Saabye svimmel af succes

Lars Saabye Christensen laver en saltomortale af en bog, hvor erindring og poesi griber hinanden højt under cirkuskuplen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars Saabye Christensen er særdeles produktiv i disse år, og han markerer sit 30 års forfatterjubilæum med romanen "Saabyes cirkus", der udkommer i morgen.

Man skal dog ikke tage fejl. Det er ikke selvfed selvfejring, der står på dagsordenen. Dynamikken bag bogen er tværtimod det problematiske ved som forfatter at få masser af succes og alt det man altid har drømt om.

Samtidig kan der nemlig melde sig en ubehagelig fornemmelse af at man kommer væk fra sig selv og de drømme, der satte det hele i gang.

Forfatteren falder

Bogen starter med, at Saabye er til bogmesse i Paris og her skvatter ned fra scenen for øjnene af det måbende publikum. Succes gør nemlig sløv og skødesløs, men når stolebenet tipper ud over scenekanten og forfatteren følger med, så er al glamouren sat på stand by i nogle meget lange sekunder.

Da Saabye hænger i luften føres han i en vision tilbage til drengeårene, til 10. september 1965, hvor han som trettenårig stod og kigger længselsfuldt på en elektrisk guitar, en fiestarød Fender Stratocaster, i vinduet på Bruns Musikk og Noter på Bygdøy Allé i Oslo. Han falder fra tinderne ned til den dag, hvor alle drømme tog deres begyndelse.

Vi får udfoldet en smuk og tæt historie om hvordan drengen for at spare sammen til guitaren bliver blomsterbud hos Finsens Flora og kører ud med blomster til det ganske Oslo, Mærkelige møder venter for enden af ekspeditionerne. Således træffer han Quislings enke og Aurora Stern, som måske er en pensioneret cirkusprinsesse.

Denne bog løser næppe Saabyes problem med den alt for megen succes. Men måske kan han nå at gribe sig selv inden han rammer gulvet i Paris. For vi er jo i cirkus.

Læs hele anmeldelsen af "Saabyes cirkus" i Berlingske Tidende lørdag 15. september.