Sanne Salomonsen: »Er du sindssyg, det var sjovt i 80erne«

Hun var en frihedselskende hippietøs med afghanerpels og skiftende kærester, senere en fræk forsanger med utallige hits, nu en ungdommelig, spirituel rockmama, som skælder ud på Danmark.

Longreadbillede
Foto: Mads Nissen

Det forførende forår

Livet begyndte i en lejlighed i Nørre Farimagsgade. Sanne og lillebror Steen så ofte ud ad vinduerne. Ud over Ørstedsparken. De så drankerne ligge bevidstløse på bænkene. De så ludere på træk. De så narkomaner stene ud på gadehjørnerne. Det gav »heavy« oplevelser, som Sanne Salomonsen kalder dem, når hun ser tilbage. En dag så hun deres mor komme løbende dernede.

»Der var en mand, som ville banke sin kone og prøvede at spidde hende på hegnet. Min mor – en meget kraftfuld dame med masser af power – kom styrtende med en hundesnor parat til at gennempiske den her mand. Hun jog ham væk uden selv at være bange for at få tæsk. Hun var frygtløs. »Hvad fanden sker der her?« råbte hun oppe i lejligheden, og så løb hun ellers ned, mens vi to stod deroppe og var rædselsslagne for, om der skulle ske hende noget. For vores far var eventyrer og meget væk. Rejste på ekspeditioner næsten et halvt år ad gangen. Så der måtte ikke ske mor noget.«

Sanne sammen med sin mor, Birte Salomonsen. Fold sammen
Læs mere

Det er sådanne billeder, Sanne Salomonsen har fra barndommen, som den tog sig ud fra 1955 til 1965 i indre København.

Alt i alt havde børnene en tryg opvækst. Indtil de begyndte i Øster Søgades Skole, brugte familien det meste af livet i sommerhuset i Tisvilde. Det var deres »happy time«, som kun Sanne salomonsen kan sige det med sin karakteristiske hæse københavneraccent, da jeg møder hende på en Østerbro-cafe nær hendes lejlighed. Hun er i strålende humør og har overskud til en lang snak, selv om hun har været i »øveren« hele dagen.

Forældrene var af den gamle skole, fortæller hun. Ordentlige mennesker. Faderen, Finn, var ornitolog og grønlandsforsker, Birgit var husmor og uddannet på husholdningsskole. Og Sanne? Hun sang, komponerede og spillede klaver og guitar fra sit tiende år.

Og et par år efter flyttede familien til Holte. Hun anede ikke, hvorfor de valgte at flytte, men lillebror Steen og hun syntes, det var røvsygt at bo nordpå. Der var intet andet end hvide mælkevejskvarterer og uendelige gadekryds.

Sanne Salomonsen i hjemmet i Holte som 15-årig. Fold sammen
Læs mere

Men det var nye tider i 1960erne. Den gamle verden var falmet, og den nye nåede ind i stuerne. Der var krig og demonstrationer i fjernsynet. Der var The Beatles og Rolling Stones i radioen. Der var langt hår, stramme jeans og peacetegn. Østen og Vesten. Vibrationer, buddhister og klassekamp.

»Selv var jeg en festabe, så jeg blev formand for festudvalget i skolen og formand for ungdomsklubben. Jeg startede med at arrangere demonstrationer. Havde en halvkæreste, som jeg tog med hjem til forældrene. Min mor dækkede op med det fineste testel, og så kom ham her Henrik med en af de der gamle, store russiske overlevelsesfrakker. Min mor spurgte ind til, hvad han lavede, men Henrik begyndte bare at tale politik, selv om vi ikke havde en skid forstand på det. Ja, han syntes godt nok, Danmark var en politistat. Min mor var meget nervøs for at sende mig af sted med den dreng. Men det havde hun ingen grund til. Jeg kom hjem med en anden. Det siger lidt om tiden. Love ruled.«

Sanne Salomonsen havde ikke én kæreste, men garanteret flere, udtrykker hun med et stort grin.

Noget af det bedste ved at flytte til Holte var, at hun mødte søstrene Brüel, Sanne og Rebecca, som senere blev landskendte protestsangere. Og allerede som 15-årig og med forældrenes støtte flyttede hun til København med søstrene.

