Rugsted & Kreutzfeldt: Det er ikke for sent nu

Forsigtigper og Hr. Fandenivoldsk: Rugsted & Kreutzfeldt har begge passeret de 60, men har aldrig haft det bedre, og deres nye tidløse sange lyder helt som dengang – heldigvis. Til efteråret kommer deres første plade i 26 år.

»Man sætter sig jo ikke bevidst ned og prøver at lave noget, der holder i 30 år. Men det handler måske om, at vi haft nogle gode tekster og laver rigtig musik, der er spillet på rigtige instrumenter. Og så har vi bare været pisseheldige.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

 Jens bestiller blåmuslinger og skal bare have vand til. Stig drikker lidt danskvand og spiser et enkelt stykke mad.

De passer på sig selv og på hinanden, og de passer på det, de har sammen og som bærer deres efternavne: Rugsted & Kreutzfeldt.

Derfor kan alle vi andre stadig opleve duoen, der omkring 1980 frembragte noget af det mest tidløse danske popmusik – Rugsted & Kreutzfeldt har lige afsluttet en udsolgt forårsturné og gør nu klar til sommerens festivaler.

Se video: Det er slet, slet ikke for sent nu:  

 

 

 

Og derfor kan vi i denne tid nyde godt af et uventet 2. kapitel i deres karriere – efter duoens comebackkoncert i Tivoli i 2006 foran 40.000 mennesker har de netop udgivet dobbeltsinglen »Indtil Jeg Så Dig/Højt Over Bjergene«, som allerede er blevet et radiohit og varsler godt for Rugsted & Kreutzfeldts første album i 26 år, der kommer til efteråret.

Stig Kreutzfeldt synger stadig som en drøm, selv om han fylder 62 næste gang. Danskvand i stedet for øl og sprut kunne være en del af forklaringen.

»Jeg passer på min stemme. Den har det med at blive hæs, og det er fedt frem til et vist punkt, så lyder det ikke godt mere,« forklarer han over frokosten i Kongens Have.

Hans beskedenhed og hans erfaring som producer med over 1.000 pladerpå cv’et forbyder ham dog at blive selvfed. Man kan ikke få ham til at stemme i koret, der kloger sig på Whitney Houstons skandaløse optræden i Forum sidste år med en stemme, der virkede ødelagt for altid: »Det er ikke til at vide, hvad der er sket. Det kan være misbrug, men det kan også være genetisk bestemt. For nogle mennesker forsvinder stemmen bare, mens andre kan blive ved længe.«

»Men hun behøvede nu ikke at stå og tygge tyggegummi, mens hun sang,« bryder den tre år ældre Jens Rugsted ind og laver en parodi på Houstons største hit: »And Aiiiiaaaa... (tygger overdrevent)... will always love you!«.

 De to griner. Efter godt 30 års parløb er de to så småt begyndt at kalde sig for venner. Ikke at de nogensinde har været uvenner – ingen Simon & Garfunkel-intriger her. Men arbejdsfællesskabet har været nok.

»Vi har altid været arbejdskammerater. Det er først nu, vi er ved at blive venner, ik’?« siger Jens Rugsted og klapper makkeren på knæet.

»Jo, vi har aldrig venner på den måde. Men vi får jo også meget af hinanden gennem arbejdet. Vi har lige været et halvt år i studiet for at indspille den nye plade, og der er man altså sammen fra morgen til aften. Og når vi sidder i turbussen, taler vi jo ikke kun om vores musik, der rammer vi også tit privatsfæren. Så vi har ikke så stort behov for også at invitere hinanden over til middag fredag aften.«

Da Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt mødte hinanden i slutningen af 1970erne, var de allerede to rutinerede herrer. Jens Rugsted havde som bassist i Savage Rose turneret USA tyndt og med egne ord »oplevet mere som 25-årig, end mange oplever et helt liv.«

Stig Kreutzfeldt havde udgivet flere plader, var talentspejder på pladeselskabet CBS og allerede en respekteret producer og tekniker, der bl.a. havde arbejdet sammen med Ringo Starr og Cat Stevens. Sammen udgjorde de et umage par, og deres to første plader er i dag klassikere i den danske popskat med numre som »Tilfældigvis Forbi«, »Spring Op, Tag Med« og balladen over dem alle: »Jeg Ved Det Godt«, skrevet af Jens, og sunget af Stig.

