Selfien forankrer os i verden

Byline Rasmus Karkov Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert år deler vi mindst 20 gange så mange billeder på sociale medier, som der er stjerner i mælkevejen. For os andre, der ikke deler, men gemmer billederne, er det altid fotos af fastholdte minder, der er skyld i, at vi løber tør for hukommelse på telefonen og computeren.

Men hvorfor tager vi alle de billeder, når vi for længst har erkendt, at de, selv om de næppe stjæler vores sjæl, så i hvert fald reducerer de oplevelser, der er dens byggesten? Måske er det ikke kun, fordi det er nemt og narcissistisk. Måske er det også, fordi fotografiet stopper tiden og et øjeblik giver os følelsen af at høre til i en verden, der ellers er løbet løbsk.

Når jeg ser film eller TV-serier fra min barndom og ungdom, er det ikke, som da jeg som lille sad sammen med min far og så film fra hans barndom og ungdom. Dengang var bilerne i gamle film måske nok ældre end dem ude på gaden, sproget langsommere og teknologien mindre fremskreden.

Men de menneskelige relationer var grundlæggende de samme. Jeg var i nogen grad en del af den samme tid, som filmene udspillede sig i. Det er jeg ikke længere.

Når jeg i dag falder over et afsnit af »Distrikt Hill Street« med den grumsede, vintervåde intro fra et glemt industrikvarter eller genser »Karate Kid« fra mine sidste uskylds år eller fremtidsfilm som »Blade Runner«, betragter jeg mennesker fra en svunden tid. Deres måde at være i verden og være sammen med hinanden er så væsensforskellig fra den verden, jeg nu lever i, at det er, som når man ser 1990er-film, der nådesløst bliver afsløret af de store klodsede computere og mobiler, ingen vist overvejede ikke var tidløse. Nu er det menneskene, og den måde andre mennesker hele tiden udgør størstedelen af hovedpersonernes hverdag i rygepauser, ved kaffemaskinen, i diskussionerne ansigt til ansigt, i den første øjenkontakt, der viste sig ikke at være tidløs.

Jeg ved ikke med andre, men de stunder, hvor jeg har følt mig mest tilstede i livet, har altid været sammen med andre, og når samværet ikke længere er den naturlige følge af de fleste situationer, bliver forankringen i verden mindre. Det er det, fotoet afbøder, som jeg opdagede, da jeg for nylig var i New York alene og opsøgte den gade, hvor det smukkeste foto, jeg har set af ung uovervindelig kærlighed, blev til coveret på Bob Dylans album »Freewheelin’«. Dér på Jones St. tog jeg en selfie som tusinder før mig.

Det var en forbindelse til en vinterdag, dengang verden endnu var sig selv, en forankring i den verdenshistorie, der dannede mig, til min fars og mors ungdom, min barndom og til min tro på livet. Da jeg delte selfien på Facebook, var det også en forbindelse tværs over kloden til de mennesker, der i det samme nu i en anden tidszone likede selfien fra New York City.

Måske er det derfor, vi fylder vores hukommelse med minder og hvert år tager flere billeder, særligt af os selv, end der er stjerner i vores galakse: For at generobre følelsen af at være.