Samtalen kan være svær - men de insisterer på at have den: »Det er de ældre generationer, der er skyld i problemerne. Det er det jo«

23-årige Frederik Bjørnbak Mogensen er klimaaktivist. Der er hans 69-årige far overhovedet ikke. Bølgerne går af og til højt, men alligevel insisterer de på at have samtalen. Selvom den kan være svær.

»Din generation mener, at vi alle sammen skal gøre noget. Min holdning er, at det ikke betyder voldsomt meget, hvad vi gør,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen til sin søn, Frederik Bjørnbak Mogensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

69-årige Thomas Bjørnbak Mogensen trækker umærkeligt på skuldrene.

Han har et par gummistøvler. Og så højt når vandet nok heller ikke at stige i hans tid.

»Så længe jeg er her, går det sgu nok. Det er ligesom jeres problem. Det må I ligge og rode med,« siger han til sin søn.

Sønnen hedder Frederik Bjørnbak Mogensen. Han er 23 år gammel, læser statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som lærervikar på en folkeskole.

Og så bruger han et sted mellem 10 og 15 timer om ugen på at være klimaaktivist  i Den Grønne Studenterbevægelse.

»Det er meget interessant, fordi det er så deprimerende,« siger han til sin far.

»Det er ikke fordi, jeg ikke godt kan forstå det, men … Det er nok også det, der er problemet med klimakrisen. Den kommer snigende. Og du kommer nok ikke til at opleve de mest alvorlige konsekvenser.«

Når det gælder kampen for klimaet, er det de unge, der råber højest. Det er dem, der skal leve med konsekvenserne af de problemer, generationerne før dem har skabt, lyder det.

»Der er nogen, der har svigtet generationsmæssigt,« siger klimasociolog Anders Blok i et interview med Berlingske. Og det er ikke de unge.

Det her er historien om en søn, for hvem kampen for klimaet er blevet altoverskyggende vigtig, og en far, der dybest set ikke tror på, at det nytter noget.

Men det er også historien om to generationer, der insisterer på at have samtalen. Selvom den kan gøre ondt.

»Man bliver også rimelig hurtigt deprimeret, hvis man deler din holdning som 23-årig,« siger Frederik Bjørnbak Mogensen til sin far, Thomas Bjørnbak Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det at gøre noget, har en værdi i sig selv

»Det er det, man på japansk kalder en låneudsigt,« fortæller Thomas Bjørnbak Mogensen.

Mellem de foranliggende huse er der frit udsyn til Birkerød Sø. Fra terrassens frelsende skygge tager vandspejlet sig ualmindeligt godt ud.

Det er ikke, fordi Bjørnbak Mogensen senior, der har undervist i geografi og biologi i 30 år, ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer. Det er heller ikke, fordi han ikke synes, at der er et problem.

Spørgsmålet, fortæller han, er nærmere, om det nytter noget. Om det i det store regnskab gør en forskel, at Danmark går forrest i den grønne omstilling, hvis resten af verden ikke følger med.

Han tror det ikke.

»Det største problem er alle de lande, hvor uvidenheden er ufatteligt stor – og hvor modstanden mod overhovedet at tale om klimaforandringer er enorm,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen og ser på sin søn.

»Din generation mener, at vi alle sammen skal gøre noget. Min holdning er, at det ikke betyder voldsomt meget, hvad vi gør. Det kan formodentlig ikke engang måles, om vi så i Danmark omstiller os 100 procent til vedvarende energi.«

Frederik Bjørnbak Mogensen betragter sin far med let rynkede bryn.

»Der er vi grundlæggende uenige,« siger han og fortsætter:

»Det er rigtigt nok, at der er masser af steder i verden, hvor folk ikke ved ret meget eller går særlig meget op i klimaforandringer. Men man bliver også rimeligt hurtigt deprimeret, hvis man som 23-årig deler din holdning. Hvis det er rigtigt, så går jeg og kommende generationer en sort fremtid i møde.«

Det er ikke rart at tænke på, siger han. Derfor bliver han nødt til at handle – for selvom handling ikke nødvendigvis løser hele verdens klimaproblemer, betyder den noget, mener han.

»Det at gøre noget, har en værdi i sig selv. Så vil jeg kunne se mig selv i øjnene, også i fremtiden,« siger han.

»Men når man er meget grebet af noget, så sidder man jo nede i sin lille brønd og kan kun se en lille bitte del af himlen. Det, der foregår nede i brønden, er det eneste, der er vigtigt. Så glemmer man ofte, at der er en verden rundt om en,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

En farglæde

Ét spørgsmål får far og søn til at se tøvende på hinanden.

Kan I godt have en ordentlig samtale om det uden at blive ophidsede?