En portrætudsendelse på DR1 – dengang der kun fandtes denne ene danske kanal – gav duoen et massivt gennembrud fra den ene dag til den anden. Men udsolgte koncerter og svimlende salgstal målt i hundred-tusinder passede ikke de to perfektionistiske studiemusikeres temperament – trods meget forskellige personligheder var de begge på én gang både for ydmyge og for stolte til den ris og ros, der følger med livet på toppen af poppen.

Jens: »Vi var slet ikke gearet til det, der ventede os efter den famøse fjernsynsudsendelse. Det var slet ikke meningen, at det skulle blive så stort. Vi var bare musikere, der håbede på, at vi kunne sælge så meget, at vi kunne få lov til at lave en plade mere. Så det kom virkelig bag på os.«

Hvordan reagerede I?

Jens: »Nerverne sad uden på tøjet. Men når vi havde spillet et par numre, faldt vi som regel til ro. Det var værst lige inden, man skulle ind på scenen.«

Hvordan tog I beslutningen om at stoppe?

Stig: »Det var ikke sådan oppe i plenum. Det lå bare i luften, at nu havde vi sgu fået nok, nu måtte det her vanvid stoppe. Man kunne ikke gå i fred, og vi følte, at vi slingrede efter toget. Vi havde slet ikke hold i den følelsesmæssige side af det. Og så kom der den der turné, hvor vi solgte masser af billetter, men ikke så mange som tidligere...«

Jens: »Ja, og så blev vi jo stolte... Og lidt senere kom så »Døgnfluen« i Politiken. Torben Bille skrev en artikel under overskriften »En døgnflues korte liv«, som gjorde os aldeles rasende.«

Stig: »Ja, den blev vi lidt kede af. Da vi udgav vores første plade, blev vi udråbt som veteraner, fordi vi havde baggrund i bl.a. Lollipops og Savage Rose. Hvordan kan man på fire år gå fra at være veteraner til at være døgnfluer? Det hang jo slet ikke sammen oppe i vores hoveder. Det var meget frustrerende, så der var mange ting, der gjorde, at vi tænkte: »Nu kan det fanme være nok. Forget it!««

Men tiden har været på jeres side...

Stig: »Ja, døgnfluen vil ikke dø. Den bliver ved med at svirre undt om hovederne på folk...«

Rugsted & Kreutzfeldts succes kulminerede med en rekordstor koncert i Tivoli i 1981, hvor 53.000 tilskuere stod på skuldrene af hinanden for at synge med på sangene, hvis de da ikke hang i træerne eller i lygtepælene. Stig kalder det karrierens højdepunkt og husker, hvordan de begge tittede ud gennem scenetæppet for at se, om der mon var kommet nogen for at høre dem. Men få år efter stoppede de.

Efter flere opfordringer fra Tivoli gennem årene takkede duoen ja i 2006 som en 25 års one-off-jubilæumskoncert. Men især Stig har gennem årene været loren ved en genforening. I stedet har han fra hjemmestudiet i Birkerød produceret bl.a. Brødrene Olsens »Smuk Som Et Stjerneskud« og Lex & Klattens største hits, mens østerbroeren Jens Rugsted har haft forskellige spillejobs.

Stig: »Jeg har nok været lidt sær. Det var et udlevet kapitel i mit liv, og jeg har været lidt særlingeagtig omkring det. Da jeg så blev spurgt af drengene, kunne jeg godt se: hvad fanden skulle der gå af mig ved at tage det op igen?«

Hvordan lød din indre dialog?

»Tag dig dog sammen! Der er en hel masse mennesker, der vil synes, at det her er fedt, ikke mindst dine egne børn. Så kom dog ud af den der mærkelige tilstand. Jeg har hørt flere gange ude byen, at folk siger: »Nå, er du kommet dig over din sceneskræk!« Men det har overhovedet ikke været tilfældet. Jeg var heller ikke bange for at være et ringvrag, eller at vi ikke er lige så gode som dengang. Jeg tror bare, det var noget med, at jeg gik tilbage til min gamle rolle som producer og tekniker og følte, at det var der, jeg hørte til. Jeg havde svært ved at se mig selv tage den anden rolle op igen. Men der har Jens nok skubbet til mig. Han er mere fandenivoldsk end jeg med mange ting. Jeg er mere en forsigtigper.«

Hvor kommer den der forsigtigper fra?

