Se verden som et barn

Arkitektur skal ikke bare se godt ud, det skal også røre og rykke ved mennesker, siger arkitekterne bag den århusianske tegnestue CEBRA, der på få år har taget turen fra grå anonymitet til toppen af den danske arkitekturverden, bl.a. med typehusene for M2.

De tre arkitekter bag CEBRA. Fra venstre: Kolja Nielsen, Carsten Primdahl og Mikkel Frost. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup, animationer CEBRA

Vendepunktet indfandt sig til en havefest. Over et par grillpølser og en håndfuld fadøl bestemte de tre arkitekter sig for at lade fast løn og gode pensionsordninger sejle væk i horisonten. De tre havde kendt hinanden, siden de startede som studerende på Arkitektskolen i Århus i begyndelsen af 1990erne, og lige siden var snakken om at starte deres egen tegnestue med jævne mellemrum dukket op.

De var alle ansat i gode stillinger på store, velrenommerede tegnestuer. Med udfordringer og ansvar i læssevis. Alligevel mærkede de uroen gnave i sig, og hverdagen var begyndt at lugte af sur pligt. Nu skulle det være. Slut med at slide sig selv sidelæns i graven for andre. Fra nu af ville de selv være i centrum og stå med følelsen af at være herre i eget hus, tjene sine egne penge og alle de andre tyndslidte klicheer, der hæfter sig på forestillingen om at gå solo og skabe sit eget.

»Når man starter på arkitektskolen, drømmer man om at få sin egen tegnestue en dag. Ligesom man drømmer om at få sit eget rockorkester, den dag man får en guitar i hånden. Man står altid i baggrunden som ansat, ligesom man skal følge en arkitektonisk ideologi, som andre har skabt,« siger Mikkel Frost.

Sammen med kollegerne Kolja Nielsen og Carsten Primdahl skabte den århusianske arkitekt i 2001 tegnestuen CEBRA, som de seneste år har markeret sig som en af de mest succesfulde tegnestuer herhjemme. Sidste år vandt CEBRA således den fornemme arkitekturpris »Den Gyldne Løve« på Arkitekturbiennalen i Venedig, læg hertil en imponerende portefølje af 1. priser i store arkitekturkonkurrencer, og senest blev den århusianske tegnestue indstillet til den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris for et skolebyggeri i Nordsjælland.

Godt skuldret af en ung, dansk tegnestue, og samtidig et anerkendende og tiltrængt løft til hjembyen Århus, som op gennem 1980erne leverede kreative hoveder til nogle af de mest markante tegnestuer herhjemme, men som siden er blevet overhalet indenom af sin københavnske storebror i kampen om den nationale arkitekturtrone.

»Tidligere var Århus stedet at være som arkitekt, men i dag hedder Danmarks arkitekturcentrum uden sammenligning København. Set i det lys ligger vi i den forkerte by. Vi kan ikke invitere Klaus Bondam til reception og drikke fadøl med ham en tilfældig fredag, og når Brian Mikkelsen holder festivitas, kan vi ikke bare lige dukke op og trykke hånd. Men så kan vi til gengæld en masse andet,« siger Mikkel Frost og undertrykker et smørret smil.

Vi sidder på hvide plasticstole i et lyst mødelokale i en baggård i Århus. Tre etager med kreativt rod og en uformel travlhed. Den ene af ejerne, Carsten Primdahl, er sendt i byen til møde med en lokal entreprenør, så ham må vi undvære til dette interview. Ikke at det amputerede fremmøde rigtigt betyder noget. De tre Århus-arkitekter er efterhånden så sammenkørte, at indholdet af samtalen ikke ændrer sig voldsomt, bare fordi en af dem mangler. Eller som Kolja Nielsen konstaterer:

»Vi har været mere sammen med hinanden end med vores familier de seneste år, og efterhånden ved vi præcist, hvad de andre tænker og mener om arkitektur. Så vi skal nok fylde hullet ud.«

DET ER GÅET GODT for CEBRA. Efter syv år med lange nætter er medarbejderstaben oppe på 35 mand, og for tiden venter tegnestuen på grønt lys fra de lokale myndigheder i Kristiansand i Norge, der har bedt den århusianske tegnestue stå for opførelsen af et nyt gymnasium. Sideløbende er håndværkere i gang med at opføre tegnestuens spektakulære villaetagebyggeri »Villa Strata« i Kolding, der efter planen skal stå færdigt i slutningen af 2008.

