Sebastian Klein oplevede dødens modpoler

Først oplevede Sebastian Klein sin mor dø i fuld offentlighed. Få år senere stod han med hele ansvaret, da hans far led i al hemmelighed. Nu lever den populære børnevært med selv at være kendt. I denne uge begyndte programmet »Sebastian på dybt vand« på DR Ultra, og senere kommer »Sebastian Indefra«.

Sebastian Kleins farfar, Christian Klein, var pottemager. Han lavede denne keramiske version af Sebastian som dreng. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kold vinterdag i februar 2005 kom Sebastian Klein gående med sin ældste søn Sylvester i hånden. Den tre-årige standsede brat på fortovet.

»Se, far«, udbrød Sylvester begejstret og pegede på BTs spiseseddel foran kiosken.

»Se! Det er farmor,« sagde han.

Sebastian Klein konstaterede, at sønnen havde ret. Heldigvis, tænkte han så, kunne Sylvester ikke læse. For versalerne på spisesedlen var ikke for børnebørn:

SYG LYKKE: JEG SKAL DØ AF KRÆFT

Det irriterede Sebastian Klein, at han skulle stå her og forsøge at forklare sin søn, hvorfor hans mor, Lykke Nielsen, var i avisen. Men det gjorde direkte ondt på ham at blive mindet om, hvor syg og hvor døende hun var. Når og hvor som helst. For tabloidmedierne var over hende hele tiden, fuld eksponering.

»Det var hårdt for mig. For når jeg ikke var sammen med hende, ønskede jeg muligheden for – og det var da selvfølgelig enormt egoistisk – at lade som om, at hun ikke var syg engang imellem. At lade som om, hun ikke skulle dø. Men den her eksponering var min mors egen skyld. Hun ønskede at dø i fuld offentlighed. De fleste vælger at holde sådan en sygdom hemmelig, og så respekterer pressen det for det meste,« forklarer den i dag 40-årige Sebastian Klein, mens han tager en tår af en Coca-Cola på dåse.

Da Kaya Brüels mor blev alvorligt syg, var humoren deres våben  

Vi sidder i sofaerne hjemme i hans hus på Amager. Få hundrede meter fra hans barndomshjem, hvor han voksede op som enebarn med sine kendte forældre, Lykke Nielsen og Jesper Klein. Interviewet begyndte med at handle om tv-værtens næste børneshow, »Sebastian Indefra«. De første tre afsnit vises på »Sundhedsdage 2013« i Øksnehallen senere på måneden og sendes senere på året på Ramasjang. Programmet handler om alle de »ulækre« ting, vi mennesker gør – prutter, bøvser, tisser, piller bussemænd. Og ikke mindst, hvorfor vi gør dem og hvordan kroppen virker. Han sammenligner opbygningen af programmet med et pølsehorn:

»Der er en stor klump dej af ren og skær underholdning uden om en lille pølse af læring i midten. Det skal både få de kloge børn og deres dumme forældre til at grine,« siger han kækt.

Men adskillige gange under interviewet glider snakken over på de forældre, som Sebastian Klein ikke længere har.

Lykke Nielsen gik bort i 2006, Jesper Klein fem år senere.

Snakken kredser igen om moderen og den ekstreme eksponering.

»Da min mor levede, var hun altid den joviale, livsglade type, der badede sig i blitzlyset til filmpremierer og var venner med Gud og hvermand. Men da hun blev syg, blev hun ved med at gå til pressen hele tiden. Og de løb også hende på dørene ustandseligt,« forklarer han.

Han husker en dag i 2006, hvor han lå på alle fire i soveværelset og tørrede bræk op. Moderen lå i sengen, afkræftet og dårlig efter endnu en omgang kemo. Jesper Klein var ikke hjemme – sikkert ude at gå med hunden. Så ringede det på døren, og Sebastian vaskede sig af og lukkede op. Der stod en journalist og fotograf fra Billedbladet.

»Vi har en aftale med din mor,« sagde journalisten.

»Nej. Det kan I simpelthen ikke. Min mor... hun er ved at dø. I skal gå igen,« sagde han og mærkede temperamentet blusse op i sig. Han ville smække dem ude. Men de insisterede. De havde en aftale, de ville have interviewet. Og det fik de til sidst. Der er stadig enkelte journalister, som Sebastian Klein bærer nag over for i dag. Otte år senere. De få, der trods moderens åbenhed ikke respekterede normal menneskelig pli og takt, fortæller han. Men han ved også, at moderen ønskede at have bevågenhed til det sidste. Hun udnyttede nemlig medierne til at presse lægerne.

