Sexpionerens sidste tabu

Vi behøver ikke beskytte vores børn mod porno. Vi har ikke et overseksualiseret samfund. Og dem, vi ikke har lyst til seksuelt, tillægger vi ikke et sexliv. 85-årige Sten Hegeler er Danmarks ældste praktiserede psykolog og kæmper stadig mod vores forudfattede meninger til sex og samliv - og mod sit eget sidste tabu: Døden.

»Altså ensomheden kan man glemme, hvis man er i et godt forhold, og det er jeg. Men den lurer bagved. For selv i et forhold er der en ensomhed, som vi glemmer, fordi vi har det godt, og vi synes, vi har god kontakt med den anden. Det er det, man kalder sjælens uhelbredelige ensomhed« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

12-årige Sten Hegeler kikkede ud fra sit vindue i huset på Kastanievej på Frederiksberg en aften i 1935. I dag husker han i detaljer, hvad han så. Og ikke mindst, hvad der skete umiddelbart efter. Hans første gang. Husassistenten, den underskønne Inger med det blonde hår og det meget danske udseende, havde været i byen og stod og lirede foran gadedøren med sin forlovede. Da det trak op til noget alvorligt og intimt, sagde Inger tak for i aften og gik op.

»Hun skulle putte mig, og jeg havde ikke noget tøj på. Jeg kan huske, at vi legede ved at putte min tissemand ind mellem benene, så det så ud som om, jeg var en pige. Så vidt jeg husker, endte det med noget, der ligner samleje. Jeg var jo ufarlig for hende i modsætning til kæresten. Jeg var 12 år. Også dengang var jeg meget seksuelt interesseret.«

Familien havde forskellige husassistenter, der som Sten Hegeler husker »var fulde af service«.

»Når de klædte om, stod jeg altid og lurede. En anden gang var jeg 14 år. Det var oppe i Espergærde. Hver gang jeg gik forbi husassistenten, stak jeg lige nogle fingre op i skridtet på hende. Så hvinede hun henrykt.« Han laver et opadgående karatehug med hånden.

Sten Hegeler fortæller om episoderne med en selvfølgelighed, der vidner om, at han ikke opfatter det pædofile aspekt i oplevelserne som overgreb.

»Det var jo dejligt,« som han siger. »Men jo, hvis man med pædofili mener voksnes seksuelle interesse i mindreårige, så var hun det vel.«

Han henviser til sin nyeste bog »Jamen, altså!« fra foråret 2008, der i anekdoteform strejfer mangt og meget inden for al menneskelig aktivitet. Personligt og på samfundsplan. Her skriver han, at de fleste mennesker som børn har oplevet seksuelle tilnærmelser fra voksne, hvorefter han ganske kort beskriver oplevelsen med husassistenten og to andre med tanter, der blottede sig for ham, den ene under påskud af at vise ham sine blå mærker, den anden for at vise ham nogle loppestik et godt stykke over kanten på silkestrømperne. Det lille kapitel har overskriften: Tre pædofile kvinder? (læg mærke til spørgsmåltegnet) og slutter med: »Jeg har dem alle tre i kærlig erindring«. En klassisk Sten Hegeler-kindhest til vores gængse opfattelse af ret og vrang i sexlivet.

Sten Hegeler er og har ikke kun været frisindet privat. Siden han blev uddannet psykolog i 1953, har han haft én agenda: At opdrage danskerne til mere frisind og pille vores værste fordomme og seksuelle fjendebilleder af os. Mapperne med noter til foredrag i hans reol vidner om, at han, »sexguruen«, »pornosvinet«, og hvad han ellers er blevet svinet til med, har været ude i de fleste afkroge af seksualiteten med sin pegepind: »Sexologi«, »Prævention«, »Handicappede og sex«, »Narko«, »Børn har sex«, »Porno«, »Homosex«, »Transvetisme«. En anden reol er proppet med en undersøgelse af mænds seksualitet, han lavede i 1975. Der har de stået i plasticposer og samlet støv lige siden. Tager man et tilfældigt ark ud, kan man læse: Hvor gammel var De, da De for første gang havde samleje med en pige?

