Satire vækker irsk vrede: »Dybt stødende og blasfemisk«

Irlands statslige tv-kanal har undskyldt et satireindslag, der skildrer Gud som voldtægtsmand.

»At udsende et så dybt stødende og blasfemisk klip om Gud og vores velsignede moder Maria i juletiden … er fornærmende for alle katolikker og kristne,« skrev biskoppen om satireindslag, der skildrer Gud som voldtægtsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Irish Independent/Ritzau Scanpix

Irlands statslige tv-kanal, RTÉ, har udsendt en undskyldning for et indslag i en tv-satire, der skildrede Gud som voldtægtsmand. Det skriver avisen The Independent.

Indslaget, der var en del af kanalens nytårsaftenshow, var en satirisk nyhed om, at Gud var den seneste berømthed, der havde været involveret i en #metoo-skandale.

Sketchen indeholdt optagelser af en mand i hvid kappe, der bliver stillet for retten, mens en nyhedsoplæser meddeler, at den »fem milliarder år gamle mand stod anklaget for at have tvunget en ung mellemøstlig indvandrer til sex« og angiveligt gjort hende »gravid mod hendes vilje«. I indslaget bliver forbrydelsen takseret til to års fængsel, hvoraf de sidste 24 måneder blev gjort betinget. Nyheden slutter med en meddelelse om, at den voldtægtsdømte amerikanske filmproducent Harvey Weinstein har anmodet om en ny retssag i Irland som følge af den milde straf til Gud. Indslaget kan ses i dette YouTube-klip.

Indslaget førte på kort tid til over tusind klager fra seerne og en fordømmelse fra Irlands ærkebiskop, Eamon Martin. I et tweet forlangte han det »uhyrlige klip« fjernet med det samme og fordømt af alle ordentlige mennesker.

»At udsende et så dybt stødende og blasfemisk klip om Gud og vores velsignede moder Maria i juletiden … er fornærmende for alle katolikker og kristne,« skrev biskoppen.

Ærkebiskoppen i Dublin, Dermot Farrell, kritiserede også showet og beskyldte det for at »spotte det guddommelige« og »bagatellisere voldtægtsofre«.

Tv-kanalen RTÉ udsendte efterfølgende en erklæring, der undskyldte sketchen, men afslørende ingen planer om at fjerne den fra sin streamingplatform.

»Det varierer fra person til person, hvad der kan fornærme, særligt når det drejer sig om komedie og satire. Efter at have gennemgået klagerne, ønsker RTÉ at undskylde over for de seere, der blev fornærmet af segmentet,« skrev RTÉ i en pressemeddelelse.

BBC blev for nylig tvunget til at forsvare sit satireshow »The Goes Wrong Show«, efter at seere havde klaget over, at det var en »fornærmelse mod den kristne religion«. I showet blev et fiktivt krybbespil omtalt, hvori Jesus blev spist af et får.