Sanne Søndergaard hader fulde mennesker og vil gerne møde statsministeren

Komiker og forfatter Sanne Søndergaard, der er aktuel med sin nye bog »Solo – med mit køn på slæb«, går ikke i byen, til koncerter eller festivaler, fordi hun hader at være sammen med fulde mennesker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vil gerne se
komikeren Tobias Dybvads nye onemanshow »Dybvad – Er det dig fra Dybvad?« fordi han er så teknisk dygtig. Jeg tror de fleste andre komikere sidder og tænker: »Åh, hvorfor fandt jeg ikke selv på det?« når de ser ham optræde. Jeg griner altid af hans jokes. Også når jeg ser dem for ottende gang.

Jeg vil rigtig gerne møde
Helle Thorning–Schmidt, faktisk.
Jeg godt kunne tænke mig at opleve hende privat og se hende grine uden alt det alvor, man normalt ser hende omtynget af. Det ville være sjovt at have hende med til et standup-show.

Jeg træner
yoga, når jeg har tid. Jeg vil som de fleste gerne træne lidt mere, end jeg får tid til. Yoga er godt, fordi det får mig ned i min krop, og det har man brug for i mit arbejde. Kroppen skal helst være nærværende, og man skal have fuld kontrol over den.

Min bedste madoplevelse
var, da jeg var på Noma for fire eller fem år siden. Maden var fuldstændig fantastisk, men det, der især gjorde oplevelsen mindeværdig, var, at alting var så uprætentiøst. Tjenerne lavede sjov med os og gemte sig bag gardinet. De skabte et helt usnobbet rum samtidig med, at maden var totalt perfektionistisk på den fede måde.

Det næste jeg køber er et par
Stelton lysestager. Jeg har kun sådan nogle klodsede lysestager fra Ikea, og derfor har jeg luret lidt på de her Stelton-starutter i messing. Jeg er nået i alder, hvor jeg gerne vil skifte mine studietids-ting ud med ordentlige kvalitetsting. Jeg har levet i mange år med midlertidige Ikea-løsninger, som på en eller anden måde er blevet semi-permanente. Nu vil jeg gerne have nogle permanente ting, jeg er virkelig glad for.

Jeg gider ikke
at gå i byen, til koncerter eller festivaler, fordi jeg hader fulde mennesker i flok. Jeg gider generelt bare ikke de ting, hvor der er fulde mennesker til stede, fordi fulde mennesker er anstrengende – især når de hopper rundt og danser, som de jo netop gør sådan nogle steder. Fulde mennesker har sjældent noget interessant at sige, og hvis jeg skal være social med andre, så er det da for at tale om interessante ting.

Jeg vil gerne rejse til
Cuba. Jeg kunne godt tænke mig at opleve landet, inden det bliver totalt kommercialiseret. Det er ikke fordi, jeg er en slumromantiker, der synes, det er fedt med fattigdom. Men når man har set, hvordan resten af Syd- og Latinamerika er sprayet til med Coca-Cola-reklamer, kunne jeg bare godt tænke mig at se et land, der stadig er sit eget. Og så er Caribien i det hele taget fantastisk.

Min kæreste ejendel
er min bil. Vi bruger rigtig mange timer sammen, fordi jeg er så meget på landevejen på grund af mit arbejde. Bilen er ligesom mit meditationsrum, når jeg sætter mig derind, føler jeg mig hjemme. Det er nærmest et ekstra rum i min lejlighed, som jeg har med mig rundt omkring. Og så har den flere heste end en gennemsnitlig lastbil, så den er langtfra kedelig at køre i.

Det menneske
der har gjort størst indtryk på mig, er min mor. Det er hende, der altid har været der for mig. Selv når alle andre mennesker gjorde mig mærkelig og forkert, var hun altid den, der bekræftede, at jeg var god nok.

Jeg sætter mest pris på
humor, fordi den inkluderer forskelligheder og er ærlig. Hvis man ikke har humor, er man selvhøjtidelig og derfor per definition uinteressant. Uden humor tager man tingene alt for seriøst, og sådan nogle mennesker kan jeg ikke holde ud. Humor gør en i stand til at se tingene fra en anden side. Det er vigtigt at se det sjove i situationer og i sig selv.