Stig: »Ja, det ved man jo aldrig... Så skal man nok til at digge in the dirt og grave ned i et eller andet fra barndommen. Det kommer nok af, at jeg aldrig er blevet strøget med hårene. Jeg har altid fået at vide, at det var noget lort, jeg lavede, og at jeg skulle holde mig fra musikken og se at få mig en uddannelse. Musikken var ikke andet end noget pjat. Jeg har fået håndkantsslaget, hver gang jeg har prøvet noget i den retning. Så jeg er håndsky... (griner afvæbnende).«

Jens: »Så er det altså heller ikke værre...«.

Stig: »Nej, men nu bliver vi jo spurgt, og jeg kunne godt forestille mig, det er sådan noget, der gør det – uden at have forudsætninger for at spille psykolog.«

Hvor kommer din fandenivoldskhed så fra, Jens?

»Ja, jeg er vel det forkælede enebarn... Jeg har fået meget bekræftelse, meget kærlighed og mange følelser. Et dødforkælet enebarn. Jeg har fået så meget kærlighed, at mit selvværd aldrig har fejlet noget. Dermed ikke sagt, at træerne vokser ind i himlen. Jeg er jo middelklasse fra Amager, og så skal man ikke tro, man er noget. Men jeg tror, kærlighed til musikken har trukket os begge hele vejen igennem.«
Hvad fik jer så til at tage skridtet og gå i gang igen?

Stig: »Til sidst havde vi egentlig ikke så mange overvejelser. Vores børn har spurgt mange gange: »Kan I ikke prøve at spille sammen igen bare én gang, så vi kan opleve, hvordan det var?« Den er svær at sidde overhørig. Så vi gjorde det uden intentioner om, at det skulle være mere end den ene gang. Og vores børn og familie blev virkelig glade, men det var der altså også mange andre, der gjorde...!«

Jens: »Også os selv...«

Stig: »Ja, man står der, og lige pludselig står der 40.000 mennesker i Tivoli og synger med på sangene. Så kan man jo ikke bare gå hjem og så sige »Det var den ene gang, så glemmer vi det.«

Jens: »Nej, det var for fedt. Det var den fedeste aften i mit liv.«

Havde I haft kontakt til hinanden i mellemtiden?

Stig: »Vi havde lavet nogle ting sammen – bl.a. produceret for Sanne Salomonsen og Kim Larsen – men jeg måtte da lige ringe til Jens og spørge, hvad han sagde til det.«

Hvad sagde du så?

Jens: »Jeg sagde da ja lige på stedet. Vi har jo aldrig været uvenner. Det har bare ikke været sådan, at vi skulle lave noget sammen. Også fordi vi havde pakket fortiden væk og aldrig havde troet, den skulle genopstå igen. Men jeg har selv børn på 15 år, og da de var små, gik jeg med dem i Tivoli og pegede op på Plænen og sagde »Deroppe har far stået.«

»Ja-ja, det er godt med dig.« Og det er jo skønt – det er sådan, jeg vil have det. Vi er vores efternavne ud ad til, men vi er også bare Jens & Stig, og vores største ambition er at være søde og ordentlige mennesker.«

Men det er vel også noget med at omfavne sin fortid og anerkende sin egen betydning?

Jens: »Joeh. Når der er så mange, som er glade for vores musik, ville vi da være nogle skarn, hvis vi ikke stillede op. Vi kan jo lide det, vi laver, og vi er stolte af at have skabt noget, der betyder noget for folk. Når man ser et ældre ægtepar, der holder om hinanden og får et blik i øjnene:

»Kan du huske dengang...? Det er altså stort... Og det går også bedre med nerverne. Forleden skulle vi spille ude i Arken, og der blev vi rolige med det samme, vi gik ind. Måske er vi ved at blive voksne på det område...«

Det er ofte ordet »tidløs«, man sætter på jeres musik. Hvad er opskriften på tidløshed?

Stig: »Man sætter sig jo ikke bevidst ned og prøver at lave noget, der holder i 30 år. Men det handler måske om, at vi haft nogle gode tekster og laver rigtig musik, der er spillet på rigtige instrumenter. Og så har vi bare været pisseheldige.«

Der er mange stemninger og minder forbundet med jeres musik...

Jens: »Ja, det er utroligt, hvad musik kan gøre. Det er ligesom lugte. Jeg ejer mine forældres sommerhus oppe i Rørvig, og hver gang, det har regnet, kommer jeg altid til at tænke på dengang, vi legede dåseskjul som børn. Man kunne sidde der og gemme sig i timevis, indtil man blev fundet...

Se video: Det er slet, slet ikke for sent nu: