Skidt & kanel

En fattig guldsmed stjal Guldhornene og smeltede dem om hjemme i sit køkken. Hitler destruerede systematisk kubistisk, surrealistisk og andre former for »degenereret kunst«.

Kanel, helt klart! Fold sammen
Læs mere

En uligevægtig skolelærer skar Rembrandts »Nattevagten« op med en brødkniv. Indbrudstyve ødelagde Edvard Munchs »Skriget«. Taleban sprængte Buddhaerne i Bamyan i stumper og stykker.
Og i søndags slap man så Paul Potts løs på R.E.M.’s »Everybody Hurts«. Sangen var pompøst orkestreret til langt over kvalmegrænsen og oversat til italiensk, guddødemig, for at gøre den mere opera-agtig til den syngende mobiltelefonsælger. Det var så slemt, at man mistænkte det for at være et overlagt mordforsøg på sangens ophavsmand, Michael Stipe.
Maltrakteringen foregik i Aalborg til DR’s Juleshow, som retteligt burde have heddet DR’s
Freakshow. Smalkostkanalen var for engangs skyld trukket i spenderbukserne, så der var både kulørte lamper, rigtigt levende orkester, dansere og en vært, der kunne steppe. Fine forhold.

Desværre havde man gjort, som kokke gør, bare med omvendt fortegn. Hvor kokke bruger en hel dag på at koge kalveben, grøntsager og krydderurter ned til et lille koncentreret fluidum af god smag, en tyktflydende demi-glace, havde Danmarks Radio fremtryllet to timers stærkt koncentreret dårlig smag. Hvad der ikke var lykkedes dem at skrabe sammen af tretten-på-dusinet-artister, hvis største akkreditiv var, at de var børn, enæggede tvillinger, havde vundet en amatørkonkurrence i tv, troede de var Frank Sinatra eller – som et morbidt højdepunkt i dansk tv-underholdning – klædte sig ud og optrådte som John Lennon.
Ganske givet helt fantastisk til firmajulefrokosten eller på en blokvogn til Hjallerup Marked. Men til et stort anlagt juleshow på en landsdækkende tv-station? I don’t think so. Det var som at spise en halvtoptøet købepizza på en Flora Danica-tallerken: Grimt hele vejen igennem, måske lige med undtagelse af den altid velsyngende Claus Hempler, der havde fået tildelt rollen som »Rigtig Kunstner« og mest af alt lignede en hund i et spil kegler. En utrolig velklædt hund, selvfølgelig...
Det værste var næsten, at man sad med fornemmelsen af, at om to år er der ikke en kæft, der kan huske nogen af de optrædende. For til den tid er der udklækket adskillige nye kuld døgnfluer. Der har alle dage været døgnfluer, men sjældent har man på tv dyrket middelmådighed så intenst som i disse år. Det kunstneriske niveau er sygeligt nedprioriteret til fordel for øjenhøjde-identifikation og princippet om, at vi alle er lige gode. En guitarspillende vognmand og far til fire fra Køge Strand – eller Bob Dylan? Det kan sgu være hip som hap.
Så kald bare M/S håbløst gammeldags. Vi tror stadig, der er forskel på skidt og kanel, og forbeholder os retten til at skelne mellem lort og lagkage. Vi tillader os at hylde de gode og springe de dårlige over. Det er denne søndags gaveguide til danske børneklassikere et eksempel på. Og Thomas Winding? Han er helt klart kanel!
God søndag og god jul.