»En vis form for engagement er der jo altid,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen efter et par sekunder og ser på sin søn.

»Jeg føler ikke, vi bliver uvenner,« svarer Frederik Bjørnbak Mogensen.

»Men det er altid en snak, der skaber splittelse,« siger senior. Junior nikker og supplerer:

»Det kan godt være intenst, når vi diskuterer. Sådan synes jeg altid, det er at være del af en familie, der diskuterer meget politik.«

Han har det ikke fra fremmede – det med at blande sig i verden. Og senior er da også godt tilfreds. Der er en stor farglæde i at se sine børn involvere sig i samfundet og blive grebet af noget, næsten uanset hvad det er, siger Thomas Bjørnbak Mogensen.

Som ung var han selv engageret og frustreret. Sådan skal det være, mener han.

»Men når man er meget grebet af noget, så sidder man jo nede i sin lille brønd og kan kun se en lille bitte del af himlen. Det, der foregår nede i brønden, er det eneste, der er vigtigt. Så glemmer man ofte, at der er en verden rundt om én,« siger han.

Frederik Bjørnbak Mogensen er ikke interesseret i at skabe splittelse mellem generationerne. Men én ting er svær at komme udenom, siger han: »Det er de ældre, der er skyld i problemerne. Det er det jo.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Frederik Bjørnbak Mogensen håber ikke, at hans engagement vil falde med alderen.

»Det sker jo for mange, at de bliver ældre, får andre prioriteter og bliver mere ligeglade. Men det vil jeg gerne kæmpe imod,« siger han.

Far ryster på hovedet.

»Hvordan ens fremtid bliver, kan man efter min erfaring under ingen som helst omstændigheder udtale sig om,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen.

»Jeg havde ingen som helst idé om, hvordan mine holdninger skulle forme sig, da jeg var 23 år gammel.«

En form for jordforbindelse

Frederik Bjørnbak Mogensen har taget turen fra sin lejlighed på Østerbro til Birkerød. Det er her, han har taget sine første skridt. Det er her, han er væltet på cykel og har skrabet sine knæ mod asfalten. Det er i denne have, i det eventyrlige virvar af roser, bålsted og hjemmegroede grøntsager, at konturerne til hans person er blevet tegnet.

Den unge Bjørnbak Mogensen er ikke interesseret i at skabe splittelse mellem generationerne, fortæller han. Men ét faktum er svært at komme udenom, siger han: Klimaforandringerne er blevet ignoreret for længe.

»Det er de ældre generationer, der er skyld i problemerne. Det er det jo,« siger han og fortsætter:

»Vi er da også pisseirriterede over, at der ikke er flere ældre mennesker, der engagerer sig i klimakampen. Vi er kede af det og skuffede. Men vi må også bare indse, at vi står lidt alene i den her kamp. De ødelagde det, og de har ikke tænkt sig at være med til at rydde op.«

Selvom man ikke kan overbevise alle, skal man stadig kunne have en samtale – det er Bjørnbak Mogensen senior og junior enige om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hans far tager en kaffetår. Jo, tilkendegiver han, han er født ind i en årgang, der har brugt for mange af jordens ressourcer. Og på den måde, ja, så burde han føle sig ansvarlig og gå ind i kampen for klimaet.

»Det kunne jeg godt – men jeg synes, jeg ville spilde min tid som klimaaktivist, for jeg tror ikke, det nytter noget målbart. Jeg har udtjent min politiske værnepligt, da jeg var ung. Nu er jeg pensionist og … ja. Det må andre tage sig af,« siger Thomas Bjørnbak Mogensen.

Den holdning er der nok mange, der deler, mener Frederik Bjørnbak Mogensen. Han er afklaret med, at han nok aldrig kommer til at omvende sin far på dét punkt.

Men selvom man ikke kan overbevise alle, skal man stadig kunne have en samtale, mener han. Det er en vigtig del af demokratiet. Men som klimaaktivist er det nogle gange svært, fortæller han:

»I Den Grønne Studenterbevægelse snakker vi ofte om, at jo mere vi engagerer os i klimakampen, jo sværere bliver det at tale med »normale mennesker«, der ikke har sat sig lige så godt ind i tingene. Det er ret skidt, for man skal jo nødig gå hen og blive arrogant omkring problemet.«

Derfor forsøger Frederik Bjørnbak Mogensen at bevare det, han kalder »en form for jordforbindelse«. Selvom det fylder så meget for ham, synes han ikke, at man skal være skuffet og sur på sine nærmeste.

»Man skal være skuffet og sur på politikerne, der har et ansvar for at gøre noget. Men din familie, dine venner, manden på gaden … de er, som de er. Det tror jeg er virkelig vigtigt.«