Sara Blædel kom ud af midtvejskrisen: »Nu har jeg den der »fuck it«-følelse«

Hun skulle blive 54 år, før hun fandt hjem i sit eget liv. Det har krævet en fysisk omvej af de store og en tre år lang sorg over sine forældres død, før forfatteren Sara Blædel igen kunne lande i København som hundrede procent sig selv.

1s
Foto: Linda Kastrup

Billedet på Instagram står ikke skarpt. Det er grynet, i sort/hvid, og man kan ane en masse flimrende hvide striber skære igennem motivet. Sara Blædels kække positur fra dengang skinner til gengæld klart igennem til nu. Hun er 11 år gammel. Iført ridebukser og glimtende øjne står hun oprejst på ryggen af sin hest.

Den ene hånd holder tøjlerne, og den anden hånd gør det, hun altid er blevet opdraget til. Den er strakt helt ud i yderste led med selvtillid.

Se mig, siger det foto. Se lige mig.

Det er et par måneder siden, forfatteren lagde fotoet op til sine følgere. Det er sådan et rigtigt Sara-billede fra den tid, siger hun. Når hun ser på det i dag, genkender hun sig selv på en anden måde. Alt i det er nemlig summen af den snurrende fornemmelse, hun går rundt med for tiden.

»Dengang var det sådan en yes-følelse af, at det hele kunne lade sig gøre. Når jeg ser det billede, ser jeg en total glæde og tryghed. Den pige på billedet har helt klart vundet. Det er også sådan, jeg har det nu.«

Et af de mest tydelige tegn på, at Sara Blædel har succes, er ikke den Chanel-taske hun har over skulderen. Det er heller ikke den altid påklistrede titel som »Hele Danmarks Krimidronning« eller tallene på bankkontoen. Det er de tegn, andre givetvis vil lede efter. Forfatteren har taget en beslutning, der for hende er symbolet på, at det går hende godt.

»Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal sgu aldrig læse noget højt op for nogen, hvis jeg ikke har lyst. På bogturnéer i Canada er det et fuldstændig fast element, at man stiller sig op og læser højt i 20 minutter af sin bog. Når jeg bliver inviteret, fortæller jeg dem, at jeg ikke læser højt. »Jamen, det gør de andre,« siger de. Men det gør jeg altså ikke. Jeg skylder ordblinde Sara i femte klasse at sige nej. Jeg skylder hende den fandenivoldskhed og det mod. Det er blevet et princip for mig. Det er en total, dyb urfølelse inde i mig. Jeg gør det simpelthen ikke, hvis det ikke passer mig.«

Foto: LINDA KASTRUP.

Det nej er ikke blot tre bogstaver. Det nej er resultatet af den bevægelse den 54-årige forfatter har været igennem.

En midtvejskrise er for nogen knyttet til spejlbilledet, man møder hver morgen. Rynkerne, det grå hår og en anden, løs fysik, der pludselig fortæller et andet narrativ om en selv med en ordlyd, man slet ikke kan genkende. Den midtvejskrise, Sara Blædel har mærket skælvelser af, er en helt anden. Den handler om at sige farvel til sine forældre, forlade barnet inde i én og finde hjem alene.

Ligesom i så mange andre fortællinger har forfatteren skrevet sig ind i en klassisk hjem-ude-hjem komposition, hvor hovedpersonen drager ud for til sidst at vende hjem klogere. Det er først nu i en alder af en 54 år, at hun har fået foldet livet sammen på en måde, hvor det også passer ind i det indre interiør.

Bestsellerlisterne

Vi sidder i de bløde stole på Hotel D`Angleterre, hvor hele verden passerer forbi med kufferter, mens formiddagens København passer sit arbejde. Hendes nye bog »Den tredje søster« er lige udkommet. Den seneste tid er gået med en lille foredragstour rundt om i Danmark for at fortælle publikum, at nu er hun altså her i Danmark efter halvandet års ophold i New York.

