Sensationel afsløring: Danmark var ved at blive opslugt af en skandinavisk union og få en svensk konge

Historikeren Rasmus Glenthøj har skrevet en mammutbog om Danmark i midten af 1800-tallet. Han har befriet historien for et nationalt tunnelsyn og argumenterer for, at Danmark næsten blev en del af en skandinavisk union med den svenske Karl 15. som konge.

Rasmus Glenthøj, dansk historiker med speciale i 1800-tallets danske historie. Forfatter til bogen »Konfliktzonen Danmark« sammen med Sissel Bjerrum Fossat og Lone Kølle Martinsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har for vane rutinemæssigt at tro, at sådan, som historien udviklede sig, var uundgåeligt.

Derefter finder historikerne rationelle årsager til, at historien nu engang gik, som den gik.

Vi tror derefter, at historiens gang var bestemt på forhånd og ihvertfald resultatet af en mængde gode årsager, som gør andre resultater usandsynlige.

Men i en ny bog, »Union eller undergang«, af den danske historiker Rasmus Glenthøj og norske Morten Nordhagen Ottosen, forsøger de to historikere at tænke ud af det, som de kalder »det nationale jernbur« og forestille sig alle de andre muligheder, der var i 1800-tallet for alternative virkeligheder.

Rasmus Glenthøj er historiker med speciale i 1800-tallets danske historie. Med sin nye bog sammen med den norske historiker Morten Nordhagen Ottosen argumenterer han for, at skandinvismen kunne være blevet til virkelighed, og Danmark derved opslugt. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

En alternativ historie

For hvad hvis historien havde givet et helt andet resultat? Hvad hvis Danmark ikke havde overlevet som selvstædig stat i midten af 1800-tallet, men var blevet en del af en skandinavisk union?

Eller hvad hvis svenskerne og nordmændene som lovet havde sendt soldater til Sønderjylland i 1864 for at kæmpe med danskerne mod Preussen?

Var vi så kommet rigtigt pænt ud af 1864-krigen?

Eller hvad hvis de skandinaviske unionister havde haft held planer om at styrte Christian 9. og erstatte ham med den svenske konge Karl 15.? Havde vi så haft en Bernadotte som konge over Skandinavien?

Du skriver, Rasmus Glenthøj, at mange danske historikere er fanget i et »nationalt jernbur«, der gør dem blinde over for alle mulighederne i 1800-tallet, hvor det ikke var sikkert, at enderesulatet ville være en dansk stat?

»Mange danske historikere har haft et tunnelsyn, hvor enderesulatet med nationalstaterne Danmark, Norge og Sverige opfattes som det naturlige. I virkeligheden bør man som historiker gøre det modsatte, nemlig at sætte sig ind i fortidens mange muligheder og være åben over for, at enderesulatet kunne være blevet anderledes.«

Det er vel et generelt fænomen, at både historikere og andre mennesker i alle forhold opfatter nutidens tilstand som det naturlige og skubber andre muligheder til side?

»Ja, det er rigtigt. Det er et alment fænomen, og alle historikere falder i gryden. Men i vores bog forsøger vi ikke alene kontrafaktisk at forestille os andre udviklingsmuligheder – vi er dybt ned i arkiverne for at dokumentere, at den skandinaviske union var en åbenlys mulighed.«

Alt kunne ske i Europa. Riger blev samlet, og landegrænser flyttet. Illustrationen illustrerer denne tilstand meget godt, for den viser franske styrker, der går i land i på Ålandsøerne i 1854. Landgangen var et forsøg på at vinde Sverige til en alliance. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Unionsplanen var ikke et fantasifoster

Er der en fare for, at I i jeres iver efter at dokumentere unionen overdriver dens betydning?

»Det er en åbenlys risiko, og vi har været os det bevidst under hele processen, hvorfor vi da også repræsenterer modargumenter mod vores egen hypotese og indgående behandler modstandernes synspunkter gennem hele bogen. Vi er ikke skandinavister. Vi ønsker blot at forstå fortiden.«

I tiden efter 1864-krigen blev den skandinavistiske union og bestræbelserne for at samle Skandinavien gjort til et fantasifoster udklækket i ungdommelige studenters hjerner. I gør op med den vurdering?

