Ryan Adams under anklage for sexchikane

Flere kvinder siger, at Ryan Adams har sexkrænket dem. Ryan Adams nægter sig skyldig.

»Jeg er ikke en perfekt mand, og jeg har lavet mange fejl. Jeg vil dybtfølt undskylde alle, som jeg bevidst eller ubevidst har krænket. Men billedet, der tegnes i artiklen, maler et ukorrekt og oprørende portræt,« siger Ryan Adams. Foto:Mario Anzuoni/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Anzuoni

Sangeren og sangskriveren Ryan Adams bliver af flere kvinder beskyldt for at have sexkrænket dem og have udnyttet sin magt i musikbranchen til at kræve sex af dem. Desuden anklager de ham for at have ydmyget dem og brugt groft sprog.

Anklagerne er fremsat i bl.a. The New York Times, hvor hans fhv. hustru, musikeren Mandy Moore beskriver Adams manipulerende adfærd og psykologiske ydmygelse af hende.

Mandy Moore siger, at »musik var en måde, han kunne kontrollere andre på. Han fortalte mig altid, at jeg ikke var en rigtig musiker, fordi jeg ikke kunne spille et instrument.«

 

Ydmygelser af kvinder

En anden kvinde hævder, at Ryan Adams sendte hende sexkrænkende tekster og klædte sig nøgen i en Skype-samtale, da hun var teenager.

Ryan Adams benægter anklagerne, men skriver dog på de sociale medier:

»Jeg er ikke en perfekt mand, og jeg har lavet mange fejl. Jeg vil dybtfølt undskylde alle, som jeg bevidst eller ubevidst har krænket. Men billedet, der tegnes i artiklen, maler et ukorrekt og oprørende portræt. Nogle af detaljerne er forkerte, nogle er overdrevne, og nogle er decideret forkerte. Jeg ville aldrig have et ukorrekt forhold til nogen, som jeg vidste var under den seksuelle lavalder.«

I artiklen i The New York Times siger musikeren Phoebe Bridgers, der sammen med mange andre kvinder blev interviewet af avisen, at Ryan Adams kontaktede hende, da hun var 20 år gammel, og tilbød at indspille hendes sange på sit pladeselskab. Deres forhold blev romantisk, og Ryan Adams blev manipulerende, hævder hun.

Han forlangte angiveligt at vide, hvad hun foretog sig, og truede med selvmord, hvis hun ikke svarede på hans SMSer med det samme. Da hun afbrød forholdet, ville han, ifølge Phoebe Bridgers, ikke producere hendes musik.

Også denne fremstilling benægter Ryan Adams.

Seksuelle tekstmeddelelser

En anden kvinde ved navn Ava fortalte avisen, at hendes forhold til Adams startede i 2013, da hun var teenager. Hun var musiker og spillede bas. Da hun var 15-16 år skrev de sammen, og efterhånden blev udvekslingen sprogligt sensuel.

I en meddelelse skrev Adams: »Jeg vil få problemer, hvis nogen vidste, at vi skrev på den her måde.«

Ryan Adams er født i 1974 og er både musiker og musikproducent. Han har 16 albums bag sig og er tidligere medlem af bandet Whiskeytown. Hans album »Heartbreaker« fra 2000 var en international succces. Han dannede bandet The Cardinals og har produceret albums for og samarbejdet med bl.a. Willie Nelson, Jesse Malin, Jenny Lewis og  Norah Jones.