Gennem dem lærte hun folk at kende fra tidens hippe bands som Beefeaters, Maxwell’s, Thors Hammer, Young Flowers og en ung Kim Larsen. Jimi Hendrix var hendes store helt. Hun kunne alle hans soloer udenad. Hun lærte tilmed at meditere som 13-årig og begyndte at dyrke yoga. Noget, hun skulle tage med sig resten af livet. Sanne Salomonsen var blevet en rigtig hippie med tro på reinkarnation og smag for røg af den ene og anden art.

I afghanerpels og stjerneskæv af hash tog hun en tur i den kosmiske rundkørsel under en farveboblende Alrune Rod-koncert, hvor numrene var over 20 minutter lange skåret af bevidsthedsudvidende, spacy guitarstrenge og orgel med rumklang. Verden var et tidløst hjul, der bare drejede rundt og rundt i et uendeligt univers. Og alt imens mange hippier gik i selvsving og forsvandt i galakser langt, langt væk, blev The Summer of Love til 70ernes oliekrise og bandet Gasolin’. Benzinen slap op, og den rå virkelighed meldte sig. Nogle af hippiemusikerne, heriblandt Brüel-søstrene, gik over til at spille politisk rock. Stod stejlt op for socialisme, feminisme og kollektivisme. Sanne Salomonsen droppede ud af skolen og gik sine egne veje.

»Jeg er lidt af en fri sjæl, der altid søger noget nyt. Da jeg fik hovedrollen i musicalen Hair som 15-årig, var der en stemme, der sagde til mig: Du bliver nødt til at prøve dig selv af noget mere, vide noget mere.«

Sanne Salomonsen i musicalen Hair i Cirkusbygningen sammen med blandt andet Eddie Skoller. Fold sammen
Læs mere
Foto: KNUD HENRICHSEN.

Fra da af stod den på jazz. Hun havde mødt den anerkendte jazzmusiker Bo Stief allerede året før på La Fontaine. De blev kærester, da hun var 17, og to år efter flyttede de sammen og giftede sig.

Bo Stief havde samarbejdet med alle de store – fra Miles Davis over Dizzy Gillespie til Stan Getz – og var en glimrende promoter for hende. Hun begyndte for alvor at komme på de københavnske natklubber.

Hun fik udgivet albums, kom på tv, optrådte som skuespiller, i musicals og tog del i et tysk bigband, hvor hun turnerede i Tyskland, Holland og Sverige. Det blev til mange genrer af musik. Rock, pop, musical, jazz, blues, brass. I 1979 skabte hun en landeplage med C.V. Jørgensen, kaldet »Lidt til og Meget Mere«. En sang om sanseløst materielt forbrug, der gik godt i tråd med hippieånden.

Alt imens flyttede Sanne Salomonsen og Bo Stief fra hus til hus og lejlighed til lejlighed. Fra Gasværksvej over Kartoffelrækkerne til Skovshoved og tilbage til København. Blev hun træt af noget, måtte hun videre. Og videre skulle hun. Sneakers blev dannet i 1979, Sanne byttede sin ægtemand ud med den danske kapelmester Morten Kærså, som havde været med til at starte det nye band. Samtidig sang hun i Anne Linnet Band med Linnet selv og Lis Sørensen. Hendes sommer var i gang.

Den sprudlende sommer

Mens C.V. Jørgensen tog det cool på Costa del Sol, og Anne Linnet skabte hvid magi i sort latex, lyste solen på Sannes engleben i Skt. Peders Stræde.

I Sneakers-årene boede hun i flere forskellige lejligheder i Pisserenden mellem bagbutikker befolket af gadelus, som gik på natterov. I pisserenden mødte man købmanden, hashpusheren, gøgleren og klunseren. Og i Pisserenden holdt man gadefester. Det var den fedeste tid, beretter Sanne Salomonsen. Knæhøj karse.

