»Selv om det til tider har været nederen og hårdt, så kan man bare ikke fucke med kærligheden«

Hans andet album udkommer på mandag, 150.000 fans følger ham på de sociale medier og hans efterårsturne er fuldt booket. Alligevel gør popmusiker Christopher en dyd ud af at holde benene på jorden, og så glæder han sig til at bevise, at han ikke bare er Medinas ekskæreste.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

150.000 mennesker følger popsangeren Christopher i hans gøren og laden på internettet, musikvideoen til hans nyeste single »Crazy« er på 14 dage blevet streamet over 1,1 millioner gange, og på mandag udkommer den 22-årige Christophers andet album »Told You So«.

Pladen handler om de erfaringer, som Christopher har gjort sig i løbet af de seneste to omvæltende år af sit liv.

»De sidste par år har tvunget mig til at gå fra at være en dreng til at være en mand. Jeg er selvfølgelig også lige blevet de år ældre, men jeg kan mærke, at den nye plade er mere mig. Jeg har fået mere selvtillid, og det skinner igennem, synes jeg. Denne gang er der ikke nogen, der har sagt, hvad jeg skal gøre, jeg har bare gjort det, som føltes mest rigtig for mig. For i sidste ende er der jo ikke nogen, der kan gøre det bedre for mig, end jeg selv kan,« siger Christopher, der har navnet Christopher Lund Nissen stående på fødselsattesten.

Siden debutalbummet »Colours« udkom i 2012 har den unge musiker i høj grad gjort sig bemærket med sit to år lange forhold til den noget ældre og mere manegevante popmusiker Medina, hvis karriere og mediemæssige stjernestatus sendte Christophers egen musik i baggrunden.

»Lige efter at min første plade udkom, skulle jeg varme op for Medina på hendes turne, og så skete det uundgåelige jo. Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, og selv om det til tider har været nederen og hårdt, så kan man bare ikke fucke med kærligheden,« siger Christopher, der ikke et sekund fortryder det nu afsluttede forhold til den knap ti år ældre Medina.

»Jeg kan huske, at jeg en gang fik en ellers ret fed anmeldelse fra en koncert på Skanderborg festivalen. Men i stedet for at der stod; Christopher er pisse fed, fem stjerner - værsgo, så stod der: »Medinas kæreste er ikke en døgnflue«. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke ramte mig. Men jeg vidste jo godt fra starten, at hun var kæmpestor, og at jeg bare var Mr. Nobody.«

Medinas underdog

På trods af at Christopher stadig mener, at han har statussen som »underdog« hængende over sig, ser han ikke den øgede opmærksomhed, der har været på ham frem for på hans musik som en ulempe. Tværtimod. Popmusikeren mener nemlig, at underdog-statussen er en enestående mulighed for at tage fusen på alle dem, der blot betragter ham som Medinas ekskæreste.

»Jeg sidder nu og skal til at udgive plade nummer to, og der er ikke særlig mange, der har hørt om min første plade. Til gengæld er der mange, der har hørt om mig, fordi jeg har været kæreste med Medina. Så lige nu er jeg måske kendt som Christopher - Medinas kæreste, men i det mindste ved folk, hvem jeg er, og så skal jeg bare overbevise dem om, at jeg ikke bare laver noget hysterisk pigemusik,« siger Christopher.

»Når folk går og tror, at jeg bare er another pretty face, og de så finder ud af, at jeg faktisk kan synge, så får jeg jo muligheden for at tage fat i folks bukser og flå dem ned om anklerne på dem, og sige told you so. Og det elsker jeg - på den super nederen, helt stædige måde netop fordi folk bare troede, at jeg var Medinas kæreste med masser af auto-tune.«

Selvlært singer-songwriter

Glæden ved musikken er dog ikke noget, Christopher har med sig fra barndomshjemmet på Amager, hvor han er vokset op. Her var det nemlig sport, der fyldte meget i hverdagen, og selvom popsangeren også er glad for fodbold, begyndte han som ung teenager at lære sig selv at spille guitar i forældrenes kælder og skrive sange til.

Christophers karriere startede for alvor, da han i 2. g. tog sin guitar under armen og gik op til pladeselskabet EMI og spillede et par af sine egne sange for dem.

