Hvad ville der ske i dag, hvis der ikke var nogen censur, og alle kunne skrive lige, hvad de ville, uden konsekvenser? Det er ikke muligt i dag, for selv om der skrives meget på de sociale medier, så er der alle mulige former for censur og selvcensur. Vi er havnet i en situation, hvor vi ganske vist har ytringsfrihed, men hvor denne frihed er begrænset af lovgivning og truet af sociale mediers censur og krænkelseskulturens stadigt stærkere greb om medier.
Det er derfor et vildt tankeeksperiment at forestille sig, hvad der ville ske, hvis vi slap for alle begrænsninger og fik total ytringsfrihed, og det fantastiske er, at vi har haft et sådant eksperiment her i Danmark. Under den såkaldte Struensee-periode fra 1770 var der fuldkommen ytringsfrihed, og selv om man aldrig helt kan sammenligne historiske perioder, så er der dog lighedspunkter mellem dengang og nu.
I et nyt storvæk med titlen »Grov Konfækt« beskriver filosoffen Frederik Stjernfeldt og historikerne Ulrik Langen og Henrik Horstbøll denne ytringsfrie periode med undertiten: »Tre vilde år med trykkefrihed 1770-1773«. Værkets titel er et citat fra en af tidens skribenter, der skrev mod Struensee. Det var Struensee, der var ophavsmand til censurens afskaffelse, og han måtte finde sig i angreb på sin person, og den anonyme skribent forsvarede sit karske ordvalg mod Struensee med sætningen: »Grove Folk skal have grov Konfækt.«
De usleste skribenter
Det er ikke, fordi historikere ikke kendte til de over 1.000 pamfletter, skrifter, skuespil og kobberstik, der blev sendt på gaden i perioden, mens Struensee muntrede sig med dronning Caroline Mathilde, og den begavede, men psykisk syge Christian VII reelt var sat fra magten. Men tidligere historikere afskrev de fleste af skrifterne som underlødige, liderlige og uvæsentlige. En af historikerne sammenfattede sin vurdering af skribenterne således: »De usleste Skribenter kritiserede alt muligt imellem Himmel og Jord, talentløse Satirer, gemene Flyveskrifter, anonyme og pseudonyme Bagvaskelser så lyset i Hundredevis; det var som et Valpurgisnat af råhed, dumhed og gemenhed.«
Det er dette 1.000 siders kæmpeværks store fortjeneste, at skrifterne nylæses, at der ses med nye øjne på tidens illustrationer, og at der gives en komplet nyvurdering af de ofte frække og frimodige skrifter, der slet ikke var uden talent og satte afgørende vigtige sociale, politiske og moralske sager til debat.
Afskaffelsen af censuren var unik i den moderne verden, og selv den franske oplysningsfilosof Voltaire skrev beundrende til Struensee om dette nybrud. Struensee selv var påvirket af den franske oplysningsbevægelse, men det løb også i hans blod, for hans morfar, Johann Samuel Carl, der havde været kongelig livlæge ved det danske hof, var blevet forvist fra landet, fordi han publicerede skrifter med kritik af de kristne riger og fyrster.
Emnerne, der blomstrerede op efter censurens opgivelse 4. september 1770, kom til at omfatte nær sagt alle mulige emner og altså også til tider sexistisk kritik af Struensee og Caroline Mathilde. Man debatterede kornpriser, nepotisme, præsters indtægter, social ulighed, retsvæsenets uretfærdighed, præsternes dovenskab, frihandlens nødvendighed, godsejerenes grådighed, konstitutionelle forhold, lotteriets fristelser, bøndernes hoveri, religionskritik og ja, så selvfølgelig netop ytringsfriheden.
Konspiratoriske skrifter om jøder og prostituerede
Det var ikke sådan, at al denne debat kom ned fra en klar himmel, for i Europa og Danmark havde der længe været tænksomme folk som blandt andre historikeren P.F. Suhm, der havde tænkt frimodige tanker også før 1770. Så der var en tradition, ikke mindst i Frankrig, Tyskland og England, for en debat, som nu blussede alvorligt op i Danmark. Men skrivefrækheden gav selvfølgelig, som forfatterne fint har fat i, også anledning til smædeskrifter mod jøder og for eksempel prostituerede. Jøderne blev beskyldt for grådighed, og skribent Søren Rosenlund skrev, at jøderne var en fare for staten, og at de burde gå med grønne hatte, så man vidste, hvem de var.
I indgående og oplysende kapitler beskæftiger forfatterne sig med de prostitueredes forhold, og hvordan skrivefriheden ytrede sig om disse. København var dengang på godt 80.000 mennesker, og blandt disse var der et væld af prostituerede på hel- eller deltid. Natten efter kuppet mod Struensee 18. januar 1772 kom den såkaldte Udfejelsesfest, hvor op imod 72 bordeller blev stormet og kvinderne ydmyget på det groveste. Forfatterne skriver, at »faktisk har København hverken før eller siden oplevet lige så omfattende ødelæggelser ved civile uroligheder«. Men de har glemt den endnu mere omfattende Jødefejde i 1819-1820, som ramte den store jødiske befolkningsgruppe.