»Der lavede vi en fejl,« kommenterer Sten Hegeler, »for der var nogen, som svarede: Jeg har aldrig været i seng med en pige. Jeg har kun været i seng med min kone.«

Til sidst i skemaerne kunne mændene skrive eventuelle tilføjelser og kommentarer. Sten Hegeler husker en mand, som skrev, at han aldrig havde været i seng med en pige, aldrig været gift og aldrig kendt nogen kvinder. Han var 89. Til allersidst skrev han: »Mange tak, fordi De sendte mig skemaet. Nu vil jeg gøre noget ved det.«

 

Sten Hegeler anviser den sorte lænestol, hvor hans klienter i mere end 50 år har siddet og fortalt om deres liv og traumer. Han tænder sin pibe for titusinde gang denne formiddag. Den er røget skæv af alt for mange stop. Han bakker på den, og lyden af den glødende tobak knitrer. På det lille bord mellem os: En skål med lavendler. En Freud-dukke. Æteriske olier. 10-20 lightere. Et fyrfadslys placeret under et glas vand skal give lokalet lidt luftfugtighed, fordi der aldrig bliver luftet ud. Tobaksfnuller. Et askebæger. Dette er et bord, der bliver brugt. Ikke af en bedaget herre med blød hat og cerut, men af en mand, der går nøgen rundt, når han er alene. En 85-årig frisindskæmper med et, efter eget udsagn, velfungerende sexliv med sin tredje kone, der er 23 år yngre end han selv og også psykolog. En mand, der tager 1.000 kr. for 45 minutter, har en datter og en søn, der begge er værtshusholdere og, hvorom alle, der har hørt, jeg skulle besøge ham, siger: Er Sten Hegeler SÅ gammel?

For mange voksne mennesker har Sten Hegeler altid været derude et sted. I dag sidder æresmedlemmet af Dansk Psykolog Forening stadig i sit produktive otium og fortæller og giver gode råd om samlivet til danskerne, når han da kan kile det ind mellem de klienter, han har tre gange om ugen. For nylig holdt han nøgenforedrag i Frederiksberg Svømmehal, som afslutning på Golden Days, om sex og opfattelsen af pikken gennem tiderne. Adgangskravet var, at tilhørerne, som han selv, smed tøjet. Arrangørerne havde spurgt adskillige andre oplægsholdere. Kun Sten Hegeler turde trodse sin egen forfængelighed. Generthed vil han ikke høre tale om.

I princippet gør han det samme i dag, som da han sammen med sin kone gennem 25 år, nu afdøde (1996) Inge Hegeler, i årene 1967-1971 skrev deres omstridte og succesfulde sex- og samlivsbrevkasse i Ekstra Bladet. Det siges, at oplaget steg med 60.000, de mandage »Spørg Inge & Sten« var i bladet. Han huskes stadig for sine banebrydende seksualoplysningsbøger »Hvordan, mor?« fra 1948 og »Kærlighedens ABZ« (1961), skrevet sammen med konen Inge. En epokegørende bog på den tid, der ved udgivelsen blev anmeldt for pornografi, men senere gik som varmt og vovet brød verden over. Her kunne en chokeret og videbegærlig samtid læse om klitorisorgasme, prævention, kærlighed, den første gang og meget, meget mere. »Vi hører ikke for meget om sex. Vi hører forkert om sex,« sagde de. Den rene porno-snak i begyndelsen af 1960erne og stadig Sten Hegelers mantra.

Frisindets nestor har også taget sin opdragende tørn i mere påklædte dele af samfundslivet. Som direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne, som medudvælger af ulandsfrivillige under Mellemfolkeligt Samvirke, redaktør af forbrugerbladet Tænk og som forfatter til slanke-, børne- og mandebøger.

