Scenen som sæbekasse

Teater kan også mane til eftertanke eller oprør, være med til at ruske op i os og belyse verden fra en anden vinkel. Det kan, med andre ord, være politisk. Men hvordan når man ud til publikum med sit budskab? Og hvornår – og hvorfor – er teatret det rette sted at sætte en politisk dagsorden, hvis man spørger teaterinstruktørerne?

02TILKULTUR-DASDING-211851.jpg
Plakatfoto af forestillinge »Das Ding« Aalborg teater
Læs mere
Fold sammen

Godt teater er politisk.«

Så kontant melder Daniel Wedel, der i denne sæson præsenterer teaterpublikummet for forestillingen »Roma« på Teater Sort/Hvid, ud.

»Godt teater udfordrer vores fordomme, får os til at tænke og føle os en lille smule forandrede. Godt teater udfordrer vores indre autopilot og de meninger, vi troede, vi havde. Godt teater taler til hele mennesket: til følelser, krop og tanker på en gang. Det gør få andre medier lige så godt. Det politiske teater er vigtigere end nogensinde. Folk er trætte af politikere, så vi har en unik chance her.«

»Roma« præsenteres som lige dele sigøjnerfest og live-dokumentar. Stykket tager udgangspunkt i en YouGov-undersøgelse der viser, at 72 procent af alle danskere har en »overvejende negativ« opfattelse af romaer, på trods af, at romaer er Europas største etniske minoritet og, for langt de flestes vedkommende, borgere i EU.

Undervejs i forestillingen bliver publikum taget med på en byvandring for at se København med romaernes øjne, hvor det er godt at tigge og samle flasker, og på en »roadmovie« til Rumænien. Hvem er de? Hvorfor er de her? Og hvorfor har de lavere status end flygtninge? Det er bare et par af de spørgsmål, Daniel Wedel håber at forestillingen kan gøre os alle sammen lidt klogere på.

På Det Kongelige Teater handler det om skyld og ansvar i forestillingen »Terror«, skrevet af tyske Ferdinand von Schirach og iscenesat af Therese Willstedt.

En jagerpilot stilles for retten, anklaget for drab på de 164 mennesker, der var ombord på et kapret fly, som piloten valgte at skyde ned for at redde de 70.000 mennesker, der samtidig befandt sig på flyets mål: Et fodboldstadion i Frankfurt.

Er han skyldig? Er han en helt? De spørgsmål skal publikum være med til at besvare i forestillingen, der siden ur-premieren i 2014 er blevet sat op på 33 forskellige teatre. I sig selv et bevis for emnets aktualitet.Men hvorfor spille teater om terror? Hvorfor ikke skrive en kronik, eller på anden måde invitere til debat?

Et ord: »Nærvær«.

»Det er det, teatret kan. Og det er derfor, jeg tror på det og arbejder med det,« slår Therese Willstedt fast.

»At opleve et dilemma i fællesskab, med rigtige mennesker på scenen, som gennemlever en problemstilling, sætter en proces i gang i betragterens krop på en helt anden måde, end det gør for eksempel at læse en kronik, der først og fremmest taler til ens intellekt.«

Teaterrummet inviterer til samtale mellem sal og scene og tvinger publikum til at opleve sammen, uden mulighed for at lukke af for hverken de øvrige tilskuere eller de mennesker af levende kød og (hjerte)blod, der står på scenen foran dem.

»Her og nu i en fiktiv situation reflekterer, fantaserer og empati-træner vi sammen. Vi udfordrer vores måde at se verden og os selv på – sammen. Vi bliver styrkede af at få en emotionel og intellektuel indsigt. Sammen,« siger Therese Willstedt.

»Politisk teater får mig som individ til at reflektere over og revurdere mine handlinger – i den private sfære såvel som i den offentlige sfære«.

Det personlige og fælles ansvar er også på plakaten på Aalborg Teater i den ligeledes tyske dramatiker Philip Löhles »Das Ding«, der af instruktør Martin Nyborg beskrives som »et globalt eventyr med et bomuldsfrø i hovedrollen«.