Mats Ronander og Sanne Salomonsen på Montmartre maj 1987 Fold sammen
Læs mere

Det var i de glade 1980ere, at fine fornemmelser forsvandt, og der blev danset igennem. Jaja, hun mediterede da stadig, røg smøger og fyrede den fede. Hippien med de åndelige idealer holdt ved. Og nok var der atomtrussel og dommedagsprofetier. Og slipsedrenge, yuppier og egensindige lykkesmede – til Sannes store irritation – men den lettilgængelige rock’n’roll blev in, og Sneakers var på toppen.

»Er du sindssyg, det var sjovt i 80erne. Alt var musik, musik, musik. Turné, turné, turné. Vi solgte plader. Mit arbejde var en fest. Livet var en fest. Vi knoklede og knoklede i Sneakers. Spillede og spillede. Og når vi ikke spillede, var Morten og jeg ved at blive skilt. Vi har så meget temperament. Men når vi så satte os ned og skrev musik sammen, havde vi aldrig været så forelskede i hele vores liv. Sådan var det.«

Et pressebillede af Sneakers i anledningen af deres comeback i 1997. Fold sammen
Læs mere

Det lyder lidt som en rutsjebane. Og det var da heller ikke alt, der var lige fantastik i perioden. Ingen sommer uden et ordentligt regnskyl og en grå, trist tåge. Hendes stemme ryster endnu, når hun fortæller om det.

»Jeg var ude at spille med Sneakers. Da vi kom tilbage til hotellet efter jobbet, lå der en besked. Min far var død. Det var meget chokerende. Og meget ulykkeligt. Som årene går, kan jeg mere og mere identificere mig med ham. Han havde mange drifter i livet, han skulle udleve. Meget, han skulle nå. Og han gjorde det. Den drift kan jeg genkende ved mig selv. Jeg savner ham endnu.«

Den eventyrlystne fader, der ofte var langt fra hjemmet, og Sannes eventyr på scenerne og fravær fra hjemmet, havde en vis lighed. Det var i 1983, og det tog hårdt på sangerinden, som efterhånden var blevet en moden og målbevidst kvinde. 70ernes musikalske vægelsind var væk, og hun vidste præcis, hvilke genrer hun ville have succes med.

På scenen til musicalen Flair i Tivoli i 1977. Fold sammen
Læs mere

Hun glædede sig til at fylde 30. Hun håbede, at prædikatet sexsymbol ville forsvinde, og at medierne udelukkende ville anerkende hende for stemmen og musikken.

Siden 1970erne var hun blevet kaldt Lille Sanne Superstar. Hun var den lille, lækre pige, de kulørte magasiner ønskede at se mere af.

»Sanne, har du ikke lyst til at tage toppen af. Har du ikke lyst til at...« Ugens Rapport ringede konstant. Hun sagde nej gang på gang. Hun taler tydeligt forarget:

»På en turné i start-80erne oplevede vi noget af en hedebølge i Gilleleje. Efter koncerten tog vi trøjerne af og kastede os ud i bølgerne. Så kunne jeg se noget, der blinkede. Jeg kiggede tilbage mod stranden. Jeg så, at solen reflekterede i hans linser. Jeg ved ikke, hvor mange billeder, der var af mig i bladet. Ugens Rapport sendte mig en check på 2.000 kroner. Den sendte jeg tilbage asap og lagde sag an. Jeg glemmer det aldrig!«

Ugens Rapport blev dømt skyldig for at bringe topløse billeder af Sanne Salomonsen, som ikke har været blufærdig i andre sammenhænge. Men det skal være på hendes egne præmisser. Det så hele Danmark i Ole Roos’ film Forræderne fra 1983, hvor hun optrådte nøgen og havde sex med Allan Olsen.

Faktisk fik hun tilbudt mange filmroller, men sagde nej tak. Hun var først og fremmest musiker, lød begrundelsen. To svenske film kunne hun dog ikke stå for.

Men det var tilsyneladende ikke bare svenske film, der fascinerede Sanne Salomonsen. I Stockholm mødte hun en svensk sanger og guitarist ved navn Mats Ronander. Kærligheden var gengældt. Hun tog flyet hjem til København, pakkede sin kuffert og sagde farvel til Morten Kærså.