Sten Hegeler er også gået mere direkte i flæsket på den offentlige mening. Som da han til en avis udtalte, at man ville undgå mange lemlæstende overgreb på børn, hvis man ikke så nådesløst kriminaliserede og jagtede de pædofile, der af angst for at blive pågrebet, ofte gik over gevind, og han sagde lige ud: Slap af! da AIDS-panikken i 1980erne var på sit højeste. Uanset om man kan lide hans provokationer og usentimentale frisind, så er der i brede kredse enighed om, at Sten Hegeler har været pioner for danskernes frisind på samme måde som Axel Axgil (redaktør og stifter af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske), Maria Marcus, psykoterapeut (forfatter og medstifter af SMil) og Preben Hertoft (psykiater, klinisk psykolog og stifter af Rigshospitalets Sexologiske Klinik).

Koger man hans talent ned, så har manden med den mørke og »tilbagelænede« stemme og den næsten skræmmende nøgternhed haft en udsøgt sans for folks behov. Han har set et hul i markedet, som en investeringsrådgiver ville sige, skrevet bøger om det med konkrete råd og afslappet næsten populistisk attitude og dermed gjort mangen en teenager og kysk opdraget dansker klogere og bidraget til, at tusindvis af mennesker har kunnet sove bedre om natten velvidende, at de ikke var alene om deres lyst og tilbøjelighed. Hvad enten de var transvestitter, nymfomaner eller mainstream onanister.

»Du kan se, det er hele tiden noget med: Der mangler noget der og der,« siger han og peger med hånden. »Jeg overvurderer ikke min betydning, men det sker engang imellem, at der kommer en hen til mig og siger: Tak, fordi du har hjulpet mig med det eller det.«

Han bakker på sin pibe igen og konstaterer: »Du kan ikke stille mange spørgsmål, som jeg ikke har fået før.«

Han har sikkert ret, men skal for en god ordens skyld have en af de gamle travere igen:

Har vi et overseksualiseret samfund?

Med rolig næsten distræt stemme svarer han som en far, der er træt af altid at forklare sin søn de mest indlysende ting, at det har man jo altid klaget over. Han var der selv: I 1920erne, 30erne, 40erne, 50erne, 60erne, 70erne, 80erne, 90erne – nærmest altid.

»Det er noget pjat at tale om det overseksualiserede samfund, og det er ikke børnenes problem. Det er forældrenes, fordi de ikke har oplyst ungen ordentligt.«

Børn skal ikke se porno og den slags?

»Hvorfor ikke? Det er dig, der vurderer det som vulgært. Altså hvis du levede omkring år 1900, så ville du sige: Det barn må ikke se det flygelben, for det ligner et bart dameben, og vi må give det skørt på.«

Der er forskel på et flygelben og en stor pik?

»Ikke hvis du ser på det på den måde, man gjorde i 1900. En ankel på en dame var forargeligt. Hvorfor må et barn ikke se, hvordan en tissemand ser ud, når den bliver fyldt med blod, vil en Marsmand spørge, og bagefter vil han høre, hvad det er for nogle røde streger, vi har på landkortene. Du vil få svært ved at forklare ham, hvad grænser er, eller hvorfor der er en bh over damernes bryster.«

Sten Hegeler har en anden kæphest. Den mangelfulde seksualoplysning i skolen. Roden til alt ondt.

»Man gjorde den fejl, at man lavede en lov, der hed: Nu skal børn have seksualoplysning. Man lavede ikke en lov, der hed, at nu skal lærerne lære at give seksualoplysning. Det er jo ikke morsomt, hvis eleverne spørger: Frøken, har De nogen siden prøvet at få slikket fisse? Så kan du godt forestille dig, hvordan en lærer vil reagere.«

Hvad har det gjort ved os?

