Rubiner blev hans skæbne

Først hjalp han faderen i hans rubinmine i Thailand, så solgte han indfattet i smykker til Thailands højeste klasser. I dag indfatter han ædelstene i sine egne smykker fra den nyåbnede butik i København - og det gør han til den store sølvmedalje.

Foto Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere

Under den thailandske stjernehimmel, mellem cikadernes skræppen, sidder en ung thailandsk dreng midt i en kegle af skarpt hvidt lys og studerer småsten. Han tager dem op, vender og drejer dem mellem sine små fingre. Hans ansigt lyser op i et smil, mens han lægger en af stenene til side: Det er en rubin!

Scenen er taget fra 36-årige Ethan Lindhardts barndom, hvor han ofte hjalp sin far i dennes rubinmine med at sortere de ædle sten fra de knap såædle af slagsen. I dag har Ethan Lindhardt stadig et skarpt blik for rubinerne, der er en vigtig del af de smykker, som den hos Georg Jensen guldsmedeuddannede Ethan Lindhardt både designer og smeder selv. Det gør han så godt, at han allerede to gange har trykket dronning Margrethe i hånden. Nemlig da han i 2005 modtog Kunsthåndværksrådets bronzemedalje for årets flotteste guldsmedearbejde og året efter fik samme råds sølvmedalje for årets flotteste kunsthåndværk overhovedet for sine enkle og meget skandinavisk inspirerede smykker.

For få uger siden åbnede Ethan Lindhardt så sin egen butik i indre København lige bag Nikolaj Kirke. I tre små hvide kælderrum har han fundet plads til et udstillingslokale med montrer, hvor smykkerne vises frem, et lille værksted, hvor alle smykker skabes fra skitser til det endelige smykke og et lille forlokale med en sofa og et skrivebord. Det er her, at den spinkle mand med de fine træk inviterer på kaffe og fortæller om sit usædvanlige liv, der har været præget af markante skift, som da han, efter at have knoklet sig frem til en stilling som Chief Manager i en eksklusiv Piaget-butik, forlod det hele for at følge kærligheden til Danmark, hvor han også genfandt sit kreative talent.

Ethan er født i den thailandske provins Chantaburi cirka 245 km fra Bangkok lige ved den cambodjanske grænse, der i mange hundrede år har været kendt for forekomsten af rubiner. Da Ethan var fem år, investerede hans forældre i en rubinmine, og Ethans forhold til rubiner tog sin begyndelse. Det blev imidlertid hurtigt reduceret til et ferieforhold, da både han og hans lillesøster blev sendt til Bangkok for at bo hos faderens tre søstre.

»Min fars søskende havde alle job i hovedstaden som sygeplejersker, og så tænkte mine forældre, at det kunne være godt, hvis vi børn fik en bedre uddannelse i hovedstaden, så fra jeg var seks år, kom jeg og min lillesøster kun hjem i sommerferierne,« fortæller Ethan på udmærket dansk med en nærmest syngende accent, hvor den thailandske sprogtone anes.

Hans blik bliver trist, når han mindes de år.

»Det var hårdt at savne sin familie. Når jeg tænker på andre børn, der har sammen med deres forældre, så tænker jeg, at jeg gik glip af noget.«

Efter at have færdiggjort, hvad der svarer til gymnasiet, valgte han derfor at vende tilbage til familien i Chantaburi. Her arbejdede han sammen med faren i minen, hvor han hjalp med at betjene maskinerne om dagen og sortere sten fra rubinerne om aftenen. Det var en langsom og krævende proces at udvinde rubinerne

»Hver dag startede med, at vi pumpede vand ud af udgravningerne. Så blev jordklumper løftet op af en maskine og smidt over på en form for bånd, hvor jorden blev spulet væk, så kun stenene lå tilbage. De blev herefter renset for mudder, så der til sidst kun var rene sten tilbage.«

Det tog typisk hele dagen, og om aftenen sad Ethan og sorterede ædelstenene fra de almindelige sten. Arbejdet i minen var hårdt, og udbyttet var altid usikkert.

»Det var ligesom at vores liv stod på spil hver dag. Nogle dage fandt vi en stor rubin, og så havde vi penge til at leve for i mange måneder, men andre dage fandt vi ikke noget som helst. Men vi havde stadig omkostninger hver dag til f.eks. medarbejdernes løn og benzin, og hvis vi ikke tjente nok, hvad skulle vi så gøre?«

Usikkerheden ved rubindriften fik faren til at bede Ethan om at rejse tilbage til byen igen og få sig en mere stabil levevej. Det valg har siden vist sig ganske klogt, da minerne omkring Chantaburi i dag er tomme, og mange mineejere, heriblandt Ethans far, er på jagt efter nye miner i Afrika.

