Rune Klan og ham der ikke klapper

Han er kendt for sine skramlede tryllerier krydret med stand-up, men det er først i en alder af 34 år, at han tør erkende, at han er tryllekunstner uden at være bange for, at folk ikke kan lide ham. Eller kalder ham en nar. Vi fulgte Rune Klan en dag i Svendborg under hans udsolgte turné på soloshowet »Det blå show«.

Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rune Klan ligger på gulvet og reparerer en af sine rekvisitter – en slidt vinkasse af pap – med gaffatape.
Klokken er 16.30, og der er kun få timer til, at den røde sal med de guldornamenterede balkoner på Svendborg Teater vil være fyldt til sidste stol og 500 øjne følge ham intenst i halvanden time.

Se flere billeder fra Rune Klans soloshow i galleriet til højre >>

Hans fingre med nedbidte negle arbejder hjemmevant. Han har opført sit soloshow »Det blå Show« over 30 gange landet over inden for de seneste par måneder.

Han skal gøre det mindst 30 gange mere og har allerede brugt metervis af tape på at reparere det sammensurium af hjemmelavede kasser, tableauer og skilte skabt i pap og træ, der udgør rygraden i det, han har gjort til sit varemærke: Skramlede tryllerier krydret med stand-up comedy. Altsammen i et hæsblæsende, drenget tempo.

»Det ville nok være nemmere at anskaffe sig en ny papkasse. Men det skal være sådan her. Uhøjtideligt og lidt kikset,« siger han, griner højt og fisker så en håndfuld guldfisk op ad en frysetaske og putter dem forsigtigt ned i et aflangt glasrør.

»Min far har tegnet to af de bygninger, der optræder på Omans pengesedler. Han er en af de største arkitekter i Mellemøsten. Den slags forpligter jo... Og det har også været et issue, at jeg valgte at leve af at trylle. Det er jo ikke et rigtigt job. Der er ikke langt til ballondyr, vel?

Men min far har accepteret det nu, og han er blevet bedre til at udtrykke, at han er stolt af mig i dag. På sin egen måde.«

Det er torsdag 14. oktober 2010. Rune Klans sidste dag som 33-årig.

Roligt og målrettet sysler han videre på scenen. Laver små hvide kugler af papir, som han skjuler bag et bord, der tydeligvis er tømret sammen uden skelen til et vaterpas. Han kigger på papskiltet, der udgør huskesedlen over showets tricks med titler som »sugekasse«, »Ninja maske«, »held i uheld«, »Jan i grønlænder«. Råber så til sin makker og trylleven, Jan Hellesøe, der også optræder kort under showet:
»Vi mangler »held i uheld«.«

Jan Hellesøe fikser det »paradoks« uden at afsløre hemmeligheden bag det.

»Og så skal vi nok også lige give Ninus lidt mad,« siger Rune Klan med henvisning til dværgkaninen, der, som i et rigtigt trylleshow, sidder i et bur bag scenetæppet og intetanende venter på sit store øjeblik i rampelyset.

Læs også:
Per Pallesen: »Jeg havde det ad helvede til«

Lars Muhl: »I en alder af 48 år ankom jeg til verden ...«

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet

Christian Have: At have eller ikke have

»Det er jo noget mærkeligt noget, det der med, at sønner hele deres liv higer efter specielt deres fars anerkendelse. Det gør jeg i hvert fald. Måske også fordi jeg er vokset op, som jeg er. Jeg beundrer mine forældre meget og er taknemmelig for den opvækst, jeg har fået, for den har gjort mig til den, jeg er. Men jeg kan da også godt forstå, at den psykolog, jeg gik til for et par år siden, begyndte at bore i det, fordi min opvækst nok er lidt speciel – og selvfølgelig heller ikke altid har været skide nem.«

Kimen til den – og det – han er i dag, hans bevidst skramlede tryllerier, hans rastløshed og temperament, der deles nogenlunde lige mellem total begejstring og sortsind, synes således at starte fra begyndelsen. I 1976, hvor han kom til verden en oktoberdag i Silkeborg.

