»Selvlært med galopperende storhedsvanvid«

Det gik galt for dramatikeren Line Knutzon, da hun begyndte at skrive mod sin vilje. Samtidig kæmpede hun med sit akademiske kompleks. I aften er hun aktuel med »Elins Fest« på Bellevue Teatret.

I takt med, at Line Knutzons modvilje blev større, voksede desperationen over ikke at mestre andet end replikkunsten. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun var begyndt at føle sig lænket til teatret. I en syg form for afhængighedsforhold, hvor hun var nødt til at skrive for andres skyld. Og for pengenes. Aldrig for sin egen.

Dramatikeren Line Knutzon var i slutningen af 30erne. En af landets mest succesfulde og nyskabende inden for teaterkunsten, og modtager af en lang række priser, blandt andet Reumertprisen for »Årets dramatiker«.

Der skulle leveres. Mindst et stykke om året, helst to og gerne tre for at kunne leve af det.

Så hvad gør man, når man gennemsnitligt kun får en god idé hvert tredje år? Man begynder at skrive mod sin vilje, og så kan det kun gå galt. Det gjorde det for Line Knutzon.

Desperationen voksede

»Jeg kender udmærket godt forskellen på en god og en dårlig idé, og jeg var begyndt at få sværere og sværere ved at gennemføre de idéer, der enten bare var regulært dårlige eller almindeligt rugbrødsarbejde.«

Hun beskriver sig selv som fuldblodsdramatiker. For ti år siden havde hun aldrig skrevet en klumme, en kronik eller en bog.

»Mit arbejde har været at skrive replikker, intet andet.«

I takt med, at hendes modvilje blev større, voksede desperationen over ikke at mestre andet end replikkunsten. Men hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle bryde den ulykkelige forbindelse til teatret.

»Det værste, jeg vidste, var, når folk lagde hovedet på skrå og kærligt sagde: »Men du skriver jo sådan nogle skøre, helt crazy replikker.«

Pyha, jeg ved godt, at folk mente det venligt, men i mine ører lød det som om: »Du er så god til at køre et-hjulet cykel i stribede bukser, mens du laver en ballonhund og jonglerer med et æg.«

Og lige den følelse aktiverer det akademiske kompleks. At man er uuddannet, autodidakt, selvlært. At det hele er noget, man har »følt« sig til.«

Det akademiske kompleks

I dag har hun, som hun siger, fået vendt det akademiske kompleks til »et galopperende storhedsvanvid.«

»Dramatikeren Jokum Rohde udtalte for nylig i en avis, at han selv tilhørte den sidste af de STORE autodidakte – i selskab med mig og en håndfuld andre uuddannede. At kalde autodidakte for »store«, synes jeg er sjovt, men også dejligt frydefuldt. Vi har lært at skrive teater på den hårde måde ved at gøre det, ikke ved at tænke det.«

I aften er Line Knutzon aktuel, når der er premiere på det nye show »Elins Fest«.

Sammen med skuepillerne Anders W. Bertelsen, Peter Frödin og Paprika Steen står hun bag den musikalske forestilling på Bellevue Teatret, der bliver betegnet som »Morskabsteater og tonsvis af stemningsskift.«

»Det er små undersøgelser af stemninger og en hel del dødsfald. Det hele er meget abstrakt, men også plat på et grotesk plan,« forklarer hun.

En kamp med sig selv

Line Knutzon sidder i en af teatrets garderober, 48 år gammel og en del erkendelser klogere i dag, end da hun i 30erne kæmpede med, hvorvidt hun var i stand til at gå på kompromis med sig selv og sin faglighed.

I dag undgår hun at tage opgaver ind, hun på forhånd ved er dødsdømt. Og har i mellemtiden fået hul på prosaen. Sammen med Peter Frödin har Line Knutzon netop udgivet sin anden børnebog i serien om drengen »Lille Allan og dobbeltgængerskolen.«

Hun har selv børn, fire i alt, de to yngste er 17, de ældste 22 og 23. Og det har, siger hun, indimellem været rigtig hårdt, for hun har været alene med dem, siden de var små.

En eller anden nat tilbage i 90erne foretog hun en iskold beregning: Hun ville ikke have en ny mand i sit liv.

»I dag kan jeg se, at jeg på en eller anden måde traf de rigtige beslutninger. Mit liv har bestået af mit arbejde, mine børn, min familie og mine venner. Jeg har intet ønske haft om at lave en sammenbragt familie, hvor der pludselig var fem eller syv børn og to voksne i en eller anden »random« lejlighed fyldt med køjesenge i København.«

Hun er glad for, at hendes børn har haft hende for sig selv, og at de ikke har skullet »deale« med stedsøskende, en stedfar og den hale af problemer og konflikter, som den slags kan medføre.

God til at "behovsudsætte"

»Man kan jo sige, at jeg har været ret god til at behovsudsætte. Så det med kærlighed, det er først nu, hvor mine børn er store, at det kan komme på tale. Desuden er et liv med fire børn, hvoraf den ene lige har fået en lille hund, som vi alle hele tiden stirrer på, propfyldt med kærlighed, glæde og varme.«

Line Knutzon er fraskilt, først fra skuepilleren Martin Brygman, som er far til de to ældste. Senere fra skuespilleren Peter Reichhardt, som hun har tvillingerne med.