Og sådan kan man blive ved. CEBRA har fået sin bid af den højkonjunktur, der har rullet ind over landet de seneste år. Men historien om CEBRA er en ikke kun en historie om en tegnestue, der på kort tid har taget turen fra grå anonymitet til toppen af den danske arkitekturverden. Det er også fortællingen om tre arkitekters trang til at få lov at lave deres egen arkitektur og i sidste ende gøre verden til et bedre og mere interessant sted at være. Eller som Kolja Nielsen siger:

»Arkitektur skal ikke bare se godt ud, det skal også rykke og røre ved mennesker. God arkitektur involverer og engagerer mennesker. Det store problem er, at alt for få tegnestuer virkelig bekymrer sig om de her ting. De løser funktionaliteten i et stramt funktionsdiagram, former lidt på bygningen, og så er de ellers færdige. Vi vil gerne lægge lidt flere holdninger og værdier ind i vores arkitektur.«

Den slags sympatiske hensigtserklæringer er hørt før. Det er velkendte klicheer, der ligesom julepynten bare står og venter på at blive hevet frem, når arkitekter lader sig interviewe i dag. Ikke desto mindre insisterer CEBRA på, at der er handling bag ordene. At de ikke skaber ligegyldig metervarearkitektur, og kodeordet i de fleste af tegnestuens projekter er et benhårdt fokus på indholdet.

»For os handler innovation i arkitekturen om at skabe merværdi. Det gør man ved at arbejde med indholdet og fokusere på, at arkitektur skal handle om mere end form. Derfor er vores projekter mere end blot mursten. Inden vi slår de første streger, spørger vi os selv: Hvordan opnår vi en social diversitet i området? Hvordan opnår vi, at det ikke kun bliver en liebhaverghetto, hvordan får vi både unge og gamle herud? Det er ekstremt vigtigt at lave et holdningsmæssigt program, inden man går i gang. Alt andet er arrogant,« siger Mikkel Frost.

At ordene ikke bare er tomme floskler og overfladisk sælgerretorik viser sig i tegnestuens kontante krav om at have en tæt dialog med brugerne, når et projekt skal realiseres. Det slidte ord »brugerinddragelse« har CEBRA for længst kasseret, fordi den slags lugter af, at kunderne fortæller arkitekten, hvordan de vil have tingene og forventer, at han udfører ønskerne uden at kny. Og sådan fungerer tingene ikke hos CEBRA:

»Det handler mere om at forsøge at forstå hinanden. Vi skal finde frem til, hvad folk vil have, og det gør man kun, hvis man er i dialog. Det handler om at få adgang til den viden, brugerne har, og som vi arkitekter af gode grunde ikke har. Vi skal suge så meget viden ind i projektet som overhovedet muligt.«

Et godt eksempel på den konstruktive brugerdialog, som CEBRA praktiserer, er tegnestuens roste SKUB-skoler i Gentofte Kommune:

»I Gentofte har vi kørt processer, hvor op til 80 lærere, pædagoger, forældre, børn og naboer var med til at forme rammerne for deres fremtidige arbejde. Den slags researcharbejde har givet os et fantastisk materiale at arbejde med. Det giver en rød tråd i projektet, som alle er med på, fordi de har været med i processen fra start til slut. Og så ender man med en arkitektur, der ikke er bundet op på forestillinger om form, men på indhold.«

Det var det ambitiøse typehusprojekt, M2, der for alvor åbnede døren til den brede offentlighed. Pludselig stod CEBRA midt i den bedste sendetid og fortalte danskerne, hvordan de skulle bo. Båret frem af en trang til at puste nyt liv i et marked, som i årevis havde ligget brak, fordi ingen arkitekter med respekt for sig selv turde røre ved det.

»Det var simpelthen ikke fint nok, og siden 1970erne havde ingen for alvor forsøgt at nytolke typehuset. Men så kom denne her idérige fyr (Jesper Øhlenschlæger, stifter og tidligere direktør i byggefirmaet M2, red.), som ikke bare havde penge, men også en stor kærlighed til god arkitektur, det vidste vi, for vi havde selv bygget hans hus i Hinnerup. Han bad os om at give vores bud på, hvordan et moderne typehus kunne se ud. For os var det en enestående mulighed for at forsøge at få kvalitetsarkitekturen tilbage i forstædernes forudsigelige bolighelvede,« siger Mikkel Frost.