»Det medfører, at alle de piger, der har fået at vide, at deres sexliv skal være sådan, at deres mænd brøler af fryd, så det lyder som en ko, der er ved at drukne i en mose, at de tænker: Var det det hele? Og så ligger vi der, mand og kvinde, og vi passer ikke sammen. Der er sjusket med os. Altså: En kvinde, der ligger og ikke har fået noget ud af et samleje, hun har tre muligheder. Den ene er, at hun tror, det er hende, der en frigid spand. Der må være noget i vejen med mig. Den anden er: Det er nok ham. Den er ikke stor nok. Han kan ikke blive ved længe nok. Den tredje mulighed tænker de ikke på. At Gud har svigtet. Gud har sjusket med sammenføjningen af de to og sagt, at bare manden får den indenfor og laver sæd, så kommer der nok børn ud af det. Så skide være med kvindens tilfredsstillelse. Hvad der er gået i graven af kvinder, der aldrig har fået noget ud af sexlivet. Du gør dig ikke begreb om det. Hvis man så tilmed kastrerer dem – vi snakker jo så ophidset om de omskæringer af kvinder, der sker rundt omkring i verden. Vi tænker ikke på, at vi også har omskåret vores kvinder via opdragelsen. Vi har bare gjort det psykisk. Kvinders seksualitet er i virkeligheden langt større end mænds. Jeg har personligt oplevet en kvinde, der på en halv time kunne få 70-80 orgasmer. Det er der jo ingen ung mand, der kan præstere. Masser af kvinder kan få fire, fem, seks, syv orgasmer, inden de er udmattede. Det fortæller noget om, at der er et potentiale hos kvinder, og det er der fra fødslen. De fødes mere seksuelle end mænd. Og så kommer opdragelsen og gør det krudt, de fødes med, vådt, så det ikke futter af.«

Indretningen af vores seksualitet begynder allerede ved mors bryst, mener Sten Hegeler. Når den grådige babypige får et: Så, så – ikke så hurtig, og babydrengen får et: Du er vel nok en vildbasse.

»Det er det, omskæringen går ud på. Jeg så engang nogle mødre samlet omkring en lille nyfødt dreng. Moderen havde vasket ham og skulle give ham ble på, så bøjer hun sig ned og tager hans tissemand i munden og siger bububububu. Og så fnisede de andre. Prøv lige at bytte om på situationen med en far og en datter. Så henter man den nærmeste politibetjent.«

Hvordan har vi det seksuelt i dag?

»Ikke godt nok. Der er ikke sket så meget på de fronter, som jeg gerne ville have. Når mænd er sammen, snakker de om, at de ikke får nok derhjemme. Der fødes stadigvæk børn uden, at kvinderne har oplevet at få udløsning sammen med manden. Der er ikke sket så forbandet meget, siden jeg og Inge skrev vores brevkasse i Ekstra Bladet. Tolerancen er godt nok blevet større, og de homofile har fået lov at lave registrerede parforhold, men vi mangler stadig, at de får lov til at gifte sig i en kirke. Så har vi haft AIDS, som udviklede et fantastisk hysteri. Jeg kan huske, jeg skrev nogle kronikker om det og prøvede at gå imod hysteriet. Og straks blev jeg beskyldt for at slå unge ihjel med AIDS.«

En af de ting, den erfarne psykolog videregiver som »en af de lærdomme, jeg har samlet op« er »sund egoisme«.

»Det betyder at sørge for, at jeg selv har det godt. Så får jeg et overskud, så jeg kan være noget for andre. I modsætning til den husmor, som siger: Min mand har det godt, mine børn har det godt. Altså har jeg det godt. Jeg forsøger at få mine klienter til ikke at føle dårlig samvittighed – det er noget, der plager mange mennesker. Dårlig samvittighed bruger vi som betalingsmiddel. Hvis jeg lover at have dårlig samvittighed, så er det ikke så slemt, det jeg har gjort.«

Prisen Hegeler har betalt som selvvalgt provokatør med spidskompetence i at ryste vores indgroede holdninger til sex og samliv, skal han lede længe efter. Han holder en pause og tænder piben igen.