Allerede et par uger efter sin fødsel skiftede familien adresse. Hans far, arkitekt Ole Brogaard Larsen, fik opgaver i Oman, og hans mor, der var sygeplejerske, fulgte med. Senere gik turen videre til Canada, hvor familien boede samlet, indtil Rune var ni år gammel. Hans mor savnede Danmark og ville tilbage, mens hans far ønskede at være i Oman og fortsætte sit arbejde der. Og sådan blev det.

Rune flyttede derfor med sin mor til Hørsholm, hvor forældrene investerede i et hus, og han voksede op der med udsigt over en skov – og en familiemodel, hvor hans far kom hjem med jævne mellemrum. En model, der stadig kører.

»Selv om jeg i dag kan se, at min fars beslutning er tvetydig, så er den også beundringsværdig, fordi han har fået bygget alle de imponerende ting. Det finder jeg inspiration i. Og jeg har altid opfattet min opvækst som lykkelig og forsvaret den, fordi jeg følte, at det fungerede.

Jeg har nok gået i 13-14 forskellige skoler i mit liv, fordi mine forældre har rejst så meget, og jeg har mange gange prøvet at blive plantet et nyt sted og fået at vide, at nu skulle jeg lege. Derfor lærte jeg hurtigt at blive god til at komme ind i en gruppe, skabe kontakt, hvilket jeg bruger i mine shows i dag. Jeg er også tosproget, fordi jeg, da vi kom til Canada, ikke ville tale dansk, men kun engelsk. Jeg syntes, det var pinligt at tale dansk, fordi jeg gerne ville være som de andre. Det gjorde det hele nemmere.

Det betød så, at jeg skulle gå i international skole, da jeg kom til Danmark, fordi jeg ikke kunne tale dansk. Sådan er der fordele – og ulemper. For der er nok heller ingen tvivl om, at jeg i dag dealer med en rastløshed og rodløshed, der sikkert stammer fra en opvækst med mange skift.«

Selv betegner han sig som en af »nørderne« i klassen. Ham, der aldrig var den bedste til at spille basketball, løbe på skateboard eller underholde i klassen. Han havde svært ved at sidde stille og ville hellere ud at bygge huler med de andre nørder – i en alt for sen alder, så det var ikke noget, de talte højt om.

Læs også:
Per Pallesen: »Jeg havde det ad helvede til«

Lars Muhl: »I en alder af 48 år ankom jeg til verden ...«

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet

Christian Have: At have eller ikke have

Da han var 11 år, fandt han dog noget, han var god til. Noget, hans fingre og temperament var bygget til. At trylle. En opdagelse, han gjorde under en af sine ture til London med sin far. De gik som oftest til klassiske koncerter, men en aften gjorde de noget andet, som faderen mente måske ville interessere sønnen lidt mere. De så et stort opslået show med en tryllekunstner af den gamle skole, med høj hat, hvide handsker og veltrimmede tricks.

Han vakte dog ikke Runes interesse. Det gjorde derimod en mindre glamourøs tryllekunstner, der stod i foyeren og solgte småtricks. Rune blev med ét fascineret af den fingernemhed, det krævede. Så meget, at han købte sit første tryllesæt af ham – to tryllestave, der hang sammen, og som med magisk – og mest teknisk – snilde kunne skilles ad og samles igen.

Han gav sig til at øve sig. Og øve sig. Lave tricks – i det skjulte sammen med blandt andre sin fætter.

»Jeg viste det kun én gang i folkeskolen, hvor en af de dominerende drenge bevidst gjorde noget, så tricket ikke kunne lade sig gøre. Kun for at pille mig ned og sige »hvor er du en nar«. Så holdt jeg op med det, fordi det var for svært at forene de to verdener.

Samtidig har jeg altid haft det svært med det element af blær, der er i at trylle. Jeg har aldrig brudt mig om det øjeblik, hvor tricket er slut – og jeg siger: »Nå, det var altså hjerter fire, du trak ud af kortbunken«. Derfor piller jeg også ofte tricket fra hinanden til sidst, gør det lidt kikset eller dumt, fordi det bare ikke er et skide godt redskab at få gode venner på at sidde og blære sig med noget, man ikke kan tale om bagefter.