»Hun havde en teori om, at lægerne ville behandle hende bedre, hvis hun fortalte alt om sin brystkræft videre til medierne. Så det gjorde hun,« forklarer Sebastian Klein.

Han forklarer, at han har arvet meget af sin mors lyse og glade sind. Men at hun traf nogle valg, han end ikke ville overveje. Han ville aldrig sætte sig i en position, hvor han skulle bruge den del af pressen til noget som helst, understreger han.

»Det var hårdt at miste en forælder. Det er det for alle. Men jeg tror, det er endnu værre, når man er tvunget til at dele det med alle.«

Lykke Nielsen døde i august 2006. Hun blev 60 år.

En kold vinterdag i 1978 kom Jesper Klein gående med sin søn Sebastian i hånden. Hvor Sebastians mor var en udadvendt kvinde med et lyst sind, så var Jesper Klein det stik modsatte: Mørk, indadvendt, sky. Det kom også til udtryk denne dag, hvor den folkekære skuespiller skulle aflevere sin tynde, rødhårede søn i skolen. Som altid stod alting stille, da Jesper Klein trådte ind på institutionen. Så kendt var han. De stirrende øjne fik ham til at krybe ind i sig selv. Han afskyede opmærksomheden. Særligt slemt var det, når nogen – og det var der altid – råbte hans navn. Sebastian fornemmede faderens ubehag.

»Hvorfor gør I det her mod ham? Så lad dog min far være,« tænkte han.

Så snart Sebastian var afleveret, småløb Jesper Klein bogstavelig talt ud af folkemængden og tilbage i ensomheden.

Sebastian mindes også ture til Tivoli, hvor faderen pakket ind i trench coat og solbriller forsøgte at skjule sin identitet. Selvfølgelig havde det den modsatte effekt, forklarer Sebastian Klein.

»Han var enormt privat og tilbagetrukken. En musling faktisk. Folk skulle kende ham enormt godt, før han åbnede sig bare det mindste. Han var sgu så kompliceret.«

Det fik Sebastian Klein til at træffe et regulært valg om at være imødekommende. Han gjorde det, da han var ung, men han udlevede det i særdeleshed, da han begyndte at blive kendt.

»Når man står og skriver sin første autograf, bliver man nødt til gøre sig tanker om, hvordan man vil opføre sig over for alle de fremmede mennesker, der kender én.«

Han lod sig inspirere på dette punkt af sin mor. Og da han selv mange år senere havde fået en søn og samtidig var blevet godt og grundigt kendt efter sine mange børneprogrammer på DR, oplevede han selv følelsen af at komme gående med sin søn i hånden på vej til børnehaven på Amager.

»En dreng siger »Hej Sebastian« og Sylvester stopper op. Han kigger op på mig. Så siger han: »Alle kender dig, far,« og smiler. Jeg ved ikke, om der lå stolthed bag, men det var på ingen måde sagt med skam. Dét havde jeg det godt med.«

At alle børn efterhånden kender Sebastian Klein, er knap nok en overdrivelse. For gennem 17 år og op mod 20 børneshows er han blevet et regulært brand for Danmarks Radio. Det betyder blandt andet, at hans navn altid figurerer i programmernes titler. Som det aktuelle »Sebastian Indefra« eller det kommende: En føljeton med den blonde Klein som dyrepasser kaldet »Sebastian på Dybt Vand«. Det er lidt fjollet, siger han, sådan at være et brand. Men han kunne ikke undvære profileringen. Den giver ham nemlig adgang til at lave sine op mod 100 årlige liveshows rundt om i landet. Her møder han sit publikum i storcentre, på skoler, til byfester og så videre.

»Det giver mig et kick, når jeg får et live publikum i min hule hånd. Det ville jeg aldrig undvære. Og jeg kommer jo også lidt fra en gøglerfamilie – vi har dét med at optræde i blodet.«

Klein-slægten føres videre med to sønner, som han har med sin hustru Rikke: Sylvester og Christopher. Og det var bestemt intet tilfælde, at der skulle to børn til i række huset på Amager. Han savnede nemlig selv at have en bror, da han voksede op. Jesper Klein havde godt nok en datter med en anden kvinde, men hun voksede op hos sin mor, og hun og Sebastian blev aldrig tætte.

