Simon Kvamm pegede på et hverdagsproblem. Pludselig var det en decideret lidelse

Ugen på kanten: Endnu en uge, endnu en række danskere, der kæmper en ulidelig kamp mod ikkeproblemer. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Simon Kvamm oplever, at folk synes, han ser sur ud. Et fænomen, han kalder resting bitch face. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag skal vi have de helt små violiner frem. De allermindste. Mindre endnu. Dem, der er så små, at man næsten ikke kan høre dem spille.

Uge 39 i 2021 viste sig nemlig at være ugen, hvor moderne offerkultur nåede bunden. Hvor voksne mennesker demonstrerede mageløse eksempler på, hvor meget tid, man kan bruge på at have ondt af sig selv.

Første levende billede er et eksempel på en tendens, vi meget gerne skal have lukket ned for hurtigst muligt. Det går således:

Kendis gør opmærksom på et almindeligt hverdagsproblem. Almindelig borger genkender sig selv i selvsamme hverdagsproblem. Almindelig borger kommer i fjernsynet for at fortælle om et hverdagsproblem, som pludselig er et meget stort og alvorligt problem.

Kendissen med et hverdagsproblem var i denne uge Simon Kvamm. Og her vil jeg skynde mig at sige, at Simon Kvamm ikke optrådte som selverklæret offer.

Han påpegede såmænd bare, at hans ansigtsudtryk ikke altid aflæses 1:1, som hans humør føles inde i ham selv. Om det brugte han udtrykket resting bitch face, som er en gammel, lidt kæk beskrivelse af folk, der ser misfornøjede ud, når de slapper af i ansigtet.

Mange kan nok spejle sig i det, og det kunne den helt almindelige borger Heidi Astrup også. Straks blev hun inviteret ind i de hyggelige omgivelser i »Go' aften live« for at tale om det, der nu blev kaldt en »lidelse«, sagt komplet uden ironisk distance.

Og der var nærmest ingen grænser for, hvor uretfærdig en lidelse resting bitch face er. Heidi Astrup fortæller om at have overvejet kosmetiske indgreb, om at have ondt i kæben efter at have tvunget sig selv til at smile og om at blive misforstået.

Ak og ve. Et uværdigt liv.

Nå, nej. Det er jo såmænd bare et livsvilkår, at vi ser forskellige ud. Og medmindre man i sin grundessens er en lallende jubelidiot, så er der tidspunkter, hvor man lægger ansigtet i folder, der signalerer andet end ubetinget pinocchiolykke. Hvor der er bånd, der binder én, og hvor man ikke ligner en megaloman cirkusdirektør eller Bubber på mdma.

Og det værste ved det hele er næsten, at Heidi Astrup faktisk ser enormt sød ud. Hun ligner et rart og varmt menneske. Så der er slet ingen grund til de sure miner over lidt sure miner.

Hvorfor stod det ikke i stjernerne?

I august måned lancerede DR programmet »Matchet på mælkevejen«. Her skulle et venindepar, Amalie Bendixen og Marianne Gellert, bruge deres mavefornemmelse og stjernernes placering til at parre unge, håbefulde singler i et datingprogram.

Programmet blev kritiseret ad flere omgange. Først for det noget forkyndende pressemateriale fra DR, hvori det var påstået, at astrologi rent faktisk virker. Senere for at være klippet lige kreativt nok, da »Detektor« kunne fortælle, at astrologivenindernes forkerte forudsigelser blev klippet ud af programmet.

Og nu har de to veninder taget bladet fra munden og fortalt til DR, hvordan de oplevede den komplet lødige kritik af deres ringe program og koncept: Som en »moderne hekseafbrænding«.

Som en kvik Twitter-bruger bemærkede: »Mon de i virkeligheden har ment heksejagt? Ikke at det ville være mere rigtigt, men det ville bare ikke være lige så forkert«. Det er jo ikke til at vide.

Men det er tilsyneladende kommet helt bag på de to kvinder, at alle ikke knuselsker deres hobby, og at der forventes en vis standard af licensfinansierede produkter. Man skulle ellers tro, de kunne have læst det i stjernerne.

»Jeg følte det lidt som en moderne hekseafbrænding, da der var et stort billede af mig på forsiden af B.T. Det er nok ikke så smart at sige, men det føltes sådan« siger Amalie Bendixen til DR om kritikken af programmet »Matchet på mælkevejen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Og hvor tror de to kvinder så, at den egentlig årsag til kritikken af deres program ligger? Selvfølgelig i deres køn og deres alder. For hvorfor forholde sig til kritik, når man bare kan lege offer og gemme sig bag, hvor hårdt det er at være qvinde med stort Q.

Undertegnede var selvfølgelig en af de kritiske røster i nærværende avis, og jeg er såmænd yngre end dem begge og også en qvinde, men det tror jeg ikke, de som sådan forholder sig til.

Den ene veninde, Marianne Gellert, siger: »Det her er måske farligt at sige. Men der er jo ikke noget nyt i, at det, der kommer fra unge, alternative kvinder, er blevet fortiet og begravet – eller ligefrem brændt.«

Og her knækker kæden komplet for mig. Føler de to veninder, at de er blevet fortiet eller begravet – eller ligefrem brændt – med den taletid de har fået i den store, flotte DR-artikel? Eller i deres eget DR-program om deres venindehobby?

Jeg tror næsten ikke, der er nogen i dansk mediehistorie, der har haft så meget skærm- og taletid med så få meritter og uden skyggen af ekspertise, talent eller relevans. Fortiet?

Kan du høre verdens mindste violiner spille for ugens mest stakkels, lidende stakler? Nej? Heller ikke jeg.