Rufus Gifford: »Alle i USA er på en eller anden form for diæt – det gider jeg ikke, jeg vil altid spise pizza og pomfritter«

Rufus Gifford, 41 år, amerikansk ambassadør i Danmark, deltager i dag i Copenhagen Marathon. Amerikaneren, som sidst løb 42,195 kilometer for 16 år siden, græder altid, når en hund dør i en film.

Rufus Gifford. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Hvad forventer du af Copenhagen Marathon?

»Dette er formentlig mit sidste forår i København, så efter mest at have set byen gennem ruderne fra en pansret bil glæder jeg mig til at mærke energien i gaderne. Men jeg indrømmer, at jeg er nervøs, for det er 16 år siden, jeg sidst har løbet maraton. Jeg har løbet fire halvmaratoner, mens jeg har været her, men aldrig et rigtig maraton.«

Hvilket kunstværk giver dig tårer i øjnene?

»Alle film, hvor der er en hund, som dør.«

Hvad var de længste minutter i dit liv?

»Det var da jeg var 18, og min mor konfronterede mig med, at hun vidste, at jeg er bøsse. Jeg var skræmt fra vid og sans ved tanken om, at min hemmelighed nu var offentlig viden. Det var en helt ny verdensorden for mig. Jeg svedte så meget, at min T-shirt lavede et aftryk på den væg bag mig, som jeg lænede mig op ad.«

Hvad er dit bedste sundhedsråd?

»At motionere hver dag og grine så meget som muligt. Jeg forsøger at gå i fitness eller løbe hver dag, selv om det kan være svært på grund af rejseri. Diæter er jeg derimod ikke meget for. Alle i USA er på en eller anden form for diæt – det gider jeg ikke, jeg vil altid spise pizza og pomfritter.«

Hvad ville du gerne lave om ved dig selv?

»Hvor lang tid har vi? Der er så meget, jeg gerne ville lave om, jeg er alt for selvkritisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne være bedre til at slappe af og være mindre hård ved mig selv.«

Hvor rejser du altid tilbage til?

»Øen Nantucket i Massachusetts. Mine forældre har et hus her ved havet, hvor solnedgangen er fantastisk. For mig giver havet og lyden af tågehorn virkelig fred i kroppen.«

Hvad er meningen med livet?

»Jeg ved det ikke, men jeg håber at finde ud af det, så prøv at spørge mig igen om 40 år.«

Hvad tror du på?

»Jeg tror på mennesker. Der er mange gode grunde til at være skeptisk, men jeg er den evige optimist. Trods den politiske udvikling i verden tror jeg på, at folk i den sidste ende vil gøre det rigtige.«

Hvilket menneske har gjort størst indtryk på dig?

»Min far. Han troede altid på mig, men havde samtidig høje forventninger. Selv om jeg voksede op i et meget hvidt og beskyttet miljø, fik han lært mig om diversitet og social retfærdighed, at man skal behandle folk ordentligt. Ikke lige det, man normalt forventer sig af en mand, der, som han, var bankmand.«

Hvad er det mærkeligste, du har i dit køleskab?

»Rødbedejuice. Jeg købte den, fordi nogle havde sagt, at det var sundt, men det smager virkelig forfærdeligt. Men den holder sig godt, for den har stået der i halvandet år.«

Hvad ville du sige til dig selv som 17-årig?

»Jeg har tænkt en del over dette spørgsmål, for da jeg var 17, var det året før, jeg sprang ud. Som 16-17 årig føler man sig dum og tyk, man ser sig selv som afviger og væmmes ved sig selv. Jeg troede ikke, at jeg ville blive til noget som helst i denne verden.«

»Så jeg ville nok sige: Hav tro, vær ærlig over for dig selv. Det skal nok blive godt. Jeg tror ikke, at jeg ville ønske, at han skulle vide, hvad der ville komme til at ske, for selv om rejsen har været nok så fantastisk, vil jeg ønske, at der ikke havde været så meget sorg.«

Er der noget vi ikke ved om dig?

»Ja, meget. Selv om jeg er en person, som går med følelserne uden på tøjet – og ofte får kritik for det – mener jeg stadig, at man skal have sine hemmeligheder.«