Sex and the City vender tilbage som tv-serie under nyt navn

Tre ud af fire af storbyveninderne fra »Sex and the City« vender tilbage på skærmen, melder HBO Max.

Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis vender tilbage i rollerne som storbyveninder i New York, mens Kim Cattrall udebliver. (Arkivfoto) Max Nash/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Den populære tv-serie »Sex and the City« vil blive genoplivet på streamingtjenesten HBO Max.

Det skriver tjenesten i en pressemeddelelse søndag aften lokal tid.

Serien med den nye titel »And Just Like That« vil bestå af ti episoder med Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis tilbage i rollerne som storbyveninderne i New York.

Parker spillede hovedperson og klummeskribent Carrie Bradshaw i serien, mens Nixon og Davis spillede hendes bedste veninder, advokaten Miranda Hobbes og kunsthandleren Charlotte York

Kim Cattrall, som spillede den seksuelt frigjorte publicist Samantha Jones, bliver ikke nævnt i stjernecastet af HBO.

Den nye tv-serie vil følge de tre kvinder, der navigerer i kærlighed og venskaber som midaldrende.

HBO har ikke offentliggjort premieredatoen, men siger, at produktionen er planlagt til at starte i New York City til foråret.

Sarah Jessica Parker har delt en trailervideo til serien »And Just Like That« på sin Instagram-profil søndag.

Den korte video er en montage af klassiske New York-optagelser med klip til billeder af Carrie Bradshaws ikoniske computerskærm, hvor en sætning bid for bid dukker op: »And Just Like That« og »The story continues«. Eller på dansk: »Og bare sådan... Historien fortsætter«.

»Jeg voksede op med de her karakterer, og jeg kan ikke vente med at se, hvordan deres historie udvikler sig i det nye kapitel med ærlighed, spænding, humør og den elskede by, der altid har defineret dem,« udtaler Sarah Aubrey, indholdsdirektør hos HBO Max, i meddelelsen.

Den originale serie »Sex and the City« blev baseret på Candace Bushells roman fra 1997. Serien havde premiere i 1998 og kørte i seks sæsoner.

Siden er der blevet lavet to film med veninderne, der udkom i 2008 og 2010.

I 2013 havde spinoff-serien »The Carrie Diaries« premiere. Den kørte i to sæsoner.

/ritzau/AFP