Udfejelsesfesten giver forfatterne anledning til at behandle hele det erotiske tema i skrifterne, og det forunderlige er, at selv om der er mange hentydninger til erotiske forhold i København og ikke mindst i Kongens Have, så bliver forfatterne aldrig pornografiske. »Grov Konfækt«-værket henviser til franske forhold, hvor pornografiske skrifter så dagens lys, og hvor Marquis de Sade blot var én ud af mange pornografiske forfattere, selv om de havde politiet på nakken. Spørgsmålet melder sig, hvorfor vi aldrig fik en egentlig pornografi i denne tid, hvilket er et af de få steder, hvor forfatterne svigter os ved ikke at komme med et bud og en sammenligning med de franske forhold.
Ukendte dramatiske skæbner
Det er en af værkets store fortjenester, at det følger en række af skribenternes skæbner, og de er i sandhed lige så interessante som for eksempel den senere tids P.A. Heiberg og Conrad Malthe Bruun, der ofte er fremhævet som 1700-tallets modige og frække skribenter, der turde at sige sandheden til magthaverne, indtil de blev udvist til Paris i henholdsvis 1799 og 1800. Blandt de ukendte, men spændende skribenter, der optræder i det nye værk, er Martin Brun, som bliver beskrevet som periodens mest originale skribent, der både skrev om erotiske forhold og meget andet. Han beskrives som en slags pamfletternes Holberg og kunne leve af sin skribentvirksomhed, fordi folk i stort tal købte hans skrifter.
En anden af tidens succesfulde skribenter var Josias Bynch, der beskrev dronningen som en »gejl« dronning, og som i skriftet »Evaes Natklokke« havde de mest saftige af periodens erotiske beskrivelser, hvor han om Evas fremtoning skrev: »Hvorledes var dette syn? Eva havde ikke forskandset sine bløde Bryster med Batterier af Jern og Been. For at giøre sig yndig hos sin Adam, havde hun bestrøet sine Bryster med nye udsprungne Roser.« Det var nok noget af det frækkeste i perioden, og det var et langt spring mod de franske erotister. Bynch havde også mod til at skrive om Christian VIIs forhold til Støvlet-Cathrine (Anna Cathrine Benthagen).
Det gik de fleste af disse skribenter galt. Da Struensee og hans højre hånd, Enevold Brandt, blev fældet i 1772, indskrænkede de nye magthavere snart ytringsfriheden. En af periodens vigtigste skribenter, Jacob Bie, fik seks år i Rasphuset for en utugtig prædiken og endte i landsforvisning i Indien i den danske koloni. Josias Bynch tillod sig at ytre sympati for Struensee efter dennes fald og blev sat på vand og brød i 14 dage. Efter 1772 rejste han til St. Petersborg, kom tilbage til København 1776 og døde som korporal i Næstved i 1779. Historikeren Suhm fik af de nye magthavere at vide, at han skulle holde sin kæft, hvad han gjorde. Snart blev der lukket mere og mere i, og ytringsfriheden blev endeligt lukket ned i 1799. Værket gennemgår en lang række af skribenternes skæbner, og det gik dem generelt ikke godt.
Imponerende værk
Værket er en imponerende udforskning af periodens skrifter, for det kræver stor indsigt at kunne udrede, hvad disse skrifters mening egentlig var, fordi mange af dem, på trods af ytringsfriheden, blev skrevet noget dunkelt og forudsætter stor viden om tidens personer og fronter. Forfatterne har ikke begrænset sig til blot en gennemgang af skrifterne, men sætter dem ind i en større og velskrevet beretning om perioden og de politiske magtkampe.
I de afsluttende kapitler skriver forfatterne om periodens betydning, og de fremhæver, at censurens ophævelse betød et afgørende kontroltab for de tidligere autoriteter som kongen og kirken. Periodens mange skrifter pegede på afgørende betændte områder i enevældens tid som bestikkelse, nepotisme og ulighed og var derfor afgørende for den samfundsdebat, som heldigvis fortsatte, også efter det meste af ytringsfriheden blev lukket ned med en lov i november 1773.
Forfatterne peger på mange lighedspunkter mellem datidens flodbølge af navngivne og anonyme skrifter og så nutidens sociale medier. En af de væsentligste lighedspunkter er, at i 1770erne var den offentlige debat kontrolleret af kongen og hans regering samt de lærde og kirken. Med censurens afskaffelse kom pludselig en mængde skribenter frem, som ikke tidligere havde fået plads, og som lynhurtigt udvidede den offentlige debat. På samme måde i nutiden, hvor den offentlige debat indtil de sociale mediers gennembrud var styret af akademikere og journalister og nu delvis er ude af disses kontrol.
»Grov Konfækt« er et storværk, og den skægge titel er begrundet, for forfatterne formår at slå gækken løs og beskrive en forrygende periode i vort lands historie med overskud, indsigt og litterær fornemmelse. De sjældne seks stjerner fra denne anmelder er velfortjente.
»Forfatterne formår at slå gækken løs og beskrive en forrygende periode i vort lands historie med overskud, indsigt og litterær fornemmelse.«
Forfattere: Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfeldt Titel: Grov Konfækt. Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 Sider: Bind 1: 513 sider Bind 2: 558 sider Forlag: Gyldendal