»Jeg har ikke betalt en pris, der har betydet noget for mig. Men jo, der har da været folk som det par, Inge og jeg mødte på Strøget engang: Føj for satan – der er de to pornografiske svin, sagde de. Den slags. Folk ville skyde og hænge os. En dag ringede en mand på døren. Han havde et oversavet gevær med og ville skyde mig. Da jeg så gik ud til ham, begyndte han at græde.«

Sten Hegeler viser rundt i sin mørke lejlighed, der ikke bærer præg af kvindelig pertentlighed. Hans kone kommer kun hver uge, »det er godt at savne hinanden,« som han siger han. Her er et fantastisk rod fuldt af minder og gamle bøger og tingeltangel. En lirekasse, original kunst, gul af nikotin, »skide være med det,« er hans kommentar. Tværs gennem rummet ved siden af køkkenet løber en snor, hvorpå han har hængt plasticposer med udklip, udkast til foredrag og noter til idéer. Han ejer ikke en computer, men hans gamle skrivemaskine står klar. Soveværelset er mørkt som en hule med nedrullede gardiner. Over sengen kan man skimte et stort sort/hvidt fotografi af en gruppe nøgne mennesker med en vel rigelig kønsbehåring stillet op som et fodboldhold. Det er hans studerende fra engang i 1970erne. Lejligheden er det nærmeste, en privat bolig kommer en marskandiserbutik tilsat hjemlig hygge. Han leder forgæves efter Poul Henningsens og Ove Brusendorffs firebindsværk »Kærlighedens billedbog« fra 1960. Han vil vise, at han ikke har sine kæpheste fra fremmede. Og historien er god.

Sten Hegeler voksede op med en mor, der var grossist i te og en konservativ kongetro far, der var kriminalbetjent. Moderen beundrede, af gode grunde skulle det vise sig, tidens kendte kulturradikale og frisindede samfundsrevser, arkitekt og forfatter, Poul Henningsen. Hun var selv frisindet forstået som fordomsfri, uden at det dog gav sig udslag i overdreven nøgenhed eller snak om sex. Hun havde PHs bøger og samlede alt, hvad han skrev, i en udklipsbog og lod sin lærenemme søn læse med. Sten Hegler var, både i skolen og hjemme, en modig og stærk dreng, og som han selv husker, uden enebarnets forkælede attitude. Han stod ofte skoleret på rektors kontor for at have lavet ballade, og han var den eneste, der turde gå op til samme rektor for at bede om snefri. Det var ham, der en dag spurgte sin mor, om han måtte få en 25-øre. Moderen spurgte: Til hvad? Den kække dreng svarede igen: Til at gå på bordel for. Så får du ikke en 25-øre, svarede moderen, hvorefter han i arrigsskab tog en ketchupflaske og smadrede den mod kakkelovnen og uden at kny selv tørrede op.

Da sønnen var 11 år gammel, forlod hans far familien uden at det, så vidt Sten Hegeler husker, betød et kæmpe afsavn, frustration eller drilleri i skolen. Ud af det blå og ind i det fattige hjem dukkede Poul Henningsen op, som fremover hver juleaftensdag inviterede ham og moderen på restaurant Frascati på Rådhuspladsen. Det blev en fast tradition, og efter sin egen skilsmisse og nye giftermål blev samværet med Sten Hegeler og hans mor mere åbenlyst, selv om det var en offentlig hemmelighed i 1940ernes København, at selveste PH var den unge mands biologiske far.