Man distancerer sig faktisk fra folk, fordi jeg ikke kan sige, hvordan jeg gjorde det, og jeg vil gerne tæt på mit publikum med det, jeg laver. Jeg vil gerne ind i den stemning, hvor vi holder en fest sammen. Der er mange tryllekunstnere, der er begyndt at trylle, fordi de får opmærksomhed og kan score damer på det. Det har jeg altid fundet utiltalende. For mig har det altid bare været en leg. En sjov hobby, og noget jeg var god til.«

Han er ved at være klar til aftenens show i Svendborg Teater. Klokken nærmer sig 18, og han gennemgår endnu en gang huskelisten over tricks med tryllevennen Jan. Han er rolig. Bevæger sig næsten i slow motion. I cowboybukser og T-shirt. Gaber lidt og fortæller, at han altid er lidt nervøs op til et show. Og meget nervøs, når hans forældre har været blandt publikum.

Som for eksempel for tre år siden i Odense, da han turnerede med sit overdimensionerede soloshow »Rune Klan går large«, der blandt andet handlede om hans fars manglende evne til at udtrykke sin accept af hans trylleri.

»Det var det værste show, jeg nogensinde har lavet, jeg var så mærket af, at min far var blandt publikum. Også at min mor var der, men vi er mere ens, vi er følelsesladede, kan begejstres vildt over en kop kaffe den ene øjeblik og føle dyb skuffelse det næste. Hos min far er der ikke så meget begejstring,« siger han og griner på sin karakteristiske »hø, hø, hø« måde.

»Min far er bare af den gamle skole. De har også været inde at se »Det blå show«, og der gik det rigtig godt. Jeg var dog ret meget oppe at køre, før jeg gik på scenen, og måtte bagefter undskylde over for de andre, der er med til at lave showet, fordi jeg kom i det humør, hvor alting bare er noget lort. Hvor jeg tænker, at »det her går aldrig«, »publikum kan ikke lide mig«. Selv om jeg har let til begejstring, er jeg også et meget bekymret menneske, og det pisser mig af, at jeg er det.«

Han går lidt for sig selv, ryger en cigaret udenfor på teatrets parkeringsplads. Det var han ellers holdt op med. For to år siden efter et besøg hos lægen.

Lægebesøget kom i slipstrømmen af den succes og offentlige opmærksomhed, som Rune Klan begyndte at høste for tre-fire år siden. Først var der showet »Rune Klan går large«, så blev Mick Øgendahl og hans show »Tak for i aften« vist på tv – ad to omgange. For nylig fik han så et hak mere op ad den folkelige kendthedsskala, da han lavede et trylletrick med skinke ved dronning Margrethes direkte tv-transmitterede 70 års fødselsdag.

»Der kom pludselig en stor opmærksomhed på mig, som jeg ikke var forberedt på. Jeg drømte ikke om, at jeg kunne komme til at leve af det på den måde, som jeg gør. Men jeg oplevede, at alles øjne pludselig hvilede på mig, og jeg skulle tænke over, hvornår jeg pillede næse, og hvilke bukser, jeg havde på. Selv om det jo er fantastisk, at jeg er nået hertil, så var den del af det også frygtelig.

Jeg fik en periode, hvor jeg havde enormt svært ved at finde ro, og jeg kan huske, at jeg en dag i oktober for to år siden lagde mig på sofaen derhjemme og besluttede mig for bare at ligge og slappe af. Mens jeg lå der, kunne jeg se mit hjerte hamre inde bag min sweater, og pludselig slog det ude af takt.

Jeg talte med min mor om det, og hun sagde, at jeg skulle få det tjekket. Jeg tog det ret afslappet. Tænkte, at lægen sikkert ville sige, at jeg skulle motionere mere. Hun målte så mit blodtryk, der var alt, alt for højt, og pludselig blev det hele meget alvorligt. Jeg fik ordineret betablokkere og lagde mit liv om,« siger han, der fik kostvejledning, tabte sig en del, holdt op med at ryge, drikke for meget og gik i gang med at løbetræne jævnligt. 