Sanne Salomonsen er klar over, at hun ikke er god til længerevarende forhold, ligesom hun ikke altid har været lige god til at holde sig til en enkelt partner.

»Jeg mener principielt, at man skal kæmpe for sit parforhold, men man må også erkende, når kvoten er opbrugt.«

Det gjaldt også for Sneakers. Sannes solokarriere skulle i gang igen.

Sanne lægger make-up før en optræden i Tivoli i 2000. Fold sammen
Læs mere

Alt imens rasede kartoffelkuren over det danske land. Det blev markant dyrere at låne penge og satte en brat stopper for forbruget, hvilket på sigt resulterede i stigende ledighed. Det mærkede Sanne Salomonsen dog ikke det store til. Hun befandt sig i trekantsområdet mellem Stockholm, København og USA.

Men gennembruddet i USA udeblev i første omgang. For amerikanerne ville gøre en Tina Turner ud af hende med en amerikansk rytmegruppe, mens hun selv derimod ville have sine i øvrigt bedre danske musikere med på pladen. Pladen blev aldrig en succes.

Derhjemme hittede hun imidlertid med Thomas Helmig og var større end nogensinde før. Albummet »Sanne« nåede at sælge over en halv million plader i Skandinavien. Amerikanerne blev ellevilde og sendte igen bud efter hende. Hendes liv nåede sensommeren.

Det eftertænksomme efterår

For nogle var 1990erne lig med ironi, platte tv-programmer og dårlige morgenjokes på TV2. For Sanne Salomonsen var årtiet alvor, ruskende efterårstræer og gule blade svævende gennem luften. Jo, det var et sjovt årti, og mindst lige så travlt som de foregående. Men hun måtte træffe en beslutning, der indebar et fravalg og en erkendelse. En moders beslutning. Årtiet lagde ud med en skilsmisse med Mats Ronander i 1992.

På samme tid kaldte USA, og denne gang var det seriøst. Hun skulle ikke bare indspille sine plader derovre, men bo der på permanent basis. Samtidig skulle hun rejse rundt og promovere sin musik.

»Det havde været skide sjovt at slå igennem i USA og økonomisk rigtig, rigtig fedt. Det er et kæmpe land. Men det var mit helt eget valg, at det ikke skete.«

Der var nemlig et lille men. I 1988 blev hun mor til Viktor Ray, som hun fik med Mats.

»Jeg elsker USA. Jeg føler mig så fri, når jeg er der. Men der er også mange sørgelige ting ved landet. Som fattigdom og krig. Det gør mig ulykkelig. Jeg sad helt alene derovre og tænkte på, hvad konsekvensen for min søn ville være, hvis han flyttede med mig. Når han blev 18 som amerikansk statsborger, ville han blive indkaldt som soldat. Det kunne være, jeg ikke havde haft ham i dag. Den risiko turde jeg slet ikke løbe.«

Hun måtte skuffe pladeselskabet. Skandinavien blev hovedmarkedet.

»Når man får børn, bliver man meget konsekvent og bevidst. Det lyder mærkeligt, for mit liv har kun drejet sig om musik. Men i 90erne blev jeg meget mere moden som menneske. Jeg var mor.«

Meget apropos ringer hendes telefon.

»Hej, Skat. Har jeg været en god mor?«

»Den bedste mor i hele verden,« lyder det fra Viktor i den anden ende. Han er i dag er 25 år, musiker og far.

»Det bedste ved min søn er, at han findes. Han er utrolig ansvarsbevidst og kærlig. Han synes, det er fedt at komme hjem og besøge sin mor. Det har været mit mål hele tiden. Men det har krævet bevidst tænkning og handling fra dag ét.«

Sanne Salomonsen sammen med sin hund i 1998. Fold sammen
Læs mere

Det vanvittige vinter

00erne var en kold og stormfuld vinter. Først faldt sneen. Så faldt Sanne Salomonsen. Endelig faldt økonomien.

Alting så ellers ud til at gå så godt. Helbredet og økonomien var i top. Hun arbejdede hårdt som aldrig før. Spillede med Cowgirls. Der var højkonjunktur. Boligpriserne steg. Rådighedsbeløbene steg. Lånene blev større.