Konceptet blev købt, og Christopher fik en pladekontrakt, som i 2012 blev til hans første album »Colours« - hvor numrene »Nothing in common« og »Colours« begge har solgt guld og platin - mere end 30.000 solgte albums og knap tre millioner streamede numre hver.

»Jeg fik min pladekontrakt i 2.g og sad hele 3. g og tænkte, »hvorfor helvede sidder jeg her og laver matematik?« Mit pladeselskab sagde, at de gerne ville være med til at udvikle min musik, men at jeg skulle gøre gymnasiet færdigt først, så det gjorde jeg. Og så lavede vi den første sang, og det eksploderede fuldstændig på Youtube. Lige pludselig havde jeg bare fået en million views og 1.000 fans på Facebook.«

"Du er så lækker"

I dag, fire år efter at Christophers første album kom på gaden, er antallet af »likes« og »følgere« vokset, og på det sociale foto-medie Instagram har Christopher knap 150.000 fans, der dagligt følger med, når sangskriveren lægger billeder af sig selv eller sine omgivelser til offentligt skue på det sociale medie.

Her er der ikke grænser for roserne til Christopher fra hans fans, der er generøse med at komplimentere popidolet for hans udseende, musik og bare for at være ham.

Lader man øjnene glide ned over hilsnerne fra Christophers fans er »jeg elsker dig,« »du er så lækker« og »Jeg glæder mig til at høre dit nye album« nemlig fast inventar i kommentarsporet, mens der også er mere teenagesvulstige fraser, der sniger sig med: »Jeg ville gøre alt for at møde dig,« »Du er den dejligste i verden, jeg er så glad for, at du begyndte at lave musik«.

De søde hilsner gør indtryk på Christopher, der gerne bruger tid på at læse beskederne fra sine fans.

»Når de skriver, at de elsker mig, så er det jo 14-15-årige piger, som ikke elsker mig rigtigt - for de kender mig jo ikke. Men de prøver bare at fortælle mig, at de synes, at jeg er en fed fyr, der laver noget lækker musik, som de lytter til hver dag, og som måske har hjulpet dem igennem en svær periode af deres liv. Forkortet ned bliver det: jeg elsker DIG. Men jeg sidder ikke her hjemme og tænker, de elsker mig,« siger Christopher.

»Hvis jeg mødte John Mayer, ville jeg også sige I fucking love you man«.

Men at få 250 rosende kommentarer fra purunge piger for hvert billede, Christopher lægger ud på nettet, kommer med et ansvar - og det er Christopher ikke sen til at anerkende.

»Jeg har jo en fuldstændig sindssyg magt, når jeg har så mange followers. Og med det ansvar har jeg selvfølgelig også en pligt til at opføre mig ordentligt. Jeg kan jo ikke bare stå og spille fandango og så lægge det op på Instagram, for der sidder altså en masse unge mennesker og kigger med og synes, at det, jeg gør, er fedt, og så har jeg fandme også bare at gøre noget, der er fedt,« siger Christopher.

»Jeg har ikke oplevet noget endnu, som jeg gerne ville lægge ud, men som jeg ikke følte, at jeg kunne. Men det er da klart, at jeg aldrig nogensinde ville lægge noget ud med stoffer, eller hvor jeg står og pisser op af et busskur. Men hvorfor skulle jeg også det? Jeg har set nok eksempler på folk, hvor det er kørt helt af sporet, så hvorfor skulle jeg prøve at blive en eller anden badboy med tatoveringer i ansigtet, når jeg bare er en glad 22-årig popdreng.«

TV: Se Christopher fortælle om, hvordan han bruger de sociale medier:

Kontoerne på de sociale medier styrer Christopher helt selv, og det er der mange fordele ved, forklarer han - på den måde er det nemlig 100 procent ham, der sætter sin grænse for, hvor tæt hans fans og andre nysgerrige blikke kan komme på.

»Jeg bestemmer selv, hvad der bliver lagt op på Instagram og Facebook, og det er en fed måde at fortælle mine fans, hvad jeg lige laver, eller hvordan jeg har det. På den måde kan jeg også bruge det til at modbevise ting, hvis der for eksempel har været skrevet noget sladder om, at jeg var helt nede i kulkælderen, så kan man bare tjekke min Instagram og se, at jeg lige har været på ferie og er pisse glad,« siger Christopher.

