og møbler fra Biva,

Der er en angst for det ikke-pefekte, dårligt tilberedte, ufriserede, strittende og usunde. Men når det hele er ved at blive for pænt, bornert og fitness-agtigt, kan det faktisk være livgivende og skærpe sanserne at dyrke det dårlige og se kvaliteten i det skodagtige.

Lad os hylde det tynde. På den fede måde. Godt nytår.