Selv om den svenske kong Karl 15. havde lovet at sende 20.000 soldater for at hjælpe Danmark i 1864, kom de aldrig. Men mange frivillige meldte sig fra både Sverige og Norge for at hjælpe. Her ses et korps under kommando af kaptajn Christian Aarøe. I korpset var mange svenske og norske frivillige. Kaptajnen var iøvrigt en ivrig skandinavist, der hadede kong Christian 9. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

»Ja, i høj grad, for vi kan dokumentere, at ikke alene samlede den nordiske tanke store grupper af studenter og politikere bag sig, men også internationalt var førende politikere som Frankrigs Napoleon 3. og Preussens Bismarck varme tilhængere af tanken. Man skal forstå, at den politiske situation i Europa var helt åben. Italien var opdelt i småriger, men blev samlet, og Det Tyske Forbund, som også bestod af små uafhængige områder, blev ligeledes samlet. Der var en tendens til, at nationale enheder blev større, og at små lande havde svært ved at overleve på et kontinent, hvor der konstant var trusler og krige. Derfor var et samlet Norden ønskeligt.«

Du fremhæver Bismarck som tilhænger af en sådant samlet Norden, men hvad var hans interesse i det, for han ville så have en stærkere fjende i det nordlige? Bismarck bankede jo Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Så hvorfor skulle han have brug for et forenet Norden?

»Vi kan dokumentere, at Bismarck konsekvent og aktivt arbejdede for enten et Storsverige eller et samlet Skandinavien både før, efter og under 1864-krigen. Bismarck så et forenet Norden som en fremtidig alliancepartner, der blandt andet skulle sikre mod et fjendtligt Rusland. Og i denne periode kunne han ikke vide, at han ville gå sejrrigt ud af sine opgør med Østrig og Frankrig. Men foruden Bismarck arbejdede Frankrigs Napoleon 3. og Italien også aktivt for et forenet Skandinavien.«

Den danske kong Frederik 7. og den svensk-norske kong Karl 15. mødtes flere gange for at lægge planer om en skandinavisk union under Berndotterne. Her ses Karl 15. afsejling efter kongemødet på Kronborg i 1860. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Men hvad var Bismarcks  interesse i nærområdet i et forenet Skadinavien?

»At løse konflikten om hertugdømmerne på en måde, som Frankrig og Storbritannien kunne acceptere, og som sikrede ham Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Og så at gøre Skandinavien til en nyttig og kontrollerbar allieret imod Østrig og især Rusland.«

De var fulde til hver forhandling

Et ting er den udenrigspolitiske situation, men afgørende er vel de interne forhold i Danmark og Sverige-Norge, som jo var i union med hinanden siden 1814?

Både Frederik 7. og Karl 15. drak gerne og meget. Faktisk var Frederik stort set fuld hele tiden. Og ingen af dem var, ifølge Rasmus Glenthøj, kompetente politikere. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

»Ja og der kan vi klart dokumentere, at førende politikere i Danmark arbejdede aktivt for en skandinavisk føderation, herunder statsministrene C.C. Hall og D.G. Monrad og indenrigsministrene Orla Lehmann og Hans Rasmussen Carlsen. Desuden arbejdede Frederik 7. af Danmark, Oscar 1. af Sverige-Norge og hans sønner, Karl 15. og kronprins Oscar (Oscar 2.), for skandinavismen. Det står helt klart, at de ville have et nært samarbejde og gerne en union, hvor man dog beholdt nationale parlamenter, men altså var sammensluttet.«

Men den danske Frederik 7. og den svenske Karl 15. var jo jævnligt fulde, og kan man tage deres udsagn til indtægt for ret meget?

»Ja, de var ikke bare jævnligt fulde, for Frederik 7. var jo fuld stort set hele tiden. Men derfor kan man have tillid til deres udsagn, for unionsplanerne blandt ledende folk var konsekvente fra 1830erne og frem til 1865. Den var en integreret del af politikken frem mod 1864 og førtes frem af vore mest betydningsfulde danske politikere, så det kan man ikke efter 1864-nederlaget blot skubbe til side som et fantasifoster.«

En af faktorerne, der drev dem, var vel en union, der kunne stå op imod Preussen i en eventuel krig. Er der ikke i det en modstrid til Bismarcks støtte til en union?

Rasmus Glenthøj nye bog om skandinavismen indeholder sensationelle oplysninger om et kup, der skulle placere den svenske kong Karl 15. på den danske trone. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Det enkle svar er: Nej. Centrale skandinavister ønskede at give krigen et omfang, som ville tvinge Frankrig og Storbritannien til at intervenere, så en forhandlingsløsning kunne findes i form af et samlet Skandinavien, som Bismarck kunne acceptere – hvilket de vidste, da Bismarck personligt havde fortalt dem det flere år i forvejen.«

Men det hele kiksede. Krigen blev en katastrofe, og svenskerne bidrog aldrig med de 20.000 soldater, som Karl 15. havde stillet i udsígt. Hvorfor gik det galt?