»Men der er selvfølgelig også en grænse. Jeg har en masse billeder, som jeg aldrig ville lægge ud på nettet, fordi jeg gerne vil have dem selv og vise dem til mine venner, uden at jeg allerede har delt dem med hele verden, for så er det som om, at billedet bare ikke er så fedt mere. I forhold til Instagram og Facebook er der noget, der er personligt, og som bare er mit.«

High on life

Den distance har Christopher ikke, når han skriver sin musik. Den unge popmusiker mener nemlig, at et godt nummer kræver, at han giver sig selv hundrede procent. Derfor er de sange, som Christopher selv er allermest tilfredse med også dem, han har skrevet, når han har været overvældet af helt store følelser, som enten har bragt ham helt i knæ eller gjort ham høj på livet.

»Jeg kom en dag ned i studiet, den nye plade var næsten færdig, og jeg havde for syg optur på over, hvor fed den var. Nu kunne jeg jo bare få lov til at leve det liv, jeg altid har drømt om. Alt var bare, lige som jeg ville have det. Og der skrev jeg sangen »high on life«,« siger Christopher, der forventer, at hittet vil få sommerens festivalgæster til at hoppe med til tonerne med løftede arme.

Knap så meget spræl, løftede basarme og fødder, der slår tonerne an, er der dog i den modsatte ende af følelsesregisteret, forklarer Christopher, og tænker tilbage på efterårets brud med Medina, der i den grad også har givet ham noget at synge om.

»Efter mit brud med Medina har jeg skrevet nogle sange, hvor jeg har været helt knækket, det har været noget helt andet, jeg har haft på hjertet, og gennem musikken kan jeg jo få sagt nogle ting, som man ellers ikke har mulighed for at sige - eller nogle ting, som man ville ønske, at man havde fået sagt. Og så kan man jo sende hende en mp3 bagefter - værsgo,« siger Christopher.

»Det er jo et privilegium at få lov at fortælle sin historie og bearbejde sit brud gennem musikken. For mig er sådan en plade her en syngende dagbog - der er helt ærlig, for det skal det bare være. Jeg kan huske, da James Blunt kom ud med »You’re Beautiful,« der tænkte jeg, du er jo fuldstændig hjerteknust man. Den smerte, han synger om, kan man simpelthen ikke finde på, så jeg, der sidder på den anden side af højtaleren, kan mærke det. Og så har man sgu fat i noget,« siger Christopher.

"Det er let at lade sig rive med"

Med ét album i bagagen, et på trapperne og de næste mange på læberne, flere udsolgte koncerter hen over sommeren, en lækker lejlighed med udsigt over Sydhavnen og en fed bil i garagen, er det let at miste jordforbindelsen, fortæller Christopher - der gør alt, hvad han kan for at holde fast i sit gamle jeg.

»Jeg har altid gerne ville være et af de mennesker, der var ligeglad med, hvad folk synes, men det er jeg bare ikke, jeg vil gerne gøre et godt indtryk, og jeg vil gerne have, at mine fans forældre tænker: jeg kan godt forstå, at min datter er vild med ham. Så jeg gør virkelig meget ud af at prøve at holde benene på jorden og være mig selv, selv om det er let at lade rive sig med,« siger Christopher, der særlig mindes Justin Biebers koncert i Parken sidste forår, hvor den, den gang 21-årige Christopher varmede de fremmødte fans op i Parken.

»Da jeg gik af scenen, havde jeg spillet for 50.000 mennesker, der alle havde stået med hænderne oppe og sunget med på noget, som jeg har skrevet. Det er den ultimative anerkendelse, og alle kom hen bagefter og klappede mig på skulderen, det var så vildt. Jeg kunne slet ikke rumme det, og i sådan nogle situationer med så meget succes, ville det jo være det letteste i verden at lade sig rive med og at sige hold kæft, hvor er jeg fed. Det tog mig flere dage at få den oplevelse i Parken ind. Der måtte jeg sgu bare sige easy, easy, easy Christopher«.