Sexscener fra DRs hitserie er røget ud på Pornhub

Producerne af BBC-serien »Normal People«, der også sendes på DR, har fået pornositet Pornhub til at fjerne flere sexscener, som var blevet downloadet ulovligt.

Daisy Edgar-Jones fra serien »Normal People«, hvis sexscener er blevet lagt op på pornositet Pornhub. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR

Den britiske TV-serie »Normal People«, der også kan ses på dr.dk, har fået den tvivlsommme ære at optræde på pornositet Pornhub med flere sexscener, som brugere ulovligt har downloadet og delt på siden.

Ifølge filmbranchebladet Variety har seriens producere forlangt, at Pornhub fjernede et 22 minutters sammenklip af forskellige sexscener, som var tyvstjålet fra serien. Kravet blev allerede torsdag efterkommet af Pornhub, men tilsyneladende dukkede samlingen af scener op på andre pornosider.

Seriens executive producer Ed Guiney siger til Variety, at han følte sig dybt skuffet over at se indhold fra serien optræde på Pornhub og kaldte det en krænkelse af ophavsretsloven.

»Desuden er det dybt respektløst over for de involverede skuespillere og holdet bag serien,« siger Ed Guiney.

»Normal People« er baseret på en roman af den irske forfatter Sally Rooney, og er blevet et regulært seerhit under lockdown. Skuespillerne Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal har hovedrollerne i seriens tolv afsnit om Marianne og Connells romance gennem flere år.

Seriens sexscener førte sidste år til, at den nationale irske TV-station RTÉ modtog 50 klager. Lenny Abrahamson, der har instrueret serien sammen med Hettie Macdonald, har forsvaret scenerne og påpeget scenerne »positive« skildring af sex.

Scener fra mainstreamfilm og TV-serier havner jævnligt på Pornhub, heriblandt scener fra de første dampende sæsoner af »Game of Thrones« og den danske film »Dronningen« med Trine Dyrholm.