Rynkekampen er forgæves

Se, hvad du skal fokusere på i stedet for.

Anne Langkilde Lie Kaas, Ole Henriksen og Ellen Hillingsø giver gode råd i bogen, som sammen med videnskabelige forklaringer viser, hvordan man kan finde frem til sin egen hudpleje. Fotos: Anne Nikolajsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når det kommer til hud, er kosmetikfirmaerne fulde af løfter og lidt for mange højtravende udsagn om evig ungdom og fortryllet hud. Det mener Anette Kristine Poulsen, der skriver om skønhed for Børsen, magasinet Elle og bloggen Beauty Space. Hun er frustreret over de mange løfter, som hun mener svækker folks tillid, og det er ærgerligt, for der findes mange produkter og ingredienser, der rent faktisk virker.

Derfor har hun samlet sin viden om hud og hudprodukter i bogen »Flot hud uden hokuspokus – slip rynkehysteriet«. Bogen, der netop er udkommet, er ikke kosmetikforskrækket, men sætter fokus på det, der giver mening – og det gør kampen mod rynker ikke.

»Vi lever i en tidsalder, hvor der er enorm opmærksomhed på anti-rynke og anti-age. For dem af os, der har prøvet at miste nogen før tid, er det møgforkælet og forkert at gå rundt og forbinde alder med noget negativt, når vi i bund og grund bare skal være glade for at blive hængende. Men vi vil gerne fremstå i den mest velkonserverede udgave af os selv. Her er det ikke rynkerne, der er den største skurk, men derimod de lyseslukkere, vi møder, når vi bliver voksne,« siger hun. 

Det gælder især, hvad sol og forkert kost kan kaste af sig af koks i pigmenterne, tørhed og rødme.

I stedet for at fokusere på rynkerne bør man derfor arbejde på at forbedre sin generelle hudkvalitet, mener hun. Der er ikke noget hurtigt fix, med mindre man tyr til botox og fyldninger, som ifølge Anette Kirstine Poulsen hjælper for en tid, men som hun ikke selv ville bruge. Hun har fravalgt det blandt andet på grund af risikoen for, at det går galt, og fordi botox og fyldninger ikke i sig selv giver en smukkere hud, men blot en meget stram hud.

Anette Kristine Poulsen bruger i bogen hudplejeråd fra blandt andre skuespilleren Ellen Hillingsø, hudeksperten Ole Henriksen og tv-freelanceren Anne Langkilde Lie Kaas. Sammen med videnskabelige forklaringer danner de et helhedsbillede af, hvordan man kan finde frem til sin egen hudpleje.

Ifølge Anette Kristine Poulsen er huden vigtig, fordi den som kroppens største organ har nogle meget vitale funktioner. Derfor skal den både plejes og trænes.

»Huden er det hus, jeg bor i, og som jeg aldrig kan flytte fra. Samtidig er huden den største sladrehank, fordi huden kan afsløre alt fra misbrug til for lidt søvn og for meget sol og sukker. Den er et levende visitkort,« siger hun.

Derfor har hun sammensat fem gode råd til en bedre hud. Det handler om at smøre sin hud med de rigtige ingredienser, undgå hovedrengøringer i ansigtet, få tjekket sin hudtype, undgå ubeskyttet sol og spise grøntsager og fede fisk. De største syndere mod huden er sol, røg, sukker og forkert hudpleje.

 

Som resten af kroppen har huden også brug for motion, og til stor glæde for mange, er hudens form for motion ren forkælelse. Den trænes nemlig bedst ved hjælp af ansigtsmassage.

»Stress er også noget, der sætter sig i huden. Prøv at lure massørens greb af eller få hende til at vise dem i et spejl, så man kan gøre det derhjemme,« siger hun.

Anette Kristine Poulsen håber på, at hun kan være med til at rykke fokus, så vi ikke hele tiden taler om antirynker og alder, men i stedet finder fred med en sund hud.

»Hvis det er beskeden til os, at rynker er noget, vi for guds skyld ikke må få, og at de skal væk, så er det jo en kamp, vi taber. Huden vil slå folder, og ser man på billedet af Ole Henriksen i bogen, kan man se, at rynker ikke er problemet. Han har rynker, men vi ser dem ikke, fordi han har så fin en hudkvalitet. Han har stadig en hud, som man får lyst til at røre ved.«

»Flot hud uden hokuspokus – slip rynkehysteriet« er udkommet på People’s Press, 199,95 kr.