»Jeg er ligesom opdraget i hans ånd. Du ved – man tænker jo ikke over det, når det sker en gang om året. Men da jeg så blev 28 år, tænkte jeg: Det er sgu da besynderligt, og siger så til min mor: Hvorfor fanden interesserer PH sig så meget for mig og dig? Er det fordi, han er min far? Samme dag ringede min mor til PH og sagde: Nu ved han det. Så svarede PH: Hvad rager det ham? Det syntes jeg jo var underligt, for det var jo mig, der var hovedpersonen, syntes jeg. Og så snakkede vi lidt sammen i telefonen.«

Sten Hegeler har svært ved at sætte ord på, hvad opdagelsen af hans biologiske far betød og har betydet for ham. Hårdt presset siger han med en sjælden personlig begejstring:

»For satan da, det var stort og vidunderligt. Jeg forstod pludselig, hvorfor jeg ikke brød mig om min far og hans familie. Han var ikke værd at samle på. Jeg følte mig meget mere i slægt med Poul Henningsen. Det var en far, jeg kunne lide, og det gav mig en ny selvtillid, selv om det måske ikke havde været så harmonisk at have ham tæt på. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke skrev ned i de dage, hvor det gik op for mig, at han var min far. Et væld af tanker og følelser vældede op i mig. Puslespillet faldt jo på plads.«

Han lyder ærligt stolt over, at æblet ikke er faldet langt fra stammen.

»Jeg kan huske, min daværende kone, Inge, og Poul Henningsens kone, Inger, engang sad og hviskede sammen om, hvordan vi var seksuelt. Det viste sig, at der var lighedspunkter... Han hadede fluer. Det gør jeg også. Jeg har sådan en elektrisk ketcher, hvor de bliver stegt. Det er dejligt.«

 

Vi har siddet ved bordet i den rodede stue den sidste halve time. Mens vi zig zag’er gennem rodet tilbage i klientværelset, understreger Sten Hegeler igen, hvor meget det ærgrer ham, at han aldrig, mens det foregik, fik nedskrevet sine tanker og følelser om den frisindede Poul Henningsens indtog i sit liv. Et frisind, den kendte danskers »uægte« søn stadig har som drivkraft.

Du har kaldt døden for dit sidste tabu?

»Ja, den viger jeg noget tilbage for. Jeg er jo konstant den ældste i alle de forsamlinger, jeg er i. Det er en lidt uhyggelig tanke, for man får fornemmelsen af, at man er den næste, der ryger ud over kanten. For hvad er der bag den kant? Der er en uvished i det, som... Jeg håber meget på, jeg vågner op og er død. Altså den der med: Han er død efter længere tids sygdom. Det er ikke sjovt...«

Han har ikke noget imod at blive gammel, siger han, men ser egentlig ikke sådan ud. Han kan blive helt indigneret over, at hans jævnaldrende falder fra en efter en. »Det kunne de sgu ikke være bekendt,« siger han uden ironi eller smil.

Kan du mærke ensomhen?

»Altså ensomheden kan man glemme, hvis man er i et godt forhold, og det er jeg. Men den lurer bagved. For selv i et forhold er der en ensomhed, som vi glemmer, fordi vi har det godt, og vi synes, vi har god kontakt med den anden. Det er det, man kalder sjælens uhelbredelige ensomhed. Den ligger der bagved. Altid. Jeg tror, det er den samme hele livet. Også når man bliver gammel. Men der vil komme yderligere ensomhed til, når jeg bliver 115. For så er alle dem, jeg kender, døde.«

Den gamle psykolog er selvsagt ikke ung længere. Når han henter sin hostesaft på en hylde, sker det i astadigt tempo. En forkølelse har tæret på ham, og han er først nu ved at komme sig efter en prostataoperation for to år siden, hvor der stødte komplikationer til. Han er stadig udmattet af at have skrevet sin sidste af i alt 27 bøger, der udkom i foråret, men tager en daglig tur op på 4. sal, står og pruster lidt og går ned igen, for at holde gang i kroppen. I dag har han en gruppe venner, som han blandt andet spiller poker med. De er i 60erne, »de rene vårharer«, som han siger.

