Sisyfos-projekt på Kongens Nytorv

Erkan Sedif gør alt, hvad han kan, for at give københavnerne is under skøjterne, men vejret driller.

Billedtekst: Mange københavnere valgte sidste år at fordøje julemaden med en skøjtetur på Kongens Nytorv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Lars Helsinghof

Traditionen tro forvandler Københavns Kommune vinteren over Kongens Nytorv til et sandt skøjtemekka. Således også i år. Men tingene glider ikke helt som ventet, for det milde vejr og de mange regnvejrstimer vanskeliggør arbejdet.

- Vi bygger is om natten, og om dagen regner det væk. Det er simpelthen frem og tilbage. Så det virker håbløst, men vi arbejder på det, siger Erkan Sedif fra kultur- og fritidsforvaltningen, der står for skøjtebanen på Kongens Nytorv.

Sidste år havde Københavns kommune de samme problemer, men i år ser det ud til, at vejret har strammet skruen en tand yderligere.

- Vi vander hver nat, for det er den eneste måde, vi kan få is på. Det er simpelthen for varmt om dagen, så vi kan kun håbe på køligere temperaturer, siger Erkan Sedif.

Det kan nu allerede lade sig gøre at spænde skøjterne på og løbe en tur på Kongens Nytorv, for den ene halvdel af banen er frossen og køreklar.

- Der er lidt mindre plads her i starten, men der kommer stadig mange mennesker. Især om aftenen er det helt vildt. Nu arbejder vi på af få is på den anden halvdel om nogle dage.