»Det, jeg vil undersøge med »Das Ding« er det store og synlige skel, der er opstået mellem dem, der omfavner globaliseringen og dem, som føler sig forbigået af den.«

Bomuldsfrøet rejser verden rundt for at vise, hvordan vi alle sammen er forbundet med hinanden, og hvilke konsekvenser, det har.

»På dets rejse jorden rundt, finder vi ud af, hvordan det påvirker mennesker at blive voksne i en verden fuld af muligheder og problemer. Hvor du kan rejse til Mexico og tjene penge imens, fordi du udlejer din lejlighed på Airbnb. Hvor du kan nyde livet og skamme dig over det på samme tid. Og særligt hvordan alle mulighederne påvirker dig, hvis du langt hellere vil slå rødder nær dit barndomshjem end realisere dig som lykkelig freelancer,« siger Martin Nyborg, der godt kan lide, når det politiske teater kradser lidt og går mod strømmen. Uden at blive moraliserende eller helligt.

»Et samfund har brug for historier, der gør lidt ondt at høre, og som det ikke kan betale sig at fortælle. Særligt når sandheden om godt og ondt står lidt for klart,« siger han.

»Sidste år oplevede jeg The Other Eye of the Tigers »Martyrmuseum« på Sort/Hvid, der havde en massiv gennemslagskraft både nationalt og internationalt. I stil med Christian Lollikes »Manifest 2083« om Anders Breivik, forsøgte de at nærme sig en forståelse af mennesker, som vi i fællesskab ellers har kategoriseret som unuanceret onde. Fælles for begge forestillinger var, at de blev debateret flittigt i de skrevne medier, og at flere politikere følte trang til at udtrykke deres modvilje, uden at have oplevet dem. Man kan påstå, at det forstyrrer den ønskede intention, men også at kunstnerne formår at understrege teatrets relevans.«

Netop Christian Lollike og Sort/Hvid huserer i denne sæson på Aarhus Teater med Holbergs klassiker »Erasmus Montanus«, en klassisk komedie med en brod, der også stikker i dag. Studenten Erasmus Montanus elsker at diskutere, og tror selv, at han er vældigt klog – så klog, at han ikke nødvendigvis behøver at forholde sig til sandheden. Det bliver en undersøgelse af danske værdier, hvad det vil sige at være dansk – og hvad dansk humor er.

Christian Lollike mener, at en af teatrets styrker i forhold til det politiske er, det taler med flere stemmer på en gang.

»På den måde kan teatret dels spejle, dels fordreje det politiske på en måde, der gør, at publikum ser noget nyt og føler noget, de ikke havde forventet at føle. Og på den måde helt konkret rykker ved holdninger og livssyn.«

Og ikke kun hos publikum. Dem, der står bag stykkerne, bør ifølge Christian Lollike også udfordre sig selv og deres egne holdninger samt foretage en grundig analyse af vores samtid.

»Således at forestillingen giver noget fra sig, som publikum ikke kan slippe af med. Som forfølger dem. De rigtigt gode forestillinger overskrider det ’bare’ at være en forestilling. Enten ved at forestillingens univers giver en energi, en stemning fra sig, der giver en trykken for brystet. Hvor man er tryllebundet, men ikke ved, hvor man skal hænge sin hat og bare står der i sine nye følelser og en fornemmelse af, at være blevet mindfucked. Men det kan også være helt tørre forestillinger, der tager sig tid til at analysere et bestemt emne på en ny måde.«

Han mener dog ikke nødvendigvis, at det er teatrets opgave at vække publikum fra en eventuel politisk tornerosesøvn.

»Vi må hver især kæmpe for at forblive nysgerrige, for lysten til at lade os udfordre, frem for at lade vores holdninger og livssyn bekræfte af de mange behagelige mainstream-oplevelser, vi konstant tilbydes. Kort sagt skal der vilde værker til, men der skal først og fremmest fremdyrkes en kultur, hvor nysgerrighed, viden og dannelse prioriteres.«