Til de foredrag har hun som det første fortalt tilhørerne om sin ordblindhed, fordi hun ikke kan slippe tanken om, at når andre ser hende udefra, så må det hele lyde så lyst. Derfor skal de høre om den pige i klassen, der måske af dem alle fik allermest ondt i maven, når hun blev bedt om at komme op til tavlen. Derfor fortæller hun stadig om, hvordan hun i dag endnu har det svært med visse sproglige endelser og kan kæmpe med logikken i sproget.

»Det lå ikke i kortene for mig. Det er vigtigt at få med i fortællingen om mig. Omvendt er det jo en meget dansk ting, det der med, at man skal undskylde i forhold til sin egen succes og sige, at man ikke er kommet så nemt til det. Jeg har selv sagt ting som: »Jamen, der er også så mange andre, der er gode.« Men jeg har fået hul igennem på en måde, der er ret uventet for mig. Det er fundamentalt mærkeligt at opleve, at der er folk rundt omkring i verden, der læser det, jeg skriver – og at de forholder sig til det.«

»Jeg er virkelig succesfuld.« Den sætning siger hun højt til mig, imens vi sidder der i stolene. Bagefter konstaterer hun, at det faktisk er første gang, at hun siger det ligeud på den måde. Så frivolt. Så prompte.

»Det er ikke noget, jeg går rundt og siger til hverdag, og det gibbede da også lige i mig, da jeg sagde det nu. Det er rarere og mere elegant, at andre siger det end en selv. I de tidligere stadier af min karriere havde jeg et større behov for at få slået fast, at det gik mig godt. Der var en periode omkring min bog nummer fem, hvor jeg ærligt skal indrømme, at jeg havde svært ved ikke at sammenligne mig med andre kvindelige krimiforfattere.«

Det er sådan et psykologisk sammenligningsapparat, der sætter i gang inde i én, fortæller hun. Man spejler sig i andre og bliver en lille smule misundelig, hvis det går dem godt, eller de får et stort gennembrud.

Foto: Linda Kastrup.

»Det gjorde, at jeg hele tiden ikke syntes, at jeg var god nok. For der var jo altid var nogen, der var bedre eller solgte mere. Jeg læste på et tidspunkt en artikel, hvori en musiker sagde, at det ikke nytter at spejle sig i andre, fordi du har ingen indflydelse på, hvordan det går andre. Men du har indflydelse på, hvordan det går dig. Det ændrede noget for mig, da jeg læste det. Jeg holdt op med at nærstudere bestsellerlisterne, som jeg ellers havde for vane. Jeg holdt ellers nært øje med, hvor jeg lå på listerne og i hvor lang tid. Det kunne jeg bruge meget tid på. I dag har jeg sluppet det.«

Første gang Sara Blædel var inviteret til at deltage i den største krimimesse i USA, kendte hun ikke et øje. Det var virkelig svært at være der. Det er syv år siden. I år blev hun inviteret som æresgæst og hentet i lufthavnen. Hun var på scenen i en times interviewseance, og mens hun sad der, så hun blandt publikum sine egne litterære helte, krimiforfatterne Ian Rankin og Lee Child.

»Det var stort. Tænk, at de gad at høre på min historie. Det ramte mig. Nu er jeg kommet ind i kredsen af anerkendte krimiforfattere. Det er i mine øjne en stor accept. Det gør også, at det er blevet lettere for mig at læne mig tilbage og sige, at jeg har ikke det samme behov for at sammenligne mig med andre. Nu kan jeg godt sige: Det der kan du sgu.«

Os tre

I familien Blædels gamle fotoalbums finder man et andet billede af pigen Sara. Hun sidder med sænkede skuldre, sænket hoved og sænkede øjne. Helt trykket sammen. Den pige boede sammen med sine forældre i Kartoffelrækkerne i det indre København og gik på Øster Farimagsgades Skole. Selv om Sara Blædel er vokset op med enebarnets fulde opmærksomhed og omsorg fra sine forældre, journalisten Leif Blædel og skuespilleren Annegrethe Nissen, i et åbent og kreativt hjem, var hendes troldsplint den indre usikkerhed, som fik sin næring af ordblindheden.