Missionen lykkedes. Sammen med konkurrenterne PLOT, 3xNielsen og Schmidt Hammer Lassen fik CEBRA rusket op i det hensunkne typehusmarked, og i dag behøver man ikke at bo i et hus, der ligner naboens, bare fordi man valgt et typehus. M2-projektet var et forsøg på at markedsføre god arkitektur til fornuftige priser. Og så selvfølgelig også tjene penge, det lægger Århus-arkitekterne ikke skjul på:

»Der er ingen grund til at skamme sig over, at man tjener penge på sit arbejde. Man kan sagtens have store idealer og samtidig tjene penge, og folk har for længst fundet ud af, at jo bedre ens forretning er, desto flere midler er der til at udvikle kunsten. Er man forarmet, har man ikke overskud til for alvor at sparke røv. Alle de arkitekter, der rykker noget i verden, som f.eks. Zaha Hadid og Rem Koolhaas, har i hvert fald ikke problemer med at hive en ordentlig månedsløn hjem.«

Det havde arkitekterne bag CEBRA til gengæld, da de startede i sin tid. I begyndelsen kiggede de store entreprenørfirmaer på projektet med den skepsis, som møder alle nystartede tegnestuer. Det var ikke første gang, at tre talentfulde arkitekter havde forsøgt lykken som selvstændige, og adskillige før dem havde måttet opgive ævred og lukke butikken inden for et år.

»Den første tid er virkelig svær. Jeg kan huske, at vi fik 8.000 kroner for den første opgave, og i længden betaler den slags beløb altså ikke huslejen. Men da vi var kommet gennem den første svære tid, begyndte det at lysne,« husker Kolja Nielsen.

Den store ketchup-effekt indtraf i 2005. I løbet af 12 måneder deltog CEBRA i 11 konkurrencer, vandt seks førstepladser og fik tre andenpladser. Pludselig var den århusianske tegnestue et varmt navn og blev inviteret til at deltage i konkurrencer – både herhjemme og i udlandet. Måske fordi CEBRA modsat mange andre tegnestuer ikke var så forhippet på at være en pæn inkarnation af den skandinaviske stil, som i årevis havde styret løjerne herhjemme. Eller som Kolja Nielsen udtrykker det:

»Historisk set er dansk arkitektur ikke det mest humoristiske, man kan forestille sig. Tværtimod er den præget af et mådehold i forhold til brugen af virkemidler, som i mange tilfælde grænser til det hæmmede. CEBRA tager ikke arkitekturen helt så højtideligt, og tingene må godt være lidt mere skæve end den klassiske skandinaviske lødighed, som mange af de store tegnestuer sætter stor pris på. Det gør ikke noget, at man lige skal lære at danse med vores ting, inden man holder dem. At man skal udforske dem og lære dem at kende, før man rigtigt forstår dem. Der er meget arkitektur i dag, som er alt for nemt at gå til. Det stiller ingen krav til beskueren. God arkitektur handler om at skabe rum, der ikke bare er skabt til at blive set på. Det betyder også, at man nogle gange skal holde igen med sin trang til at designe. Det er ikke sikkert, at alt skal være gennemført ned til mindste detalje. Måske skal der være et element af antidesign, der gør, at folks skuldre falder ned, når de går ind i rummet,« siger Kolja Nielsen og lader Mikkel Frost tage over:

»Det er i hvert fald vigtigt, at arkitektur ikke altid bliver taget for seriøst. Vi kender alle til de smarte tøjbutikker, hvor der måske står ét par sko på en piedestal midt i rummet. Man tør slet ikke gå ind. Humor kan også være en måde at åbne for idéerne på. Hvis man ikke har humor, er man hæmmet, og så ender man bare med at lave hvide vægge og birkefinér overalt. Det er som regel de idéer, alle griner af til designmødet, der i sidste ende viser sig at være de bedste. Man griner jo ikke bare, fordi noget er sjovt, men også når noget er uventet eller helt anderledes i forhold til konsensus.«

I en kreativ proces er det vigtigt, at man kan tænke og opfatte verden som et barn, mener de tre arkitekterne. Man er nødt til at have barnets naive og ligefremme tilgang til tingene, hvis man skal ud over klicheerne. Når et barn sætter sig ned på gulvet og begynder at lege med klodser, har det ingen begrænsninger. Alt kan lade sig gøre.