»Man kan sgu ikke byde børn ikke at give dem nogen søskende. Det kan godt ske, at du får al forkælelsen, men du står også alene med al kedsomheden. Og når dine forældre pludselig er syge, står du fuldstændig alene med ansvaret. Særligt, da min far døde som den sidste, havde det været rart at have nogen at dele opgaverne med,« fortæller Sebastian Klein og åbner en coladåse til.

Hvor moderens lange sygdomsforløb var som en folkefortælling, som hele Danmark kunne følge med i, så var Jesper Kleins – naturligvis – lukket og hemmeligholdt. Sebastian følte sig meget alene med sin støtte. Og hans negative tanker tog til i den svære tid.

For det første var det fuldstændig forkert, at moderen skulle dø først. Det skulle have været omvendt. Det var Jesper Klein, der var ældst, var skrøbelig og havde levet det hårdeste liv. Det var som om en aftale, et løfte, var blevet brudt.

For det andet var det dybt tragisk, at faderen endelig havde overvundet sit mavesår, sin bughindebetændelse og sin depression. Han virkede endelig helt klar til at leve videre efter sin hustrus død, da leverkræften ramte ham. Og ramte ham hårdt. Med en stor knude i hans indre fulgte enorme smerter. Sygdomsforløbet var langt kortere, mere intenst end moderens. Faktisk tog det blot to måneder, fra kræften blev konstateret til de sidste dage på hospice. I forløbet var der få gode dage. Men aldrig to af dem i træk.

»Alligevel havde jeg et håb om, at han ville klare den – helt åndssvagt og naivt. Men på den anden side håbede jeg også bare, at det ville gå stærkt. Han havde det så dårligt, lad ham nu bare dø,« siger Sebastian og overvejer et kort øjeblik, hvordan de modstridende tanker påvirkede ham.

»Det var frygteligt. Tænk sig at håbe på, at et menneske, man elsker, snart dør. Jeg skammede mig over det. Men jeg tror, at mange, der oplever dødssyge blandt deres nærmeste, har de tanker.«

Der var en episode, efter at faderen var blevet indlag på hospice, hvor tankerne pludselig blev konkretiseret. Jesper Klein havde set afkræftet ud i årevis, men på dette tidspunkt var han gennembleg og afpillet. Han virkede færdig.

»Vil du gerne dø, far? Skal jeg hjælpe dig?« spurgte Sebastian, der også denne dag var alene med sin far.

Sebastian tænkte, at han kunne skaffe en dosis piller, der kunne gøre gerningen. Men Jesper Klein rystede afvisende på hovedet. Den store skuespiller, der havde overlevet så mange fysiske skavanker, svarede:

»Det her tager vi også med.«
Den 22. august 2011 blev Sebastian Klein forældreløs. Faderen blev 66 år.

Med så meget sygdom i familien kunne man frygte, at Sebastian selv ville skrante eller blive angst for at blive syg. Men det afviser han øjeblikkelig. Faktisk følte han sig udødelig indtil den dag, han blev far. Derefter erkendte og respekterede han, at livet ikke varer for evigt. At man skal værne om det. For børnenes skyld.

»Mine forældre døde af en årsag. Min mor tog sådan nogle hormonpiller mod overgangsalderen, som vi siden fandt ud af var noget værre lort og direkte brystkræftfremkaldende. Hun tilhørte lidt den der pillegeneration: Alkohol og piller og rygning. Hver dag. De der 68’ere var så rebelske og levede hårdt. Og så betaler man jo prisen en dag. Og min far – altså han døde af leverkræft – så det var nok skørlevned og alkohol, der spillede ind dér,« konstaterer Klein.

Selv har Sebastian Klein lagt de fleste af sine laster på hylden. Han stoppede med drukture, da han begyndte at blive kendt. Ikke mindst for at undgå at blive forsidestof i ugebladene. Rygningen kvittede han for flere år siden.

»Den eneste last, jeg har tilbage, er colaen. Det bliver spændende at se, hvilken pris jeg kommer til at betale for det. Men jeg har da mine tænder endnu. Faktisk har jeg kun haft et hul hele mit liv,« siger han og flasher sit kendte, skæve smil.

»Hvis ikke jeg havde en eneste last, ville livet sgu være alt for kedeligt. Måske burde jeg etablere et par laster mere? Man bliver nødt til at have noget syndefuldt i sit liv.«

Da Kaya Brüels mor blev alvorligt syg, var humoren deres våben