Sig noget pænt

Hvornår har du sidst sagt nogle anerkendende ord til din partner? Det er her, det hele starter, hvis du vil tage toppen af konflikterne og i stedet bane vejen for nærvær.

Foto: ERIK REFNER

Hvad er det, der gør, at man pludselig begynder at kaste sig over børnene, computeren, telefonen eller fjernsynet i stedet for at smide sin partner ned i sofaen, kigge hende eller ham dybt i øjnene og kræve nærvær nu? Hvorfor forandrer den forelskede og sensuelle kvinde sig til en sur og tvær mokke? Og manden til en indesluttet træmand, der gør alt, hvad han kan, for ikke være hjemme, fordi han ikke orker det?

Og hvorfor løber vi ind i de samme problemer, de samme magtkampe, de samme blindgyder uden at komme videre?

De spørgsmål har lægen og psykiateren Piet Draiby og cand. psyk. Kirsten Seidenfaden brugt en del år på at besvare. Ligesom de har fundet ud af, hvordan vi ved simple øvelser kan blive bedre til at leve sammen.

»Ofte ved vi ikke, hvordan vi skal vende en faretruende udvikling, som for alt for mange ender med at rive kærligheden i stumper og stykker. Vi ved ikke, hvordan vi skal lappe parforholdet sammen, og derfor foretager vi os ofte ingenting,« siger Piet Draiby.

»Selv om det står bøjet i neon, at parforholdet er truet, og selv om vi inderst inde godt ved, at det dyrebare, nemlig kærligheden, er ved at forsvinde ud af vores liv, så forholder vi os passivt, fordi vi godt ved, hvor stort et drama og tab, det er for både voksne og børn at skulle igennem et brud eller en skilsmisse.«

Sammen med Kirsten Seidenfaden, som Piet Draiby er gift med, driver han Center for Relationsfokuseret Terapi, hvor omkring 1.200 par de senere år har deltaget i weekendkurser eller fået privat terapi.

For nylig udgav parret bogen »Det levende parforhold«, der er en håndbog for par, som gerne vil arbejde med at udvikle kærligheden og gøre kontakten i parforholdet dyb og tillidsfuld.

Med undertitlen »Fra konflikter til nærvær« består bogen af forklarende kapitler, øvelser og eksempler fra det virkelige liv.

»Vi synes, vi har et positivt budskab, hvor mulighederne er enkle, og hvor man ikke behøver at gå i terapi i flere år eller måneder for at redde forholdet,« siger Kirsten Seidenfaden, der mener, at det helt grundlæggende handler om hele vores måde at opfatte hinanden på.

»Der er brug for at tænke mere anerkendende. Vi skal i langt højere grad blive bedre til at give plads til hinanden og til at se frustrationerne fra begge sider. At se forskellighed netop som en forskellighed og ikke som en fjendtlighed. Det kan være svært i parforholdet, fordi forskellighed ofte får karakter af modvilje, indtil man lærer at lytte, spejle og anerkende, hvad ens partner føler,« siger hun.

Og netop det at lytte, spejle og anerkende er de tre hjørnestene i at udvikle forholdet. Den terapiform, som Piet Draiby og Kirsten Seidenfaden har gode erfaringer med, og som bogen er bygget over, har de kaldt den Den Anerkendende Dialog med bærende elementer fra imagoterapien, der først og fremmest er en samtaleform.

Når Draiby og Seidenfaden har valgt at kalde deres metode for Den Anerkendende Dialog, er det fordi anerkendelse er det centrale begreb i deres måde at arbejde terapeutisk på.

»Samtidig er det en ny måde at tale sammen på. En metode, hvor man bliver i stand til at sætte sig i sin partners sted og lærer sig at se verden gennem partnerens øjne. Anerkendelse indebærer at kunne respektere, at partneren har andre versioner af virkeligheden end ens egen,« siger Piet Draiby.

»Når vi får anerkendelse af vores partner, føler vi os set, hørt, forstået og respekteret, som den vi er. Det giver ro og tryghed og er hele forudsætningen for forandring,« supplerer Kirsten Seidenfaden og nævner et eksempel på, hvordan man konkret kan arbejde på at udvikle sit forhold i stedet for at nedbryde det.