»Det gik galt, fordi Frederik 7. pludselig dør, og fordi Bismarck truer med krig. Det gav antiskandinavisterne i den svenske og norske regering vind i sejlene. Og fordi svenskerne ikke havde tillid til Monrad.«

Hvad mener du, der var sket, hvis svenskerne rent faktisk havde sendt de 20.000 soldater?

»Det havde forandret alt. Så var situationen en anden. Krigen var stadig blevet tabt, men et forenet Skandinavien ville have stået langt bedre ved forhandlingsbordet, og Vestmagterne ville have været mere tilbøjelige til at gribe til våben. Italien havde muligt kastet sig ind i krigen. Den klassiske kritik af den nationalliberale krigspolitik er forfejlet. Hvis man ønsker at finde fejl, så skal man snarere finde dem i misforståelserne mellem danske og svenske politikere.«

Kong Karl 15. var en begavet kunstner. Dette er hans selvportræt. Han arbejdede aktivt for en skaninavisk union. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Kupplanen mod den danske konge

Efter Frederik 7s død kom Christian af Glücksborg til som konge med titlen Christian 9. og han var særdeles upopulær i Danmark. Det er her, at Glenthøj og hans norske kollega, Ottosen, kommer med bogens mest sensationelle afsløring.

Mens det ikke er ukendt, at danske skandinavister fremlagde en revolutionsplan for Karl 15. i december 1864, hvor den danske kongefamilie skulle kidnappes og sættes i fængsel på Malmøhus, så er det nyt, at de gjorde det igen i januar 1865.

Den tidligere statsminister C.C. Hall og den tidligere indenrigsminister Hans Rasmussen Carlsen ville ifølge planen stille sig bag en folkerejsning i forståelse med Bismarck.

Tegningen har titlen »Jagten begynder« og laver grin med mistanken til de revolutionære skandinavister. Men revolutionsplanerne var alvorlige nok, og der stod indflydelsesrige mænd bagved. Illsutration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Kan I dokumentere denne sensationelle afsløring?

»Vi har fundet dokumentation i henholdsvis Karl 15.s personlige arkiv og hans politiske agent, Emil von Qvantens, arkiv. De er begge yderst detaljerede, og informationerne i dem stemme overens med et væld af andre pålidelige kilder. De blev begge allerede mistænkt i samtiden af den danske regering for at planlægge en skandinavisk revolution, og ifølge den svenske forfatterinde, Cecilla Bååth-Holmberg (1857-1920, red.), der havde adgang til Karl 15.s nu tabte dagbog, var Carlsen en af bagmændene.«

Er der dokumentation nok til at sige, at planen var parat til at blive ført ud i livet?

»At planerne bliver fremlagt for den svenske konge med navnene på førende danske politiker, med henvisning til en forståelse med Bismarck, og at de er blevet bevaret i arkiver med tilknytning til kongemagten, vidner om, at det var ment alvorligt. Vi ved, at der også var revolutionsplaner i november 1863 og februar 1864. De er blot gået tabt. Der var med andre ord ikke tale om et pludseligt indskud.«

Den preussiske kansler Otto von Bismarck (1815-1898) forsøgte aktivt at støtte planen om et Skandinavien.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Ifølge Rasmus Glenthøj begik skandinavisterne højforræderi. Da det ikke blev til noget, sørgede kupmagerne for systematisk for at slette deres spor i deres egne arkiver ved at brænde papirer, Den manglende dokumentation har forledt danske historikere til at tro, at der intet var om snakken. Men beviserne fandtes altså i Stockholm.

Var kupplanen realistisk?

»Skandinavismens muligheder var bedst under Krimkrigen 1853-1856 og krigen i 1864. Med held og dygtighed kunne den være blevet til virkelighed. Revolutionsplanerne efter krigen skyldes desperation og frygten for, at Christian 9. ville føre Danmark ind i Det tyske Forbund. At kidnappe kongefamilien var muligt, men politisk håbløst. En folkerejsning i forståelse med Preussen var tættere på realiteternes verden, uden jeg direkte vil kalde det for en realistisk plan

Så alt var åbent i midten af 1800-tallet?

»Ja, den historie vi kender, var blot ét muligt udfald. Et forenet Skandinavien var en anden mulighed, som samtiden tog alvorligt. En tredje mulighed var, at Danmark var blevet delt mellem Preussen og Sverige. Fortiden havde flere fremtider. Danmark kunne være blevet en del af en føderation eller være forsvundet i disse år.«

»Mange danske historikere har haft et tunnelsyn, hvor enderesulatet med nationalstaterne Danmark, Norge og Sverige opfattes som det naturlige enderesulatet«