Ethan flyttede derfor ind hos fastrene igen og læste et år på en Business School, hvorefter han fik job i et af Thailands største varehuse, Central Department Store i Bangkok. Her solgte han julepynt og sammenklappelige plasticjuletræer til vesterlændinge. Den afdeling blev imidlertid lukket efter julen, men ledelsen havde bemærket E-thans sans for at sælge og hans gode engelskkundskaber, og han blev tilbudt et andet job som sælger i varehusets smykkeafdeling.

»Der arbejdede jeg cirka et år, men det var ret hårdt. Jeg tjente ikke ret meget og boede stadig sammen med mine fastre, for jeg havde ikke råd til egen lejlighed. Jeg arbejdede ti timer om dagen og havde en transporttid på to timer på grund af trafikpropperne i Bangkok centrum.«

Ethan var ansat af selve varehuset, mens mange af hans kollegaer var ansat direkte af de vestlige firmaer, der havde stande i varehuset og tjente noget mere end han. De opfordrede ham derfor til at søge job hos deres firmaer.

»De gav mig nogle telefonnumre og en adresse, og så prøvede jeg at kontakte dem. Jeg kom til samtale hos det schweiziske firma Montblanc, der sælger meget dyre fyldepenne, og de gav mig et job.«

Jobbet gik ud på at stå i spidsen for åbning af en ny butik inde i et varehus, og det klarede Ethan så godt, at han siden åbnede fire nye butikker i forskellige storcentre for Montblanc. Han begyndte også at tjene flere penge og kunne endelig flytte fra sin faster og ind i sin egen lejlighed. Men han havde stadig meget travlt.

»Et stormagasin har åbent seks dage om ugen fra kl. 9 til 22 om aftenen, og man skulle jo være der al den tid, og der var ikke noget med at sætte sig ned og snakke med de andre kollegaer. Så når man kom hjem, føltes det, som om at benene stak ud af fødderne.«

Efter nogle år hos Montblanc følte han imidlertid, at han trængte til nye udfordringer. Derfor skiftede han job til det thailandsk-ejede firma, Franck's Jewely, hvor han sælger smykker i absolut luksusklasse til det thailandske jet-set.

»I starten troede jeg, at smykkerne var falske, fordi diamanterne var så store. Kunderne var den højeste klasse i Bangkok, og jeg har solgt smykker til både den nuværende og tidligere premierminister i Thailand.«

I starten var arbejdet med de yderst eksklusive smykker og det celebre klientel sjovt, men hurtigt begyndte Ethan at savne selvstændigheden fra sit tidligere arbejde, og samtidig var kunderne ekstremt krævende.

»For smykkerne kostede jo ikke kun 150.000 kr. som fyldepennene, men en million. Derfor blev jeg nødt til at ringe til chefen hele tiden for at høre, om jeg kunne sælge noget til en bestemt pris. Jeg kunne ikke bestemme noget selv.«

Derfor blev han overflyttet til samme ejers tøjbutikker og solgte i stedet Versace-tøj, indtil hans gamle chef fra Montblanc dukkede op og tilbød ham en stilling som Chief Manager i en stor fin butik med ure i luksusklassen med navne som Roger Dubuis, Zenith, Century Time Gems og Breguet.

Karrieren var nu for alvor på skinner for den dengang 29-årige Ethan, men han havde også arbejdet det meste af sin vågne tid de sidste mange år. Det var han måske fortsat med, hvis ikke en dansk herre ved navn Flemming Lindhardt var trådt ind i hans butik og havde bedt om at se på et ur.

»Det er mærkeligt, når man møder en person, som man føler, man altid har kendt, selv om man lige har mødt ham. Sådan havde jeg det med Flemming.«

Et spirende venskab tog form over internettet og efter et års tid besøgte Ethan Flemming i Danmark. Her oplevede han for første gang den danske stilhed.

»Jeg sad udenfor i København. Solen varmede, og vinden var mild. Pludselig kunne jeg høre, at fuglene sang, og mellem sprækkerne i brostenene fik jeg øje på en lille plante med bittesmå blomster. Det var så sødt og dejligt. Det kan man ikke opleve i Thailand. Der tænkte jeg, at det kunne være dejligt at bo her.«

Danmark og ikke mindst forholdet til Flemming, der nu havde udviklet sig til ægte kærlighed, fik Ethan til at træffe et stort valg.