»Den arkitektoniske proces minder meget om at lege, i hvert fald som vi praktiserer den. Vi arbejder meget intuitivt. Vi prøver altid at se på, hvad vi synes, er den bedste løsning for projektet, og det er ikke nødvendigvis den smukkeste,« siger Mikkel Frost og tager hul på en af tegnestuens kæpheste, den voksende tilstedeværelse af flot, men ligegyldig arkitektur:

»Der er alt for meget flashy arkitektur, der ikke udfylder sin egentlige rolle,« siger Mikkel Frost:

»Der er alt for mange tegnestuer, som hellere vil tilfredsstille deres kunder end de mennesker, som rent faktisk skal bruge deres bygninger. Selvfølgelig vil vi også gerne gøre vores kunder glade, men vi vil ikke gå på kompromis med arkitekturens naturlige forpligtelser, nemlig at lave bygninger, som folk har lyst til at bruge.«

At de tre cebra-arkitekter ikke lider af mindreværdskomplekser, behøver man ikke at være psykolog for at spotte. Et kig på tegnestuens hjemmeside er nok. Her kan interesserede læse om den pris, som CEBRA to gange årlig uddeler til den studerende på Arkitektskolen i Århus, der har lavet det mest innovative og nytænkende afgangsprojekt, ligesom man kan købe den bog med CEBRA’s mest betydningsfulde projekter gennem årene, som tegnestuen udgav for nylig:

»Når man laver en bog om sig selv, siger man selvfølgelig indirekte, at man har lavet noget, som folk har godt af at kigge lidt på og tænke over. På samme måde ligger der også en vis selvforståelse i at gøre sig til smagsdommer og uddele priser til byens arkitektstuderende. Det er et signal om, at vi synes, vores mening er vigtig,« siger Kolja Nielsen og giver ordet videre til sin makker:

»CEBRA er også en slags skole. Der er hele tiden studerende på tegnestuen, og vi ser det som en pligt at præge de kommende generationer af arkitekter. Fylde dem med det, vi tror på, og give de ting videre, som vi har lært undervejs. Men de studerende giver også noget tilbage til os. Vi får masser af ny inspiration af at arbejde sammen med dem. Det er en måde at holde sig selv ung på. Man kan lynhurtigt gro fast i forestillinger om, hvordan tingene skal gøres.«

Samarbejdet med de unge arkitektstuderende var også en vigtig ingrediens i det projekt, som var med til at vinde »Den Gyldne Løve« på arkitekturbiennalen i Venedig. Myten om stjernearkitekten som den ensomme og egenrådige skaber er for længst afmonteret. Arkitektur er ikke bare fantastiske enkeltmandspræstationer, men derimod resultatet af mange menneskers kreative slid. Derfor handler det også om at få folk omkring sig til at vokse kreativt, og den del af arbejdsgiveropgaven har de tre arkitekter aldrig været i tvivl om.

»Vi har nået et niveau, hvor vi er nødt til at uddelegere arbejdet, og dermed har vores roller også ændret sig. I begyndelsen tegnede vi alt selv, det kan vi ikke længere, og i dag fungerer vi mere som inspirator, coach og kunstnerisk vejleder. Vi har fået mange af vores medarbejdere direkte fra arkitektskolen, og på den måde har vi kunnet opdrage og danne dem. De må selvfølgelig gerne være forskellige fra os og have deres egne tanker og idéer, men grundlæggende skal de selvfølgelig have den samme tilgang, som vi har,« siger Mikkel Frost og begiver sig ud i noget, der ligner en afslutning:

»De skal have lyst til at skabe arkitektur, som folk rent faktisk har lyst til at bo i. Hvor mennesker får et godt liv. Det er dybest set det, arkitektur handler om. En ting er at lave noget fancy arkitektur og komme i bladene med en masse flotte billeder, noget andet er det liv, der skal leves, når rampelyset er slukket. Folk skal kunne mærke, at de bor i kvalitet. Og kvalitet er ikke kun materialerne. Det nytter ikke noget bare at pakke bygningen ind i kobber og granit. Så får man måske et dyrt hus, men ikke nødvendigvis et hus, der er mere værd for de folk, der skal bo i det. Og hvis ikke de mennesker, der skal bruge vores arkitektur, synes om den, er det sgu en fiasko. Uanset hvor mange blade, man har været i.«