Sara Blædel: Hellere foie gras end åleskum

Krimidronningen Sara Blædel elsker kogebøger og har overvejet at skrive en krimikogebog. Hun kan sagtens skelne mellem fiktion og virkelighed, men er engang blevet fanget i en ægte krydsild i New York.

Forfatteren Sara Blædel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Salget af krimier daler. Hvordan har du det med, at danskerne ikke er så vilde med krimier længere?

Jeg kan ikke mærke det og føler mig ikke ramt af det, for jeg har aldrig solgt så mange bøger, som jeg gør nu. Men folk er nok blevet mere kvalitetsbevidste i forhold til krimier, fordi forlagene i jagten på guldægget ukritisk har postet krimier ud. Det hopper læserne ikke på i længden. Så jeg tror, krimien er kommet for at blive. Det her er bare et spørgsmål om, hvor meget lort markedet kan bære.

Salgstallene viser, at danskerne læser kogebøger. Er det en genre, du snart kaster dig over?

Haha. Jeg elsker det spørgsmål, for du ved ikke, hvor mange kogebøger, jeg selv køber. Det er faktisk dem, jeg køber allerflest af. Jeg elsker kogebøger! Da jeg havde mit krimiforlag for 20 år siden, talte Claus Meyer og jeg om at skrive en krimikogebog, og når vi indimellem støder på hinanden, bliver vi ved med at tale om det. Så det kan godt være, det er krimikogebogen, jeg bør kaste mig over.

Hvilken slags mad er du mest til?

Jeg er ikke så meget til det nye fusionskøkken. Jeg kan da sagtens se det interessante i det ny nordiske køkken, men jeg kan bedst lide god, gedigen fransk mad. Sagt på en anden måde. Jeg er ikke så meget til åleskum, jeg er mere til foie gras.

Hvem er din yndlingsfigur fra fiktionens verden?

Det er krimiforfatteren Michael Connellys Harry Bosch, en garvet L.A.-politimand. Han er bare en fed karakter! En rigtig mand og en lonely wolf, som går sine egne veje og ikke altid gider lytte efter. En, som mange mandlige læsere gerne vil være, og en, som mange kvindelige læsere sukker efter. §Hvad er din største succes? Det er, at min søn er så skøn, som han er, og at jeg kan leve af at skrive bøger. Jeg kan tillade mig at bruge to år på at skrive en krimi, så den bliver så god, som det er muligt, inden den skal ud på markedet.

Hvad er din største fiasko?

Hver gang jeg starter et nyt sundhedstrip, og det gør jeg ustandselig. Gang på gang må jeg erkende, at jeg ikke har rygraden til at træne tre til fire gange om ugen, undlade at spise sukker og hvede eller lade være med at drikke alkohol. Men jeg har lige startet et sundhedstrip mere, og jeg klør på med samme gejst som altid, indtil jeg bakker ud. Og så begynder jeg på et nyt igen.

Hvad er det største gys, du selv har oplevet i dit liv?

Da jeg var 25 år, havde min faster – en meget fin dame – inviteret mig til New York. Det var første gang, jeg var der. Da vi var ude og gå i China Town ved Canal Street, opstod der en masse tumult. Min noble faster spurgte: »Sara, er der ikke lidt uroligt her i området?« Det viste sig, at vi stod midt i en politijagt, hvor skuddene fløj om ørerne på os, og bilerne blev spredt til højre og venstre i gaden. Jeg blev så bange, for sådan noget havde jeg kun kendt fra fiktionen, og pludselig stod jeg midt i et ægte New Yorker-skyderi. Min faster og jeg tog hinanden under armen og flygtede ned i en smøge, og jeg tænkte: »Hvis de skyder hernede, har vi ingen steder at gå hen.« Det var dybt rystende og mit livs værste gys.

Kan du skelne fiktion fra virkelighed?

I New York gik det op for mig, at fiktionen også foregår i virkeligheden. Men jeg er ikke bange for at gå ned ad en mørk sidegade i København, og jeg har siddet og skrevet mutters alene virkelig langt ude på landet i bælgravende mørke over en hel vinter. Det rører mig ikke. Til gengæld har jeg også rigtig mange telefonnumre på højtstående politifolk. Så normalt er jeg god til at skelne, men engang imellem tager min fantasi da overhånd. Jeg er for eksempel meget bange for, at min søn Adam på 15 pludselig er et forkert sted på et forkert tidspunkt. Det er min største angst, og her kan det være svært at skelne fiktion fra virkelighed.

Hvad er det bedste, en mand har sagt til dig?

Den tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen sagde om en af mine bøger: »Ved du hvad, Sara, man skulle tro, du havde været ansat herinde.« Det er den største kompliment, jeg har fået, og jeg blev så glad for det. For så var det lykkedes for mig!

Hvad er dit motto?

Pis eller stig af potten. Jeg kan ikke snuppe, når folk ikke kan bestemme sig. Tag en beslutning, og før den ud i livet. Væveriet egner jeg mig ikke til.