Mens andre storby-piger på 11 år måske ville have protesteret voldsomt over udsigten til at flytte til en lille flække på ni huse uden for Hvalsø på Vestsjælland, var hun dengang lykkelig for at komme ud til total frihed. Det nedlagte landsted havde familien i årevis brugt som sommerhus, og da de ikke længere havde råd til både storbylejlighed og hus, valgte Sara Blædels forældre landzonen.

»Den trykkede pige var der langt mere af, da vi boede i København. I Hvalsø fik jeg selvværdet til at stå oprejst på en hest. Det kendetegner meget det rum, vi havde der. Mine forældre og jeg havde en stærk samhørighed, og vi var et hold. Jeg følte virkelig, at jeg hørte til der i Hvalsø.«

Det tætte bånd mellem de tre var særligt. Kærlighedens størrelse betød også, at da Sara Blædels forældre for fem år siden døde med tre dages mellemrum, var hendes sorg tilsvarende tæt og ubrydelig. Hendes far var 90 og hendes mor 80 år gammel, da de begge døde af en lungebetændelse oven på en sygdomsperiode. De havde altid talt om, at de ville herfra sammen. Sådan blev det.

»Sorgen bliver ikke mindre af, at det er ældre mennesker, der dør. Det har vi måske en tendens til at undervurdere. Det er naturligt, at ældre mennesker dør, men det har intet med den efterfølgende sorgs størrelse at gøre. Og for mig var den meget stor.«

Foto: Linda Kastrup.

Forældrenes død sammenlagt med en fasters død seks uger senere kastede Sara Blædel ind i et rum, hvor den rastløse jagt på noget udefinerbart »mere« blev endnu mere intens. Kontrakten med hende selv lød ellers på, at det var tid til at slå rødder. Hun var forinden blevet skilt fra sin mand gennem otte år, og da hun flyttede fra huset i Virum, købte hun et hus i Kartoffelrækkerne. Tilfældigvis i den selvsamme gade, hun var vokset op i.

Det måtte jo være det perfekte sted. Men værelserne og møblerne fik aldrig en del af hende, og hun følte sig aldrig som en del af rummene.

»Det var på papiret godt for mig, fordi jeg havde brug for at grounde mig selv. Jeg troede, at det ville være rart at slå sig ned dér, hvor jeg følte, at jeg selv kom fra. Jeg tænkte, at det ville blive godt. Men det blev det aldrig. Jeg fandt ikke den ro indeni. Det virkede ikke rigtig for mig, for jeg var ikke klar indeni. Jeg havde mistet min familie. Det skulle jeg lige finde ud af.«

Et års tid efter forældrenes død sad hun en aften på et hotelværelse i Chicago. Hun var på bogturné og skulle videre til Canada. Lige den aften blev hun ramt af en totalt lammende ensomhed, hvis stikkende smerte stadig står klart i hendes erindring.

»Jeg sad med en stærk følelse af, at jeg meget bedre kunne lide det liv, jeg havde, inden de døde.  Jeg kunne bedre lide, at de var her. Men det er jo uigenkaldeligt. Jeg var virkelig mærket af det der. For jeg kunne ikke handle på det. Jeg kunne ikke gøre noget. Min familie var der ikke mere. De var ikke længere vidner til mit liv. Min halvbror sagde noget klogt til mig, da jeg kom hjem igen til Danmark: »Sara, nu handler det om, at du får skabt nogle traditioner for dig selv.« Det var rigtig set. Det var den opgave, jeg stod overfor.«

Savn

Sara Blædel var i gang med at skrive bog nummer otte i Louise Rick-serien, da hendes forældre døde. Den dag bogen udkom, blev den godt anmeldt i Weekendavisen. Det fik barnet i hende til at hulke hjælpeløst. Hun ville så gerne fortælle det til sin far, der i sin tid havde haft sin gang på samme avis, men hvad gør man, når man ikke kan længere gribe telefonen og få sin far i røret? Når stemmen ikke er der.