Smilet er der stadig, omend sarkastisk, da han for at illusterere samfundets fordomme over for ældre mennesker, fortæller om en undersøgelse, han engang forsøgte at lave sammen med sine studerende på psykologistudiet på Københavns Universitet. De sendte 30 spørgeskemaer om sex ud til plejehjem på Fyn og bad personalet dele dem ud til de gamle.

»De 28 svarede overhovedet ikke. Den ene, der svarede, klagede til kommunen over det sjofle spørgeskema. Men det var ikke spor sjofelt, det var meget sagligt. Den anden, og nu skal du lige holde dig fast i armlænet, sagde, at de gerne vil udlevere skemaerne til de gamle, de skulle bare lige have de gamles børns tilladelse.«

Han husker nogle af spørgsmålene: »Hvis du har en kone, der kommer på besøg, har du så mulighed for et seksuelt samliv? Hvis du forelsker dig i en af de andre beboere, har I så mulighed for seksuelt samvær?«

Piben er gået ud. Han tænder den demonstrativt igen. Som forklaring på vores aversion mod at forbinde gamle og sex, fortæller han om endnu en undersøgelse, han og hans studerende lavede blandt unge mellem 20-30 år. Om de troede, deres bedsteforældre havde sex? Alle svarede nej. Om de troede, deres forældre stadig havde sex? Flere regnede bagud, at de havde en søster på 11, så det måtte forældrene jo have haft sex for 11 år siden. Hvornår de troede, de selv ville holde op med at have sex? Aldrig, lød flertallets svar.

»Der er en mangel på logik her, kan du se. En ven sagde meget klogt til mig engang: Dem, vi ikke har lyst til seksuelt, dem tillægger vi heller ikke et sexliv. For eksempel de gamle, de handicappede eller børn. Det er en projektion af en slags.«

Hvorfor er det vigtigt med alt det frisind?

»Det siger vel sig selv. Fordomme skiller os ad. De fjerner os fra hinanden.«

Hvordan har vi det så i dag?

»Ikke så godt. På fem millioner år er vi ikke blevet en skid klogere eller bedre til at leve sammen. I parforhold eller nationer imellem. Det er sgu da sørgeligt. Det seksuelle er stadig et problem. At slanke sig er et problem. At komme af med sin vrede er et problem. Alt det er vi fælles om. Det mærkelige er jo, at alle dem, der sidder her i stolen ligner hinanden, ligesom alle ansigter ligner hinanden. De har alle sammen en næse, to øjne, en mund og en pande. Alligevel er de forskellige. Det er sådan set det, jeg kan sige om det. Og så har jeg altså taget og snakket om næsen og øjnene og panden...«

Hvad er det vigtigste, du har lært om mennesker?

»Det har nok snarere været en overbevisning. Jeg tror ikke, der findes onde mennesker. Men kun mennesker, der gør noget ondt. Det er måske mere et motto. Det er ikke sikkert, det er rigtigt, men det håber jeg. Jeg husker en pølsemand ude på Køgevej. Han havde banket sin søn over fingrene med en bøjle af bøgetræ. De slår som regel ret godt... Han havde selv siddet i fængsel og fået bank af sin far. Det endte med, at jeg fik ham til at love at forhøje drengens lommepenge. Det var jeg ret stolt af.«

Han kradser det øverste lag brændte tobak ud af piben, tænder den igen og bakker på den med mange små sug. Gløden kæmper for sit liv.

»Vil du have lidt af det her?« Sten Hegeler tager en af de små flasker på bordet og drypper nogle dråber på min hånd og beder mig slikke det op og trække vejret gennem munden. Den ekstremt stærke japanske pebermynteolie får munden til at snøre sig sammen og varer ved længe efter, at interviewet er slut.

»Jeg kalder det min problemfjerner. Lige nu har du ikke andre problemer end den forbandede pebermynte.«