»Nogle vil synes, at det er lidt drastisk at vælge en partner fra i så mange år, men det er stensikkert, at det ville havde endt katastrofalt, hvis jeg havde involveret mig.«

Line Knutzons egne forældre blev skilt, da hun var ni. Faderen er skuespilleren Lars Knutzon og moderen er Marianne Knutzon, som var bibliotekar, før hun gik på pension.

»Til alle skilsmisser hører der svigt og tårer og ubehag. Det er uundgåeligt. Og min historie er ikke mere lykkelig eller ulykkelig end andres. Jeg forstår mine forældres valg, og jeg forstår også, at de kommer fra en anden tid, end jeg.«

Skilt ad fra sin søster

Hendes mor kom fra et meget borgerligt miljø, hvor morfaren var excentriker og en lille smule aparte.

»Min mor var jo en ung dame, da 70ernes kvindekamp satte i gang. Den var hård mod hende, og i dag, når jeg ser tilbage på det, tænker jeg, at hun i virkeligheden slet ikke havde brug for den kamp. Det var der mange andre, der havde, og den var ved gud vigtig. Men min mor er et mærkeligt tidløst menneske.«

Line Knutzons farmor og farfar, Lulu Ziegler og Per Knutzon, var hippier og kulturradikale allerede i 40erne, så for hendes far var 70erne også en lille smule ligegyldig, mener hun.

»Det var bare en ramme, men selvfølgelig blev mine forældre påvirket på godt og ondt af tiden.«

I 70erne blev mange søskende skilt ad. Faderen tog den ene, og moderen den anden. Så Line Knutzon flyttede sammen med sin far, mens hendes lillesøster boede hos deres mor.

»Der er ingen af os, heller ikke min far og mor, der i dag synes, det var en særlig god ide.«

"Sku' man få en lille nøler?"

Da hendes egne børn var små, gjorde Line Knutzon derfor meget ud af at have dem på samme tid.

»Det hele var røvbesværligt, men det var vigtigt for mig, at de oplevede at være søskende sammen, og det har virkelig vist sig at være en god investering. De er sammen på kryds og tværs og laver alt muligt sammen i dag, og har gjort det siden de var små.«

I dag kan Line Knutzon godt blive lidt grådlabil, når hun ser unge par med små børn.

»Den tid kommer aldrig tilbage, og den gik så stærkt. Det kan godt trække lidt tårer nogle gange. Jeg stod også som 40-årig og tænkte: »Sku’ man få en lille nøler?« Men jeg vidste med det samme, at jeg kun tænkte det med et formål, nemlig at det ville kaste et røgslør ud over min egen alderdom og det uhyggelige fænomen: døden.«

Et lille barn ville nemlig holde hende optaget af praktiske ting, så hun ikke ville få tid til at sidde og stirre ud af vinduet og blive bange.

»Jeg kan godt blive misundelig på alle de mænd, der oppe i 40erne får et nyt kuld børn med en yngre kvinde. Det kan jo af gode grunde ikke lade sig gøre den omvendte vej, da biologien ikke tillader det.«

24 slags mennesker i hele verden

Lige siden hun selv var barn, har hun været interesseret i, om folk spillede skuepil, når de gik rundt og påstod, at de var sig selv.

Var det nu også rigtigt? Spillede de voksne en rolle? Var deres tøj en form for kostume, der supplerede den karakter, de ønskede at vise omverdenen?

»Allerede som barn kunne jeg fornemme, at visse samtaler var »falske«. Som om de kom fra et manuskript. Og jeg var også, på et ubevidst plan, optaget af, om folk boede i en kulisse eller i deres eget hjem.«

Hun er stadig mest optaget af »virkelighedens teater.« Siden hun var 19 år, har hun været venner med Peter Frödin.

»Vi har altid gået meget rundt og observeret og spekuleret over de ting, vi så. Ikke fordi vi interesserer os for situationer og mennesker privat. Det er mere princippet. Peter sagde engang, at der kun er 24 slags mennesker i verden, ligegyldigt hvor man rejser hen. Og det er dem, du gik i klasse med. Du bliver ved med at møde afarter af dem.«

Underviser i gymnasiet

I dag har Line Knutzon fået et langt bedre overblik over sig selv som dramatiker, end da hun var i slutningen af 30erne og frustreret over at skrive mod sin vilje. Over at det, der var hendes levevej, også var gået hen og blevet hendes begrænsning.

For dramatikken er en meget smal sti. Den har hun fået gjort bredere ved at undervise i gymnasiet.

»Jeg har i lang tid haft et ønske om, at dansklærerne fik øjnene op for dramatisk skrivning. De skal jo igennem alle mulige genrer, og min fornemmelse har været, at den dramatiske skrivning har været lidt underprioriteret. Nok mest fordi man ikke lige ved, HVORDAN man gør, og hvad man skal bruge den til,« forklarer Line Knutzon.

»At skrive i dramatisk form er bare at skrive i en form på linje med alle mulige andre former. Du behøver ved Gud ikke at skulle opføre og spille det, du skriver. At skrive dialog og bygge karakterer er med til at øge din bevidsthed om den virkelighed, du lever i. Og store dele af virkeligheden ER teater.«

Ifølge Line Knutzon klikker de unge meget hurtigt ind på dramatisk skrivning. »De ved om nogen, hvad selviscenesættelse er. Desto ældre, man bliver, desto mere forsvinder den fornemmelse. Man bliver indrullet i sit eget teaterstykke – altså ens liv, og man begynder at tro på, at det liv, man lever, rent faktisk er virkeligt.«