»Jeg tror, jeg fik en form for sceneskræk, hvilket jo er ret vildt, når jeg samtidig elsker at stå på scenen. Men jeg følte, at forventningerne blev større og større, og jeg kom til at fokusere på dem, der så skuffede ud blandt publikum frem for dem, der var glade. Udsvingene mellem total begejstring og total skuffelse blev nok for store, og i dag er jeg nødt til at styre dem begge.

Jeg vil ikke længere slides op af ham, som ikke klapper blandt publikum. Det er for åndssvagt. Alligevel ser jeg stadig oftest dem blandt publikum, der ser skuffede ud. Jeg kan stadig huske, hvordan »han« så ud i Skive og i Århus.

Men jeg forsøger at styre de ting ved at tale rigtig meget om det, være opmærksom på det, selv om jeg synes, at det er ret langt ude, at jeg skal kreere redskaber til at deale med noget, som jeg selv har valgt – og som jeg elsker. Jeg søger jo anerkendelsen, skulderklappet, når jeg står på scenen – mens jeg ikke ønsker opmærksomheden, når jeg ikke står der.«

 

Han går ned til de andre i et oplyst lokale under scenen. Spiser begejstret mørbradgryde, der skylles ned med en Cola Light. Underholder med historier om tryllekunstnere. Hele tiden med et spil kort nærmest klistret til den ene hånd. Han har kortene med overalt. Øver sig konstant.

Læs også:
Per Pallesen: »Jeg havde det ad helvede til«

Lars Muhl: »I en alder af 48 år ankom jeg til verden ...«

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet

Christian Have: At have eller ikke have

I sine teenage-år legede og øvede han sig overvejende med kortene, mønterne og andre tricks i tryllekunstnernes lukkede miljøer og skabte sig allerede som 15-årig et ry som et stort talent. Han begyndte at optræde i det små med sine trylletricks og oplevede at få ros af etablerede tryllekunstnere, mens han ude i den »virkelige verden« lagde trylleriet på hylden, da han kom i gymnasiet i en erkendelse af, at den kunnen ikke scorede point hos hverken de populære drenge eller piger. Han udviklede i stedet sit komiske talent.

»Jeg har nok altid været sjov. Jeg har aldrig brugt det som et redskab til at få venner, men nok mere som en måde at samle folk og skabe en god stemning på. Jeg har altid søgt det fællesskab, hvor vi kan smile og have det godt sammen.

Hvis man skal overpsykologisere det, handler det nok om enebarnet, der er ude at søge gruppefællesskabet. Jeg tryllede stadig kun ganske lidt for de andre i gymnasiet, for det var stadig ikke særlig cool, og jeg var bange for, at de skulle se mig som anderledes. Og sige »Nå, har du virkelig øvet dig otte timer på det der? Jeg har nok altid haft det sådan, når jeg har vist tryl uden for tryllekredse, at jeg ikke ville love for meget. Gaffatape og pap lover jo heller ikke en skid, vel?«

Efter gymnasiet tog han sin tryllehobby op igen, flaksede lidt rundt mellem »rigtige« karrieremuligheder. Gik på lærerseminariet, droppede det. Overvejede at blive human ressource manager i Dubai, fordi det lød »som et sympatisk job«, men droppede også det.

I stedet tryllede han på blandt andre SAS-hotellerne og lavede som 22-årig dvd’en »Three Pieces of Silver« med et af sine egne mønttricks, der gav ham en position i toppen af verdens bedste inden for det felt. Han holdt foredrag i USA og gik til internationale tryllekongresser, læste tonsvis af litteratur og bøger om tryl, men holdt det stadig for sig selv.

Først da han i slutningen af 1990erne så et stand-up show med Omar Marzouk, så han en mulighed for at bringe sine trylleegenskaber ud over rampen.

