Sjovt selvpineri

Ikke nok med at Track & Field-arkademaskinen åd småmønter i en lind strøm, man fik også ondt i håndleddet af at spille det.

Seriøst ondt. Alt efter hvilken version, man fik fingrene i, skulle man enten spurt-trykke på en stakkels knap eller hive et lille joystick frem og tilbage i et uhyrligt tempo. Det var ifølge udviklerne Konami den rigtige måde at styre virtuelle atletikudøvere på. Og det var genialt. Når man kom hjem fra grillen og skulle stå ret over for sin mor, indikerede sveden på panden, at man havde været aktiv og ikke tilbragt (endnu) en dag foran de smukke, sorte kasser.

Sportsspil har siden da udviklet sig til en af de populæreste og bedst sælgende genrer overhovedet. Men mens Konami og EA hvert år kæmper om at sende det bedste, mest avancerede fodboldspil på gaden, så ser vi forsvindende få atletik-udgivelser. De er som oftest koncentreret omkring de olympiske lege, og de er for det meste elendige. Derfor er det en fryd at konstatere, at Track & Field trods sit simple koncept stadig er en sprinter i topformt. Det er fantastisk morsomt i det 10 minutter det tager at gennemføre spillet.

Der var andre krav til spil i 80erne. De skulle helst byde på konstant action, og de skulle være lette at gå til. I dag kræver spillere til gengæld snesevis af indstillingsmuligheder og 15 timers udfordring. Også selv om vi bliver trætte af de fleste spil efter 90 minutter.

Alligevel er Track & Field en god og billig løsning til festlige aftener, hvor vennerne er på besøg og skal »aktiveres«. Lige så fattigt, det er at spille med sig selv, lige så sjovt er det at lide sammen med sine venner, når man forsøger at slå rekorden i spydkast eller løbe hurtigere, end det er fysisk muligt. Der er ikke gjort ret meget ud af spillet i denne version ud over at opløsningen er hævet lidt, så man kan holde ud til at skue spillet på en stor fladskærm.