Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De senere mange års forskning viser ganske entydigt, at rygning er noget af det farligste, man kan udsætte sin krop for.
Og nu viser helt ny forskning fra University of Manchester, at man ikke bare øger sin risiko for at få kræft og lungesygdomme, hver gang man tager et hvæs af en cigaret, men at man også er i større fare for at nedsætte sin hørelse.
Det skriver det lægevidenskabelige onlinemedie Medical News Today.
»Nedsættelse af hørelsen er ofte set som en uundgåelig konsekvens af at blive ældre, men den her forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nødt til at være sådan. For dropper man rygningen og beskytter sine ører mod høje lyde, kan man forebygge sin risiko for at miste hørelsen,« siger Dr. Ralph Holme til Medical News Today.
Han er leder af den biomedicinske researchgruppe i den engelske organisation Action on Hearing Loss, som har støttet undersøgelsen.
Studiet viser, at folk, der ryger, er i 15 procent større risiko for at miste hørelsen senere i livet, ligesom mennesker, der er udsat for passiv rygning, også er i større fare for at miste den vigtige sans end de mennesker, der holder sig helt fra tobakken.
Forskningen er baseret på undersøgelser af 164.770 briter i alderen 40 til 69 år, der alle har deltaget i et stort britisk sundhedsprojekt, hvor deres hørelse er blevet testet gennem tre år fra 2007 til 2010.
Men hvad det helt præcist er, der gør, at hørelsen skulle blive påvirket af de giftige stoffer i cigaretter ved forsknings chef, Dr. Piers Daws, fra Manchester Universitet dog endnu ikke.
»Vi er ikke sikre på om tobakken påvirker hørelsen direkte, om det kan være rygnings-relaterede hjertekarsygdomme, der påvirker hørelsen, eller om det måske kan være begge dele,« siger Piers Daws til Medical News Today.
Studiet er ifølge onlinemediet ikke det første, der viser, at der er en klar forbindelse mellem rygning og nedsat hørelse.
I 2011 viste et studie fra New York University, at børn, der er blevet udsat for passiv rygning, har en større risiko for at få nedsat hørelse allerede i deres teenageår, end børn der ikke er blevet udsat for den skadelige røg.
Ifølge Danmarks Lungeforening ryger cirka 17 procent af Danmarks voksne befolkning over 15 år, hvilket er en markant reduktion i forhold til at antallet af rygere i Danmark i år 2000, der udgjorde 33 procent af den voksne befolkning.