Skal der plantes en skov på toppen af Notre Dame?

Pengene til genopbygningen af Frankrigs mest berømte katedral strømmer ind, men hvad skal de bruges til? Et funky glastag, en skov på toppen eller en perfekt rekonstruktion? Eller måske til slet ingenting? Et par uger efter branden er franskmændene slet ikke enige om klenodiets fremtid.

Notre Dame brænder, 15. april 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benoit Tessier

Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche blev i 1943 ramt af allierede bomber. Efter krigen valgte myndighederne at lade ruinen i Berlin forblive ruin. Som et minde om rædslerne. Da World Trade Centers 110 etager høje tvillingetårne styrtede i grus 11. september 2001, var det helt slut med et af New Yorks vartegn, for Minoru Yamasakis mesterværk blev aldrig genopbygget. Den krigsødelagte protestantiske hovedkirke Frauenkirche i Dresden blev til gengæld, men først efter mange år, sat sammen igen, inklusive krigssodsværtede mursten, mens C.F. Hansens smukke Christiansborg led samme skæbne som World Trade Center og ikke blev forsøgt rekonstrueret efter branden i 1883.

Hvordan man forholder sig til det én gang mere eller mindre ødelagte, er der med andre ord mange svar på, og derfor er Frankrig stadig – her godt 14 dage efter den brand, der fik spiret på Notre Dame til at bryde sammen og taget til at kollapse – i fuld gang med at diskutere, hvad der egentlig skal stilles op med resterne af det ikoniske gudshus.

»De private franske penge til genopbygningen af Notre Dame svarer samtidig til tre gange det beløb, der blev indsamlet fra de to historiske »Live Aid«-koncerter.«


Hvad stiller man dog op?

Præsident Emmanuel Macron var tidligt ude og sige, at Paris’ mest besøgte bygning skulle genopbygges, og det inden for blot fem år, men skal man overhovedet pille ved det stærkt beskadigede bygningsværk? Og skal der i givet fald være tale om en én til én-genopbygning? Og skal der være plads til eksperimenter? Og hvor langt kan man i givet fald gå?

»At rekonstruere en bygning handler ikke om at tænke helt nyt,« formanede i denne uge den indflydelsesrige franske entreprenør Guillaume Poitrinal i  La Nouvelle République.

»Man må gerne tilføje en smule modernitet, men den skal, som arkitekterne Jean-Marie Duthilleul, Jean Nouvel og Denis Valode også har understreget, være moderat og i harmoni med kulturarven. Man kan godt bruge moderne materialer og teknikker, samtidig med at man benytter sig af traditionelle materialer og af den viden om traditionelle metoder, som findes hos i tusindvis af vores restauratorer og håndværkere.«

»Man må ikke, i sin iver efter at skjule det hele bag en facade af effektivitet, glemme, hvor kompliceret hele det her projekt er.«


Guillaume Poitrinal siger videre, at Emmanuel Macrons tidsplan ikke er urealistisk, men at den kun er realistisk »på betingelse af, at man organiserer arbejdet rigtigt.« Hvis man ikke snubler i starten, kan man »være i stand til at holde tidsplanen for dette enestående projekt«, og man kan gøre det »uden at give køb på håndværket og traditionen.«

Men her stopper diskussionen slet ikke, for idérige mennesker og virksomheder står i kø for at give deres besyv med. En af dem er Eric Geboers, medstifter af den hollandske virksomhed Concr3De. Hans løsning er 3D-printning.

»Modsat talrige andre teknikker, som kan tages i anvendelse, hvis man vil rekonstruere en bygning på så kort tid, så vil 3D-printning være meget respektfuld over for den oprindelige katedral,« siger han til Le Figaro og tilføjer, at man kan genbruge noget af asken ved 3D-printningen og på den måde give nyt liv til alt det, der forsvandt.

»At bruge de allermest moderne teknologier er simpelthen at yde århundreders arkitektonisk-teknologiske udvikling retfærdighed,« mener Eric Geboers.

Andre foretrækker at benytte lejligheden til mere eller mindre at genfortolke det gotiske klenodie, der blev bygget mellem 1163 og 1345. I det franske nyhedsmedie C News opregnes nogle af dem.

Der er for eksempel grafikeren Anthony Séjourné, der på sin Twitter-konto har offentliggjort et billede, hvor katedralens tag er blevet erstattet af glas og lys, der rejser sig mod himlen. Lysstrålerne skal ifølge Anthony Séjourné minde om lysene fra de to hedengangne newyorkske tvillingetårne. Og der er den berømte britiske arkitekt Norman Foster, der forestiller sig et glastag, der kan bade det indre af den historiske bygning i naturligt lys, og hvis udkast til et tag er pyramideformet, og rundt om taget er der en funky platform, hvor besøgende kan spadsere rundt. Og så er der dem, der lægger særlig stor vægt på det økologiske, som drømmer om noget med jord og planter og blomster og hø og den slags, og én af dem er Marc Carbonare, der er designer. Han går så langt som til at foreslå en hel skov på taget, også den omgivet af en promenade, og der er ifølge C News flere aktuelle eksempler på, hvordan man ifølge arkitekter og andre med forstand på de dele kan genskabe Notre Dame med et mere eller mindre modernistisk-økologisk twist.

Hvad nu, hvis man slet ikke gør noget?

Men der er også nogle, der vil gå en helt anden vej. Som vil gå ikke-handlingens radikale vej. Én af dem er forfatteren Jean-Philippe Domecq. Til magasinet Marianne har han netop skrevet et indlæg, hvis overskrift udgøres af det retoriske spørgsmål »Og hvad nu hvis man slet ikke restaurerer Notre Dame?«

»Det spørgsmål er slet ikke så upassende, som det måske lyder,« forklarer han læserne.

»En landsbypræst stod ved bredden af Seinen og så Notre Dame brænde. Han var lige så rystet som alle andre, troende såvel som ikke troende, men han havde også en intuitiv fornemmelse af, at denne forbandelse – eller ulykke, alt efter, om du tror eller ej – var en gave fra himlen eller fra tilfældighedernes spil, og at denne gave, uanset hvad, bestod i at give katedralen dens oprindelige funktion tilbage: Som et sted, hvor du kan bede og meditere og træde ind i dig selv.«

Notre Dame en uge efter branden. Fold sammen
Læs mere
Foto: KENZO TRIBOUILLARD.

Landbypræsten henviste til Notre Dames mulige forvandling fra ikon og overrendt turistmagnet tilbage til noget meget mere oprindeligt og åndeligt, det er sådan, Jean-Philippe Domecq forklarer det, men uanset om forfatteren og landsbypræsten har en pointe, så bliver Notre Dame genopbygget, det turde stå fast. Den franske premierminister, Edouard Phlippe, annoncerede 17. april en international arkitektkonkurrence om en rekonstruktion af det tag, der blev ædt op af flammerne, og det er netop kommet frem, at den franske nationalforsamling 10. maj vil vedtage en lov, der sætter rammerne for hele det forestående, møjsommelige arbejde.

Desuden, og nok så vigtigt, er det strømmet ind med donationer til genopbygningen, allerede fem dage efter branden var der givet en milliard euro, og det gjorde de fleste glade, men det fik også gule veste og andre samfundskritikere til at harcelere over, at rige mennesker generøst har givet formuer til en godt nok nødvendig og helt rimelig genopbygning af et gammelt hus, mens til gengæld talrige franskmænd lever under fattigdomsgrænsen.

Flere penge end til »Live Aid«

Sammenligner skeptikerne pærer og bananer? Det er der nogen, der mener. Donationerne er i hvert fald kommet alle steder fra, også fra helt almindelige og ikke særligt godt bemidlede franskmænd, og for at anskueliggøre, hvor mange penge det egentlig drejer sig om, har den franske udgave af HuffPost, Le HuffPost, foretaget nogle sammenlignende studier. Magasinets konklusion er, at ser man bort fra, hvad staten og offentlige institutioner allerede har hostet op med, så er der tale om et beløb, der svarer til cirka halvdelen af den sum, der blev indsamlet i Frankrig, efter at en gigantisk tsunami i 2004 havde ramt især Indonesien, Thailand, Indien og Sri Lanka og dræbt mindst 250.000. De private franske penge til genopbygningen af Notre Dame svarer samtidig til tre gange det beløb, der blev indsamlet fra de to historiske »Live Aid«-koncerter, der i 1985 skulle hjælpe sultofre i Etiopien, så hvad man ellers måtte mene om vigtigheden af det ene eller det andet eller det tredje, så har lysten til at støtte været stor. For ikke at sige enorm.

Og derfor kommer der til at ske noget med Notre Dame, det er de fleste franskmænd overbeviste om, men man skal ikke forhaste sig. Det skriver i hvert fald 1.170 konservatorer, arkitekter og professorer i et åbent brev til Emmanuel Macron, som Le Figaro bragte i denne uge. Erfaringen viser ifølge brevskriverne, at restaureringsprojekter af den aktulle størrelseorden, med eller uden skove, alternative lysindfald eller anden modernitet, typisk tager mellem 10 og 20 år. Derfor finder de grund til at advare. Eller som det også hedder i brevet:

»Man må ikke, i sin iver efter at skjule det hele bag en facade af effektivitet, glemme, hvor kompliceret hele det her projekt er.«