Selv Facebooks egne folk er begyndt at råbe op om voldsforherligelse og had. Men på ét punkt har Facebook vist sit værd

Mediekommentar: Facebooks algoritme har fået sit eget liv. Men det er naivt at tro, at en afgang fra Facebook kan løse internettets udfordringer med misinformation, voldsforherligelse, konspirationsteorier og had.

Facebook er havnet i endnu et stormvejr, efter at en tidligere ansat har kopieret interne dokumenter med bekymrende budskaber. Dokumenterne viser, skriver Berlingskes Aminata Amanda Corr (foto), at verdens største sociale medie utilsigtet hiver brugere ned i et hul af voldsforherligelse og konspirationsteorier, og at politikere og medier belønnes for at skrive hadefuldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2008 var en Facebook-profil et morads af personlighedstest, spilapplikationer og horoskoper. Og ingen havde helt styr på, hvor offentlig en offentlig profilbesked egentlig var.

En tid, der har været udslagsgivende for, at mange i dag får et chok over, hvor selvudleverende, intime og private beskeder, de kan finde, hvis de går tilbage til slutningen af 00erne på deres egen profil.

I dag er Facebook endnu mere pinlig end dengang. Praktisk? Ja, så absolut. I en grad, der gør det næsten uundgåeligt. Fødselsdage, polterabender, barnedåb, sågar bryllupper har efterhånden deres udspring i Facebooks eventkalender.

Madklubber, læseklubber, studiegrupper, vennegrupper, interessegrupper og deslige kommunikerer og planlægger i deres respektive grupper til de respektive formål.

Man kunne dermed tro, at de seneste lækkede dokumenter om Facebooks algoritme ville sende bølger af forargelse og panik gennem hele verden og de over 2,8 milliarder månedlige aktive brugere.

Dokumenterne viser, at verdens største sociale medie utilsigtet hiver brugere ned i et hul af voldsforherligelse og konspirationsteorier, og at politikere og medier belønnes for at skrive hadefuldt.

Alligevel udebliver den store reaktion. Og hvorfor? Fordi vi allerede er pinligt bevidste om det. Det er forhåbentlig ikke først nu, det går op for menigmand, at sociale mediers algoritmer ikke er til for at gøre livet nemmere for brugerne. Og at ved enhver »gratis« internettjeneste er man selv produktet.

Og man behøver ingenlunde være dataingeniør for at få øje på mængden af had, konspirationsteorier og misinformation. Se bare et hvilket som helst kommentarspor under et hvilket som helst opslag på en hvilken som helst side.

Men der var en tid mellem før og nu. En tid, hvor Facebook havde en vis eksistensberettigelse: tovejskommunikation.

Hadtale og dialog eller rygklapperi og enetale?

Trods ekkokamre og filterbobler udgør Facebook en platform for at blive sagt imod og for at sige andre imod. Og yngre generationer, der er for tjekkede til Facebook, går potentielt glip af det. De sværger nemlig til søstermediet Instagram: Et venindemedie for æstetik, humor, følelser og påstået aktivisme. Hvor alle er i komplet kontrol over, hvem der ser deres budskaber, og hvor man aldrig risikerer at møde nogle, der ikke synes, man er smuk og sjov og klog og har ret.

Den kontrol er ikkeeksisterende i kommentarsporene på Facebook – hvis altså man tør bevæge sig ud over egne privatindstillinger. Her er der nemlig en mandsdomineret debat, hvor man ikke har kontrol over noget som helst andet end de udsagn, man selv bidrager med.

Nuvel, det udvikler sig ofte til en art mandomsmåleri, men tidligere var der faktisk plads til egentlig samtale mellem uenige parter. Og det var muligt at blive klogere af en Facebook-debat.

I øvrigt er det naivt at tro, at en lukning af Facebook vil løse internettets udfordringer med misinformation, voldsforherligelse og konspirationsteorier. Nye medier vil komme til, andre vil gå fra, og der vil altid hvile et massivt ansvar på den enkelte om at skelne skidt fra kanel.

Til gengæld er det ved at være på sin plads at indføre faget kildekritik i folkeskolen. Muligvis også medieetik. Så almindelige mennesker klædes på til at navigere i den medierede virkelighed, de befinder sig i og lystigt bidrager til.