»Jeg har aldrig haft lyst til at være en almindelig tryllekunstner. Det har aldrig sagt mig noget at optræde med høj hat, hvide handsker og bare lave tricks. Da jeg opdagede stand-up, så jeg en måde, hvor jeg kunne være mig selv, i cowboybukser og T-shirt, og lave mine tricks, som jeg ville. Det var dog først for få år siden, at jeg for alvor fandt min stil, for da jeg startede i stand-up, lavede man jo ikke andet end gøre grin med tryl. Det var latterligt gøgl, og jeg kørte med på den. Indtil en dag, hvor Jonathan Spang sagde til mig, at jeg var da var en god stand-up komiker, men at det var svært at se, hvem jeg egentlig var. Den sad fast, og jeg begyndte langsomt at trylle noget mere i mine shows.«

Han har skiftet tøj. Blå skjorte, blå bukser, blåt slips. Han lytter til aggressiv hip hop i høretelefonerne. Det gør han som regel en halv time før showet. Går ind i sig selv, lader op til sit eget hæsblæsende tempo til tonerne af musik med samme energiniveau. 

Lige inden klokken 20 vasker han sine hænder. En rituel afvaskning, han gentager før hvert show, af de fingre, der – sammen med snakketøjet – skal makke ret den kommende godt halvanden time.

Salen er fyldt. Lyset dæmpes.

»Mine damer og herrer. Ruuuuunnnne Klaaan,« runger det ud af højttalerne. Showet er i gang. Rune Klan springer frem på scenen. Den glade dreng, der med det samme rækker ud efter sit publikum. Skaber fællesskab og god stemning. Taler om trylletricks, som var de et forhold, mens han sluger en cykel, tryller guldfisk væk, spiser kanin-høm høm, bruger et spillekort som boomerang, laver vand om til pulver – og slutter af med et imponerende trick med hvide og røde kugler.

De 500 svendborgensere synes at være glade sammen med ham. Klapper, griner og undres. Taler muntert til hinanden, mens de uden hast forlader salen igen klokken cirka 21.30.

Rune Klan sidder ude i omklædningsrummet. Åbner en øl. Er tydeligvis træt, sveder.

»Det gik sgu da meget godt, ikk?«

Også selv om han ikke kan lade være med at tænke på det ægtepar, der sad midt på første række og virkede som om, de ikke var helt med. Dem så han og vil huske længe. Men han siger det ikke højt der på Svendborg Teater. Det sker først nogle dage senere.
 
Rune Klan kommer ilende med sin golden retriever, Baltazar, i hælene og en yoghurt med müsli i hånden. Klokken er 9 om morgenen tirsdag 19. oktober. Hans femte dag som 34-årig.

Han har for nylig købt hus sammen med sin kæreste ved Amager Strand og kører – som i dag – nogle gange til Dragør for at lufte Baltazar.

»Jeg har tænkt over det med, hvorfor jeg fokuserer så meget på dem, der ikke kan lide mit show,« siger han med henvisning til ægteparret i Svendborg. 

»Det, jeg laver, er så personligt, at jeg føler, at hvis folk ikke kan lide mit show, så er det mig, de ikke kan lide. Og det gør ondt. Jeg vil jo gerne have, at de skal kunne lide mig. Have deres anerkendelse. Måske specielt nu, fordi jeg hidtil har været lidt »til låns i verden«. I dag har jeg endelig erkendt, at jeg ikke er komiker, men tryllekunstner. I mit nye show har jeg for første gang en ret lang afslutning med, hvor jeg kun tryller og jonglerer med kugler. Da jeg forberedte showet, var jeg ved at tage det af flere gange, fordi jeg tænkte, at det gider folk sgu’ da ikke kigge på. De vil synes, at jeg er en nar. Men jeg har opdaget, at det gider de fleste godt. De gider godt lege med.«

Læs også:
Per Pallesen: »Jeg havde det ad helvede til«

Lars Muhl: »I en alder af 48 år ankom jeg til verden ...«

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet

Christian Have: At have eller ikke have