Lis Sørensen, Tamra Rosanes og Sanne Salomonsen udgjorde tilsammen bandet Cowgirls. Fold sammen
Læs mere

Og så faldt alting sammen. Den kom som et chok. Blodproppen i hjernen, der ramte hende i 2006. Lammet i venstre side. Hun havde fået en blodkarsprængning på indersiden af sin halspulsåre som følge af sin sang. De dannede et lille sår og en dag, da hun stod og trænede, rev det sig løs, og stille og roligt blev blodet ført op i hjernen. Heldigvis kom hun hurtigt på hospitalet, fik den rette behandling og førligheden tilbage. Men allerede året efter var den gal igen med en ti måneder lang depression.

»Det var ikke sjovt at lære at spise med kniv og gaffel igen som 50-årig. Når man har arvæv i hjernen, kan man ikke producere den serotonin, som hjernen har brug for. En katastrofe for sådan en som mig. Fremtiden så virkelig sort ud,« fortæller hun.

Sanne Salomonsen. Fold sammen
Læs mere

En psykiater hjalp hende gennem depressionen. Til gengæld fik hun et epileptisk anfald kort tid efter. I dag lever hun med et skjult handicap: En sjov fornemmelse i venstre ben og tæerne. Hun har også svært ved at balancere ned ad trapper.

Men ikke nok med det. I 2010 døde hendes mor efter længere tids sygdom, og sorgen var stor. Og bare året efter straffede finanskrisen Sanne Salomonsen, da hendes bank krævede hendes millionlån retur. Hun måtte sælge sit hus gennem 11 år i Charlottenlund.

»Det pisser mig stadig af. Folk har fået slået hele deres økonomiske liv i stykker. Jeg er så privilegeret, at jeg kan starte forfra. Men der er mange, der har fået ødelagt hele deres liv og ikke har en jordisk chance for at bygge det, de har brugt hele deres liv på, op igen. Det piner mig oprigtigt, at krisens løsning i Danmark kun handler om nedskæringer. Empatien blandt dem, der har magten, er fuldstædig forsvundet, og jeg kan se konsekvenserne.«

Som ambassadør for hjerteforeningen og hjerneskadeforeningen er hun vidne til, hvordan genoptræning bliver sparet væk i kommunerne, så mange ikke får den behandling, de skal have hos specialisterne. Men for en gammel hippie drejer verden som bekendt rundt og rundt, et lys kan skimtes i det mørkeste hul, sneen smelter, og blomsten blomstrer. Blomsterbarnet fødes på ny. Den femte årstid dukker op.

Sanne Salomonsen fyldte 50 år i 2005 og fejrede sin fødselsdag i den grå hal på Christiania. Fold sammen
Læs mere

Det fuldendte forår

Ingen smøger. Ingen joints. Økologi. Yoga og meditation. Hun knokler stadig, men husker at holde fri. Og bortset fra de rynker, som hun efter eget udsagn er træt af, er hun lykkelig. Bor i en 60 kvadratmeter stor lejlighed på Østerbro med sine to hunde. Det er blevet til to albums, turneer og et landsdækkende hit med nummeret »Taxi«. Og hverken sygdom eller økonomi har slået hende ud.

»Mit liv er fyldt med kærlighed. Jeg har ingen fast kæreste, for jeg kan lide at føle mig fri til at gøre, hvad jeg vil, med hvem jeg vil. Det er den gode gamle rock’n’roll-ånd. Nu har jeg bare ikke dårlig samvittighed over for nogen.«

Sanne Salomonsens frihedsidealer fra The Summer of Love har tydeligvis ikke tænkt sig at forsvinde. Og dermed er der god sandsynlighed for mange flere kapitler i historien om Sannes utallige forhold, one-night stands, boliger, bands og musikgenrer. Men måske hun alligevel har indset, at hun ikke skal have for mange permanente bånd, der tynger og strammer?

Og nu er det forår igen. 34 intimkoncerter forude med et udvalg af hendes bedste ballader fra hele karrieren. Det er blevet forår.