»Siden da har der været utallige situationer, hvor jeg har villet ringe til dem og fortælle dem, hvad der foregår. Små eller store situationer. Jeg ville gerne have ringet dem op og sagt: Se, er det ikke bare fedt? De vidste godt, at jeg var i gang med USA, men de har ikke oplevet det fulde af det. Min mor havde en klar tro på, at det nok skulle gå. At det derovre ville ske. Jeg ville gerne have sagt til hende: Du fik ret.«

Tre år tog det at få bragt sorgen ned til en lettere vægt, der ikke altid gør ondt indeni. Da der var gået de tre år, havde hun en klar fornemmelse af, at nu havde noget ændret sig. Nu er tyngden en anden. Forfatteren ser heller ikke længere sine forældre komme gående ind i ad havelågen med hinanden i hænderne, når hun savner dem.

»Jeg har sluttet fred med det. Jeg tror på, at de følger med oppe fra første sal. Jeg er troende i den forstand, at jeg mener, at mine forældre sidder der et sted, og at vi er forbundet på en eller anden måde. Den tro får mig til at føle, at jeg ikke er alene. Min mor og jeg havde også et særligt bånd, når det kom til det. Når jeg var nervøs for noget, sendte hun mig det, vi kaldte for stråler. Det var sådan noget, hun kunne. Den kærlighed føler jeg ikke, er holdt op. Den slags tror jeg på,« siger hun med et fast blik.

I tiden efter deres død var Sara Blædel forfærdeligt bange for, at mindet om hendes forældre dag for dag ville blive eroderet. At billedet af dem ikke ville stå klart frem, og hun ville glemme, hvordan de så ud.

»Jeg frygtede, at de ville sive væk mellem fingrene på mig. Det er ikke sket. Jeg kan genkalde mig, hvordan de ser ud. Der er ikke noget, der er falmet. Det gør det også nemmere at have den indre dialog. Nogle mennesker har åbent fortalt mig, at det har været en lettelse, at deres forældre døde. Sådan har jeg aldrig følt det. Det er en del af min egen historie, der er gået bort. Nu står jeg selv i forreste række. Jeg har ikke dem at læne mig op ad.«

Foto: LINDA KASTRUP.

Fremad

Hvis Sara Blædels eget liv var en roman, ville den have et plot, der bliver kastet i den ene retning efter den anden. Som ung troede hun først, at hun skulle være tjener. Så troede hun, at hun skulle have en grafisk uddannelse. Så troede hun, at hun skulle drive et krimiforlag i 90erne.

Hovedpersonen i den historie beskriver hun selv som en kvinde, der typisk altid har sprunget over, hvor gærdet var højest. I dag går hun gerne uden om gærdet, fordi hun er blevet mere ligeglad med, hvad folk tænker om hende.

Bogens titel? »Det havde du ikke lige set komme«.

Når Sara Blædel tegner den overskrift for sit eget liv, har det rod i den beslutning, hun snart for to år siden tog om at flytte til New York. Noget, hun aldrig ville have gjort, hvis hendes forældre havde været i live. Det pligtopfyldende enebarn ville aldrig have rejst fra sin 90-årige far og ladet ham stå alene med de tunge indkøb.

Da sorgen lettede, begyndte Sara Blædel at se konturerne af noget, der havde været gemt under alle tårerne. Det var en åben dør ind til et voksenliv, hvor de familiære bånd havde taget en anden, mindre forpligtende form. Første bind i trilogien om bedemandsdatteren Ilka var ved at tage form, og forfatteren ville af sted for at mærke en amerikansk hverdag, så den fiktive historie blev mere levende.

»Det var slet ikke meningen, at det skulle tage så lang tid. Min oprindelige plan var at være der i en måned. Min søn Adam ville samtidig tage et kursus på New York Film Aacademy. Så han flyttede med, og mens vi planlagte alt det, opkøbte mit amerikanske forlag hele mit bagkatalog af Louise Rick-bøgerne plus Ilka-trilogien. Det gav en helt anden grund til at være der på grund af salgsmøderne i USA.«

24-årige tager tvivlende af sted ud i verden med en rygsæk for at finde et stykke af dem selv på en strand i Bali. Sara Blædel var 52 år gammel, da hun satte fødderne i New York. En gakket oplevelse, lyder hendes egen karakteristik. Først var planen at leje en møbleret lejlighed i fire måneder til sønnen og hende. Hurtigt opdagede hun, at hun let kunne få et såkaldt kunstner-visa. Det førte til leje af en umøbleret lejlighed i Tribeca i et år.