»Lad os sige, at Piet har en frustration. Han siger, hvad han er sur over. I stedet for at flygte, som jeg normalt ville have gjort, så går jeg over broen til Piet. Normalt ville jeg have trukket mig tilbage, fordi det ligger i min opdragelse fra jeg var barn og er et mønster, jeg har slæbt med mig ind i voksenlivet. Men jeg går over broen og tjekker, at jeg har forstået hans frustration rigtigt, at jeg er helt sikker på, hvad Piet er sur og frustreret over. Og så prøver jeg at sætte mig ind i hans sted, mens jeg forholder mig roligt. Jeg hører på hans historie og forsøger at gøre ham tryg ved at lytte,« forklarer Kirsten Seidenfaden.

»Allerede her er jeg kommet rigtig langt i at ændre min adfærd. Det lyder enkelt, er enkelt, men ikke desto mindre, så har vi så svært ved at gennemføre det, når det kommer til praksis. Det er en proces, der kræver opmærksomhed, tid og tålmodighed.«

Pointen er ifølge Piet Draiby og Kirsten Seidenfaden, at man ved at begynde på en ny adfærd over for sin partner, kan forbedre sit parforhold betydeligt. Man kan lære at leve sammen på en anden måde ved at respektere forskellighederne, og at ikke alle problemer kan eller skal løses.

Når klienterne kommer til Piet Draiby og Kirsten Seidenfaden blæser der som regel en stiv kuling af konflikter ind over forholdet, og ingen af partnerne kan finde ud af at komme i læ.

»Mange tror, nøglen til at komme ud af disse konflikter ligger hos partneren, som skal indse og lære et eller andet, før forholdet kan blive bedre. Men det er ikke sådan, det hænger sammen. I stedet skal man lære at værdsætte sine konflikter og hilse sine frustrationer velkommen, fordi det er her, kimen til forståelse, forsoning og forløsning ligger gemt. Energien i vores frustrationer skal netop bruges som springbræt til at komme fri af de magtkampe, der slider så mange parforhold op. For eksempel ved at bruge nogle af elementer, der findes i metoden, hvor man i højere grad anerkender hinanden,« siger Piet Draiby.

Men hvorfor er det, at skuffelserne, resignationen og magtkampen om, hvem der skal sætte dagsordenen derhjemme, får lov til at få sin faste plads på førersædet? Ifølge Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby er det sjældent kærligheden, der er sluppet op. Heller ikke, at partneren har forandret sig.

Den kritik og magkamp, der opstår i kærlighedens første år, kan være udtryk for barndommens uforløste bagage, der langsomt begynder at aktiveres og siver ud mellem sidebenene. Og jo, man skal tilbage – igen, igen – til barndommen, hvis der skal findes dybere forklaringer. Der er ingen vej udenom.

»I kriser kommer vi nærmest per refleks til at gentage nogle af de måder, vi forsvarede os med som børn i samværet med vores forældre og søskende,« forklarer Kirsten Seidenfaden.

»Sådan ser skyttegravskrigen ud, kanonerne køres i stilling, hver gang det trækker op til konflikt. Man tager alt, hvad der bliver sagt i kampens hede, så personligt, at man bliver slået helt ud af kurs, selvværdet sendt til Timbuktu, og de gamle mønstre kommer til syne,« siger Kirsten Seidenfaden.

»Når vi bliver utrygge og pressede, griber vi til vores gamle overlevelsesstrategier,« tilføjer hun.

Den gode besked er ifølge de to terapeuter, at der ikke er nogen grund til at gå i panik over det. At det er en naturlig udvikling, alle par må igennem på hver sin måde.

»Vi oplever, at mange par, der kæmper med konflikter, kan lære at bevæge sig fra frustration til forståelse. De bliver lettet, når der kommer ord og følelser på de fastlåste konflikter,« siger Kirsten Seidenfaden.

Den anden gode besked er, at det sjældent er for sent at redde et parforhold. Det er muligt at komme fri af de gamle vaner og mønstre og begive sig tilbage til start.

»Men det er klart, at der ikke findes noget quick fix. Der er ingen hurtige løsninger, når det handler om det gode parforhold. Det er og bliver et slow fix, der kræver vilje og tålmodighed,« siger Piet Draiby.