Schwung!

Jeg kan godt få tårer i øjenkrogen, når jeg hører en march. Det kan lyde forkert, men her er ikke tale om længsel efter støvletramp i Ceausescus Rumænien eller en generel higen mod tattoo fra Edingburg Castle. Der er tale om en hel specifik march.

Marchen hedder »Sons of Westwood« og er kampsangen for universitetet U.C.L.A, hvor jeg spenderede et år i starten af 1990erne. Egentlig er det mærkeligt, at sådan et år stadig kan fremkalde stærke følelser, men jeg føler en dyb tilknytning til stedet. Pudsigt nok en tilknytning, der på mange områder overstiger den, jeg har til Københavns Universitet Amager, hvor jeg gik i fire år.

Lad mig være ærlig. Jeg tog til USA af alle andre grunde end akademiske ambitioner. Det var tanken om at bo i Los Angeles et år, tæt på solen, Beverly Hills og suset fra den amerikanske drøm. Ironisk nok endte det med, at det akademiske blev det vigtigste. For første gang i mit universitetsliv blev jeg høj på den stribe af langt rækkende erkendelser, der fulgte med.

Skal jeg efterrationalisere 15 år down the line, var det ikke tilfældigt. Det var ikke bare et lucky punch, men produktet af en helt anden universitetetskultur, der i hvert fald for mig, var adskillige lysår forud for den danske.

Den første iøjnefaldende forskel var, at man på amerikanske universiteter uddanner folk med det direkte sigte, at de bagefter skal have et job. Det gør opholdet en tand mere vedkommende. På filmvidenskab i København var det, at man en dag skulle have et arbejde et slags ækelt og beskidt tabu. Her lå det usagt, men bestemt i kortene, at universitetet var åndens verden. Det fine var forskning, og undervisning var for mange lærere en besværlig sten i skoen, der fjernede dem fra spændende konferencer og korrespondance med ligesindede på højt niveau fra andre lande.

I USA var undervisningen enkel og til at forstå. I Danmark var lixtal og utilgængelighed måleenhed for, hvor fint det var. Jo mere uforståeligt, jo bedre.

Største forskel af alt var stoltheden omkring ens skole. I USA er de fantastiske til ritualer, traditioner og altså… marcher. Ens skole er en identitet, man tager med sig hele livet og bærer som et duelighedstegn. I Danmark skal det være så skide livstræt, oppositionsagtigt og distanceret på en bund af akademisk skyld, skam og dukket nakke.

Det er tankevækkende, at universiteterne, der burde være det sted, der er længst fremme, på mange måder føles som museumslommer, hvor frem for alt fortidens ånder spøger. En trist og grov generalisering fra en bittersød (høj, flot) fyr omkring de 40? Måske, men nok også mere rigtig, end du tror.

Om end det sikkert er den bedste løsning, er der en oplagt fare ved institutioner, der får deres penge fra staten på en fast check. Det skaber en afsendekultur, forstået på den måde, at institutionen kan tillade sig at tænke på, hvad der er vigtigt for den, ikke for brugeren.

På den måde er universiteterne i familie med sygehuse og folkekirken. De behøver i princippet ikke oppe sig, medmindre det folkelige pres bliver så stort, at checken er i fare. Gudskelov er der masser af ansatte, der alligevel gør en forskel.

Jeg holder selvfølgelig også en del af KUA og de mennesker, jeg har mødt der. Men danske universiteter må sgu gerne være lidt mere stolte, nærværende, målrettede og livsglade.

Jeg er i øvrigt stadig tilmeldt Københavns Universitet. Jeg mangler specialet for at kunne kalde mig cand.phil. Det opgiver jeg nok. I stedet vil jeg bruge tiden på at skrive en rask march til Københavns Universitet. Det bliver en strunk march med schwung og masser af messing.