»Vi skulle starte helt forfra med at tage ud og købe sofa. Første gang vi spiste hjemme i New York, havde jeg købt en grillpande og to bøffer. Da jeg var ved at lave maden, spørger min søn så: Mor, har vi egentlig noget bestik? Det havde vi så ikke. Vi skar bøffen ud med en brødkniv og spiste med fingrene. Den slags momenter, vidste jeg ikke, ville blive vigtige på en helt anden måde, end jeg havde troet. Vi byggede noget helt nyt op sammen.«

Hun var ikke taget af sted til New York, hvis det amerikanske marked ikke allerede kendte hendes navn.

»Det var mere besværligt at flytte til New York, end jeg havde troet. Bare det at få åbnet en bankkonto og den slags. Da jeg tog til USA, var det ikke for at få et gennembrud. Jeg ville ikke i min alder tage af sted for at få foden ind på det amerikanske marked. Det er altså en kamp. Det er et stort bjerg at bestige. Jeg ankom for at bygge videre på det arbejde, jeg allerede havde været i gang med, men da jeg efter halvandet år lukkede døren til lejligheden, tænkte jeg også: Det her var fandeme et fedt kapitel. Det havde haft sin funktion, og det var det. Nu var jeg klar til at tage hjem.«

Tilbage

Hvornår er man hjemme? Hvornår føler man sig hjemme? Sara Blædel ryster på hovedet. Hun finder det stadig dybt forunderligt, at hun dengang i Kartoffelrækkernes fine hus kunne føle sig så distanceret til væggene og møblerne, mens hun fra første dag i sin nye lejlighed tæt på Rundetårn helt instinktivt har mærket, at det her er hendes sted nu. Hendes nye rødder.

»Er det ikke mærkeligt? Er det ikke underligt, at man skal helt derud? Alt det, der skete med min familie, gjorde, at jeg skulle et helt andet sted hen og skrælle alt væk, før den rodfæstethed kunne komme igen. De fleste vil nok mene, at et hus i Kartoffelrækkerne er et godt sted at bo, men det var det ikke for mig. Da jeg gik rundt i det hus, var det bare en udefinerbar følelse af, at jeg ikke hørte til. Uroen lå ikke i selve huset. Den lå inde i mig. Det var ikke nok at flytte fysisk. Jeg skulle også flytte alt det indeni, før jeg var helt klar til at lande i mig selv som hende den voksne, der ikke længere har sine forældre.«

I den første tid, hvor Sara Blædel gik på de vante gader her i det indre København, var hun spændt på, om det igen ville boble op til overfladen. Rastløsheden. Længslen efter noget andet og mere. Men det er ikke sket endnu. Hun har ikke mærket det sitre.

Henne i Store Regnegade boede hendes forældre i en stor lejlighed. Det var der, de flyttede ind efter tiden i Hvalsø. Når Sara Blædel tænker på det hjem, var det et sted, der udstrålede al tid i verden. Der var tid til at læse avisen, der var tid til at sætte sig ind i tingene, og der var tid til bare at være. Det rum vil hun gerne tegne stregerne til og sætte ind i sin egen tilværelse.

»Forskellen er, at jeg ikke længes længere. Nu har jeg den der “fuck it”-følelse. Det har været 15 år med hårdt arbejde for at blive international forfatter. Livet kan hurtigt blive en evig søgen efter mere. Jeg føler mig mæt. Der kan altid være et højere salgstal eller større fester, men jeg har bevist, at jeg kan. Nu vil jeg nyde det. Jeg har jo helt ærligt ikke nået at tage ind, hvor meget det hele voksede, fordi jeg havde så travlt med at se fremad.«

Foto: LINDA KASTRUP.

Hvis pigen på det sort/hvide fotografi på Instagram havde set den voksne krimiforfatter Sara Blædel sidde her i den bløde stol i midten af København på Hotel D`Angleterre, imens hele verden passerer forbi, ville hun først ikke tro på det. Hun ville nok slå en høj, vantro latter op.

Dernæst ville hun slå ud med den ene hånd. Helt strakt ud i yderste led med selvtillid.

Se mig. Se lige mig.