»Jeg var blevet rigtig forelsket og ville gerne forfølge kærligheden, og samtidig havde jeg arbejdet meget de sidste mange år og var blevet 29 år. Jeg begyndte at tænke, at der er andet i livet end at arbejde, men jeg tænkte også, at det kunne være spændende at prøve et nyt liv.«

Tilværelsen i Danmark var imidlertid hårdere end Ethan umiddelbart havde forventet. Det er aldrig let at starte et helt nyt liv, og de første par år gik udelukkende med at gå på sprogskole.

»Det var meget hårdt pludselig ikke at arbejde længere eller tjene sine egne penge, når jeg havde arbejdet de sidste mange år. Jeg gik kun på sprogskole, og så gik jeg bare hjem. Det var mærkeligt.«

Han skynder sig at understrege, at han havde penge med fra Thailand. »Vi har aldrig fået penge fra staten.«

Men sproget var den mindste udfordring for Ethan, der også stod over for at forstå en kultur, hvor man gør tingene anderledes. Noget af det, han lagde mærke til, var forskellen på brug af smilet.

»I Thailand smiler vi meget, når vi snakker. Danskerne smiler kun, når de har grund til det. Folk spørger mig tit, hvorfor jeg smiler: Fordi jeg er glad,« griner han.

I dag har han taget landet til sig.

»Hver gang, vi rejser og overnatter i andre lande, så savner jeg mit hjem.«

Flemming og Ethan var helt fra starten enige om, at Ethan skulle have en uddannelse i Danmark, og da to års kamp med sproget endelig havde båret frugt, overvejede Ethan i samråd med Flemming, hvad han allerhelst ville og fandt frem til, at det var at være guldsmed.

»Jeg synes, guldsmed var det helt rigtige for mig. Jeg ville gerne designe smykker, nu da jeg har arbejdet og handlet med sten samt solgt smykker, synes jeg, at det passer med det, jeg har lavet.«

Derfor søgte han ind på teknisk skole og tog det 60 uger lange grundkursus, men for at blive udlært guldsmed skulle han også havde en læreplads, og det er ikke let for nogen, og slet ikke når man er udlænding. Ethan skrev ansøgning efter ansøgning, men først da han søgte ind hos Georg Jensen, var der bid. Efter fem måneder blev han inviteret ind til en uges praktik, hvor Georg Jensen kunne se ham og hans talent an. For Georg Jensen inviterer hvert år op mod 40 praktikanter til en uges praktik, inden de tilbyder en eller to en læreplads.

»Alle får de samme opgaver i løbet af ugen. Men jeg var færdig med mine opgaver onsdag, og så fik jeg nye opgaver, der var lidt mere komplicerede.«

Ethan fik også siden hen lærepladsen hos Georg Jensen, og han nød hvert minut af sin læretid. Han nød det sociale liv med de andre lærlinge og de ældre kollegaer, selv om de først mødte ham med en vis skepsis.

»Men så snart jeg havde snakket lidt med dem, så var det helt fint.«

Det bedste ved læretiden var dog, at han kunne arbejde med hænderne og bruge sin kreativitet igen.

»Lige siden jeg var barn, har jeg været glad for at skabe ting, og jeg var dygtig til det, så det var superdejligt endelig at skabe ting med hænderne igen.«

Hos Georg Jensen fik han mange udfordringer og muligheder for at lave flere hundrede forskellige slags smykker, men hans hjerte har altid først og fremmest banket for hans eget design. Når talen falder på netop det emne, lyser han ekstra op. Det er noget han går op i, og stemmen bliver varm, når han fortæller om arbejdet med smykkerne:

»Alle led i processen er vigtig. Det er vigtigt, at man både konstruerer og fatter stenene flot. Man kan ikke fatte sten, når man ikke har en ordentlig konstruktion. Alle processer er lige vigtige, og jeg står for alle processer selv. Jeg tegner selv mine ting, og jeg tænker meget på de små detaljer.«

Hans fremtidsvisioner handler også om arbejdet med de ædle sten.

»Jeg vil gerne skabe mange spændende smykker i et godt design og komme med mange nye tanker for dansk design. Jeg vil også gerne have mine smykker ud på et internationalt niveau og til et internationalt publikum.«

I første omgang gælder det imidlertid den nyåbnede butik.

»Det har været min store drøm. Det har meget stor betydning at få sin egen butik. Nu begynder et nyt eventyr igen.«

Men det vigtigste for Ethan er, at han har fulgt sit hjerte og i dag laver det, han har lyst til.

»Jeg vil ikke lave ting, der ikke kommer fra mit hjerte, og jeg tror, at man kan gøre alting, hvis man tror på det.« n